Skip to main content

Danske fodboldlæger verdensmestre i fairplay

Danmark fik en 16. plads ved sit første VM i fodbold for læger, som blev spillet i Barcelona 10-16. juli. Men det danske lægehold kom øverst på skamlen i fairplaykonkurrencen.

Foto: Kim Andreasen.
Foto: Kim Andreasen.

Kim Andreasen, kia@dadl.dk

20. jul. 2016
3 min.

Solen skinner fra en skyfri Barcelona-himmel. Temperaturen er 27 grader, da det danske hold ved VM for læger løber ind på FC Barcelonas træningsanlæg til den sidste kamp ved VM 2016 mod Litauen. Løber er måske så meget sagt, for efter fem hårde kampe i varmen på seks dage er det danske hold hårdt ramt af skader og træthed. Men humøret er højt, og holdet spiller en af sine bedste kampe ved turneringen

Efter 2-2 i den ordinære kamp er holdet uheldig at tabe straffesparkskonkurrencen. Dermed ender holdet med at blive nummer 16 ud af 22 deltagende hold ved det første VM med dansk deltagelse.

Højt humør og gejst hele vejen

På midtbanen svinger anæstesiolog på Regionshospitalet Viborg, Hans Christian Brødløs, dirigentstokken. Han har sammen med onkolog på Rigshospitalet Kenneth Hofland været bagmændene bag deltagelsen ved VM. De har brugt mange timer på at samle den 19-mands store trup og på at planlægge VM-turneringen.

Faktaboks

Fakta

”Det har været en kæmpe oplevelse. Selv om niveauet har været overraskende højt, og vi i nogle af kampene har været reduceret til statister, har vi alligevel formået at holde gejsten og humøret oppe hele vejen til den sidste kamp”, siger Hans Christian Brødløs.

Fairplay-prisen til Danmark

Netop fordi holdet rendte ind i rigtigt gode hold fra Østeuropa, som havde store trupper på 25 mand - alle i god form - så er han stolt af, at Danmark blev det hold, som spillede mest fair. Blot to advarsler fik de rødhvide.

”Flere undersøgelser viser, at fodbold er rigtigt sundt for midaldrende mænd. En stor del af det tror jeg skyldes det sociale element. Da VM for læger startede i sin tid var det netop samværet på tværs af lægespecialer og landegrænser, som var fundamentet. Ved at vinde fairplay-prisen må man jo sige, at vi lever op til det”, siger Hans Christian Brødløs.

Større trup til næste år

Næste år løber VM for læger af stablen i Østrig. Hans Christian Brødløs slår fast, at Danmark er klar igen og vil fortsætte med at samles til træning. Der er også aftalt en træningskamp mod det svenske hold, som blev nummer to ved dette års VM.

”Vi skal være nogle flere og være i lidt bedre form. Men det drejer sig først og fremmest om at have det sjovt med hinanden, og det er jeg sikker på, at vi også får til i 2017”.

Læs også: Danmark skal til VM i fodbold for læger