Skip to main content

Dansk Vancouver-medlem: UVVU har misforstået noget

Professor Bente Klarlund Pedersen kan højst beskyldes for at have haft for travlt, siger professor, dr. med Jacob Rosenberg. Han er dansk medlem af Vancouver-gruppen, der udformer de internationale regler for god videnskabelig praksis.

25. sep. 2014
2 min.

Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har misforstået de internationale regler for god videnskabelig praksis i sagen mod overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen.

Det siger overlæge, professor, dr. med. Jacob Rosenberg, til Information.

Som videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger er Jacob Rosenberg medlem af Vancouver-gruppen, der udformer de internationale regler for god videnskabelig praksis. Og de regler har UVVU ifølge Jacob Rosenberg misforstået, når de stempler Bente Klarlund Pedersen som uredelig, fordi hun burde have opdaget, at Milena Penkowa havde fusket med sine forskningsresultater.

I sin afgørelse fra 28. august fastholder UVVU, at Bente Klarlund som seniorforfatter er medansvarlig for Penkowas snyd. Men Vancouver-protokollens kriterium om forfatteransvar gør ikke medforfattere til medansvarlige i tilfælde af snyd, forklarer Jacob Rosenberg til avisen.

”Fra UVVU’s side har de misforstået noget. Ifølge Vancouver-reglerne, som vi underviser og opdrager forskerne i, handler forfatteransvar om, at hvis der opstår tvivl om snyd, så har man ansvar for at kunne udpege, hvem dem har lavet hvad. For det er umuligt at vide, om andre har snydt. Nogle gange sidder medforfattere til forskellige dele af en forskningsartikel i hver sin ende af verden. Andre gange er de eksperter i et helt andet område end ens eget. På den måde kræver forskning en høj grad af tillid”, siger Jacob Rosenberg.

”Det kan godt være, at UVVU mener, at Klarlund burde have opdaget Penkowa, men det er ikke uredeligt. I min optik kan Klarlund højest beskyldes for at have haft for travlt”, siger Jacob Rosenberg til Information.

Bente Klarlund Pedersen er uenig i afgørelsen og afventer, at sagen behandles af domstolene:

”Det er lodret forkert, at UVVU skal kunne stemple forskere som uredelige, blot fordi der eksempelvis er forhold i deres artikler, som efter UVVUs mening kan kritiseres som udtryk for suboptimal videnskabelig metode. Det er et forskningsetisk selvmål og kan lede til fuldstændig retsløshed for forskere. UVVU skal beskæftige sig med, om der snydes eller ej – ikke med forskningspraksis. Det bør man overlade til de rette instanser på forskningsinstitutionerne, der er mere kompetente til det”, siger Bente Klarlund Pedersen.

På Københavns Universitet og Rigshospitalet har den seneste afgørelse fra UVVU betydet, at Bente Klarlund har fået en formel skriftlig advarsel. Samtidig er der nedsat et udvalg, der skal holde tilsyn med Klarlunds forskning.