Da første verdenskrig i november 1918 endte med Tysklands nederlag, indgik det i fredsbetingelserne, at den dansk-tyske grænse fra 1864 skulle revideres ved en folkeafstemning.
Som bekendt tabte Danmark krigen i 1864, hvorefter Tyskland besatte og annekterede ikke alene Sydslesvig, men også Nordslesvig (Sønderjylland) op til Kongeåen.
Afstemningen skulle finde sted i 1920, og de fleste anså det for givet, at Sønderjylland med stort flertal ville ”stemme sig hjem til Danmark”. Men der skulle også stemmes i det nordlige Sydslesvig i en zone, der bl.a. omfattede Flensborg, Nibøl og Lyksborg (for nu at benytte de gamle danske navne). Her var resultatet mere uvist.
Da Flensborg gik tabt i 1864, var den Danmarks næststørste by – en vigtig havneby og handelscentrum. Mens byen var under tysk herredømme, forlod mange danskere den, ofte under tvang. Samtidig foregik en tysk tilvandring, der ændrede demografien i tysk favør. Ved valget til den tyske Rigsdag i 1867 havde byen stadig dansk flertal. Det var derfor usikkert, på hvilken side af grænsen, byen ville ende, når der skulle stemmes. På dansk side var man dog optimistisk.
Og mens debatten om den forestående afstemning bølgede i 1919, valgte også Ugeskrift for Læger at se lyst på udsigterne. Da der samtidig var tale om at placere et universitet i Jylland, ville det være naturligt at vælge netop Flensborg, mente Ugeskrift for Læger:
”Den atter opdukkende Plan om Oprettelse af et jydsk Universitet fortjener at vække den største Interesse, ogsaa i Lægekredse, bl.a. fordi det under de senere Dages Drøftelse af denne Sag i Dagbladene fra enkelte Sider er foreslaaet at begynde med at oprette et lægevidenskabeligt Fakultet”, skrev Ugeskriftet i en redaktionel kommentar.
Tanken var at give en håndsrækning til de kommende landsmænd i en krigshærget landsdel; det skulle også være et bidrag til at genoptage det internationale videnskabelige samarbejde, der havde været afbrudt i fem år. Men desuden ville det generelt gavne den videnskabelige virksomhed i Danmark, som jo kun havde ét universitet – nemlig det i København:
”Da Københavns Universitet – i hvert Fald dets lægevidenskabelige Fakultet – er paa grænsen af at være overbelastet ved den store Tilgang af Studerende, og da Indlemmelsen af Sønderjylland vil stille yderligere Krav til det, vil det sandsynligvis af rent praktiske Grunde blive nødvendigt at oprette endnu et Universitet i en nær Fremtid”, lød det optimistisk i Ugeskriftet.
Oven i købet ville et nyt universitet være en fordel for Danmark netop nu: Vi var et lille, neutralt land, der var sluppet forholdsvist helskindet gennem krigen, og nu var der en enestående chance for at gøre sig internationalt gældende på kulturens og videnskabens område.
Og naturligvis måtte det placeres i Jylland, ”den Landsdel, som er fjærnest fra København” for at modvirke den ”ganske fordærvelige Centralisering af Aandslivet”, der er så skadelig for landets harmoniske udvikling.
Et universitet vil være en smuk national Gave til Sønderjyderne, og for Flensborg By Redaktionel kommentar i Ugeskrift for Læger, 1919
Jylland – det kunne jo være mange ting. Derfor måtte man nøje overveje, i hvilken by, det nye universitet skulle ligge. Såvel Viborg og Sønderborg som Aarhus og Kolding havde lagt billet ind. Men vent nu lige med at beslutte noget, før vi ved, i hvilket land Flensborg ender med at høre til, formanede skribenten. For hvis nu Flensborg ender med at høre til Danmark, vil det da være en smuk tanke at anbringe universitetet der:
”Et universitet vil være en smuk national Gave til Sønderjyderne, og for Flensborg By, som er saa uheldigt stillet, at til hvilken Side, den end gaar, vil den lide et større økonomisk Tab ved at miste en Del af sit Opland samt største Delen af sin Garnison og Flaadestation, vil et Universitet være et ikke blot prydende men ogsaa værdifuldt Plaster for disse økonomiske Saar”.
Og ja – et dansk Flensborg vil ligge ”i en Udkant af Landet”. Men det betyder vel ikke noget i et land af Danmarks størrelse: ”København ligger ogsaa i en Udkant af Landet, hvilket ikke har været til Hinder hverken for Studenterne eller for de Patienter, som ønsker at behandles paa Rigshospitalet”.
Artiklen i Ugeskriftet har formentlig fået den aarhusianske overlæge Victor Albeck til at bide spidsen af morgencigaren. Som leder af byens Fødselsanstalten i Aarhus havde han, siden han kom til byen i 1910, arbejdet for at få Danmarks andet universitet placeret i Aarhus.
Ifølge universitetets officielle historie er det slet ikke sikkert, at Aarhus var endt med at få det jyske universitet, da en række andre jyske byer også gjorde krav på at blive universitetsby. De havde bare ikke taget højde for Victor Albeck, der som en énmandshær kæmpede med alle midler for at få et kommende universitet til byen.
Albeck var kommet til Aarhus, efter at han var blevet forbigået til et professorat i København. Og i Aarhus havde han vist sig som en dynamo i skabelsen af et lokalt videnskabeligt miljø. Han var med i oprettelsen af videnskabelige foreninger. Han betalte af egen lomme for laboratorieudstyr, da de bevilgende myndigheder ikke ville anerkende Fødselsanstalten som forskningsinstitution. Albeck tog initiativ til læsekredse og til etablering af naturvidenskabelige samlinger.
Mens han således gødede jordbunden for et universitet, foretog han for egne penge utallige rejser til hovedstaden for at øve lobbyvirksomhed over for ministerier, departementschefer og Københavns Universitet, hvor der bestemt ikke var støtte til tanken om et århusiansk universitet. Dog havde han opbakning fra to tungtvejende medsammensvorne, nemlig professorerne Erik Arup (historie) og Knud Faber (medicin).
I 1921 dannede en kreds af Aarhusborgere Universitets-Samvirket, der sammen med kommunen blev drivkraft i kampen for at få Danmarks universitet nummer to placeret i byen. Når Samvirket skulle mødes, eller ministre skulle modtages og bearbejdes, var det Albeck, der lagde hus til.
Anstrengelserne bar frugt. I 1925 lagde en parlamentarisk kommission i en betænkning vægt på, at det talte til fordel for Aarhus, at byen nu havde landets største sundhedsvidenskabelige forskningsbibliotek uden for København. Flertallet af kommissionsmedlemmerne anså derfor Aarhus for den bedst egnede kandidat som universitetsby – men desværre var der ikke penge til det.
Under Albecks auspicier lykkedes det dog i 1928 at få tilladelse til at etablere en mindre, universitetslignende institution i en treårig prøveperiode.
Kong Christian den 10. lagde – sammen med overlæge Albeck – grundstenen til et egentligt universitet i 1932. I september 1933 kunne universitetet indvies i nærværelse af kongen og statsminister Thorvald Stauning. Victor Albeck kunne ikke være med – han var død få måneder forinden.
Flensborg var tabt – men Aarhus havde vundet sit universitet.
Ikke noget at sige til, at Victor Albeck dyrkes som noget nær en superhelt på Aarhus Universitet.
Litteratur:
Ugeskr Læger 1919, s. 405-7
Palle Lykke: Billeder af Aarhus Universitets historie (2001)
