Skip to main content

Danske læger er meget afslappede

Dårlig løn og en 100-timers arbejdsuge fik for ti år siden Malgorzata Pawlowicz til at flytte fra Polen til Nordjylland. I dag er hun overlæge på Hjørring Sygehus og nyder at have tid til familien.

(Foto: Lars Horn / Baghuset)

Signe Bjerre, info@signebjerre.com

3. nov. 2015
3 min.

Jeg valgte at rejse til Danmark, fordi det ikke lod sig gøre at forsørge to børn som læge og alenemor i Polen. Jeg var enke og tjente kun 4.000-5.000 kr. i grundløn om måneden som anæstesilæge. Det betød, at jeg var jeg tvunget til at have dobbeltarbejde. Når jeg havde fri fra universitetshospitalet i Warszawa, kørte jeg enten videre til et andet sygehus, hvor jeg arbejdede som vikar, eller også havde jeg ekstravagter som ambulancelæge. Efter en nattevagt, tog jeg direkte på arbejde, hvor jeg skulle stå omklædt og klar til vagt kl. 8.00. Sådan var vilkårene. Størstedelen af lægerne arbejdede på den måde. Det var normalt for ti år siden. Man lukkede øjnene for, at det var trætte og udmattede læger, der mødte ind på vagt. Der var ikke noget alternativ.

Jeg arbejdede i gennemsnit 100 timer om ugen og var til sidst så træt, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen. Når man er i det, tænker man ikke så meget. Man prøver bare at overleve. Heldigvis har jeg aldrig lavet fejl. Men jeg kunne mærke, at det begyndte at blive uforsvarligt. Min mor passede mine børn, der dengang var 11 og 13 år. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle gøre mig håb om at få et familieliv og være sammen med mine børn, blev jeg nødt til at rejse væk.

Jeg havde hørt, at arbejdslivet og familielivet hang bedre sammen for danske læger. Det var én af de helt afgørende grunde til, at jeg valgte at komme til Danmark. Jeg kunne vælge mellem at komme til Hjørring eller Frederikshavn Sygehus, og begge steder tiltalte mig meget. Jeg kom fra et kæmpe universitetshospital og havde fået nok af den selvtilstrækkelige og selvforherligende kultur, der er på et universitetshospital.

Faktaboks

Fakta

Det første, jeg lagde mærke til, var, at danske læger er meget afslappede.

Man har knapt så travlt på danske sygehuse som på polske. Og man har meget mere fritid. Det gør hverdagen mindre stressende og giver en helt anden balance mellem arbejde og familieliv. Selvfølgelig kan der være travle perioder, men i gennemsnit arbejder jeg sjældent mere end 37 timer om ugen.

Mødekulturen er meget anderledes her. Nærmest hver dag er der møder, og det er noget, der bliver prioriteret højt blandt danske læger og sygeplejersker. Står man og skal vælge mellem et møde eller klinisk arbejde, bliver det forventet, at man prioriterer mødet. Jeg har det personligt lige omvendt. For mig er det kliniske arbejde som regel altid vigtigere end et møde. Men jeg synes, at det er dejligt, at her er en mødekultur, hvor man taler åbent om tingene, og hvor alle kan sige deres mening. Møderne er også altid meget velplanlagte. Er et møde tidssat til at vare til kl. 15, varer det til kl. 15 og ikke et minut længere. I Polen kan møder trække ud i timevis, og det er kun dem, der er højest i hierarkiet, der har lov til at sige noget.

Jeg er utrolig glad for at være her og vender ikke tilbage til Polen foreløbig. Jeg har gode muligheder for faglig udvikling. Det er nemt med efteruddannelse, bare man er interesseret. Min familie har det også godt her, så jeg vil ikke lave om på livet igen. À