Skip to main content

Danske læger ved for lidt om smerter

Sundhedsvæsenet mangler viden om smertelindring. Det er et af budskaberne i Ugeskriftets smertetema i dette nummer. Læger efterlyser mere undervisning i emmet på medicinstudiet, ligesom et egentligt speciale i palliativ medicin står på ønskelisten.

Foto: iStock.
Foto: iStock. (Foto: Getty Images/iStockphoto)

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

26. jun. 2017
7 min.

Omkring hver femte dansker over 16 år anslås at lide af kroniske smerter, og næsten alle læger uanset speciale møder patienter, der har ondt i varierende grad. Men behandlingen halter.

”Der er et meget stort udækket behov for lindrende behandling. Det løses ikke i dag”, siger overlæge i Det Palliative Team på Aarhus Universitetshospitals kræftafdeling, Bodil Abild Jespersen, der også er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin.

Der mangler ganske enkelt viden i sundhedsvæsenet og ikke mindst blandt læger om, hvordan smerter kan lindres. Deres fokus ligger et helt andet sted.

”Vi lever i et samfund med et sundhedsvæsen, hvor der er rigtig meget fokus på diagnostik og behandling. Smertelindring er lavt prioriteret, og det er forstemmende, at vi som læger ikke er bedre til det”, siger hun.

Den seneste debat om afhængighed eller ej ved tramadol - som er et såkaldt svagt opioid - er et godt eksempel på det lave vidensniveau, synes hun.

”Jeg tænker, at jamen selvfølgelig er tramadol afhængighedsskabende. Det har vi vidst i årevis. Men det er der mange – også læger – der ikke ved. Og dette her er helt basal smertebehandling. Det er noget, som alle læger skal kunne”, mener hun.

Det er hårrejsende nogle gange, når vi får henvist patienter. Det kan være fra almen praksis eller hospitalsafdelinger. Fordi der mangler viden, griber man forskellige ting på hylden i stedet for systematisk at gå til værks med den viden, vi har”. Overlæge Bodil Abild Jespersen, Det Palliative Team, Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital

”Det kan de ikke i dag. Det er hårrejsende nogle gange, når vi får henvist patienter. Det kan være fra almen praksis eller hospitalsafdelinger. Fordi der mangler viden, griber man forskellige ting på hylden i stedet for systematisk at gå til værks med den viden, vi har”.

Hendes opskrift lyder bl.a. på, at universiteterne bør undervise i emnet meget mere end i dag.

”Jeg bor i Aarhus, og vi har et symposium med to lektioner, hvor vi kan tale palliation med de medicinstuderende. Det forslår bare ikke”, siger hun.

At interessen er der, er hun sikker på.

”Vi får mange henvendelser fra medicinstuderende, som gerne vil have deres valgfrie klinikophold hos os. De er interesserede, men deres muligheder er meget begrænsede. Vi kan ikke tilbyde alle dem, der efterspørger det, et klinikophold. Så der er et tomrum”.

Desuden mener hun, at palliativ medicin bør være et fuldtonet speciale og ikke et fagområde som i dag, hvor det tager en læge yderligere to år efter fuldendt speciallægeuddannelse at erhverve sig specialistviden på området.

Faktaboks

Fakta

I forvejen kritiseres lægeverdenen for at være blevet for specialiseret, men Bodil Abild Jespersen ser et palliativt speciale som udtryk for nærmest det modsatte.

”Selvfølgelig forstår vi skismaet i forhold til for mange specialer, og vi er svinget for langt over til specialiseringssiden. Men både akutmedicin (som for nylig blev ændret fra fagområde til speciale, red.) og palliativ medicin er ret brede specialer, som ikke kun ser på en bestemt diagnose”.

Ikke kun palliation

Netop den brede tilgang er essentiel på smerteområdet, for patienterne findes overalt.

Ofte bruges udtrykket palliation i forbindelse med f.eks. smerteteam på hospitaler og hospicelæger, der beskæftiger sig med meget alvorligt syge og terminale patienter. Men området er langt større. F.eks. lever mange mennesker med tilbagevendende eller kroniske smerter, og ikke alle kan hjælpes med medicin.

”Jeg sidder med f.eks. 32-årige, der kan forvente at leve i op til 50 år mere. Hvis det f.eks. er en mor til to eller tre børn, måske med et job, der skal regne med at leve med smerter i mange år fremover, så kan man ikke tillade sig ret meget medicinsk”, siger specialeansvarlig overlæge Gitte Handberg, Smertecenter Syd i Odense, samt formand for Dansk Smerteforum, en forening for sundhedsprofessionelle, der beskæftiger sig med området.

”Hele min klinik er fyldt op med denne type patienter”.

Her er der stærk fokus på psykosocial smertebehandling, der overordnet set har til formål at få patienten til at acceptere smerterne og lære at leve med dem bedst muligt. Betegnelsen palliation anvendes ikke meget her – i stedet taler Gitte Handberg om rehabilitation.

”Det handler meget om at fortælle patienterne, at den smerte, de oplever, ikke er et signal om, at der er noget galt, og at de bare ikke har fundet en læge, der kan hjælpe dem. Det er heller ikke noget, man kan løbe sig fra, eller noget man kan slanke sig fra”, siger hun.

Tilgangen bygger bro over opdelingen i soma og psyke, ligesom den er tværfaglig, idet smertecentret har både læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer tilknyttet. Hertil henvises de hårdest ramte patienter, men som Gitte Handberg skriver i sin artikel i smertetemaet, så kan ”langt størstedelen af patienterne” udmærket behandles i almen praksis.

Hvis altså den nødvendige viden foreligger. Hvilket den netop ikke gør.

Risikoen for afhængighed

Den ufuldstændige viden i sundhedsvæsenet om smertelindring har ikke forhindret lægerne i både primær og sekundær sektor i at ordinere mere og mere smertestillende medicin F.eks. er forbruget af såkaldte svage opioider såsom tramadol fordoblet i perioden 2001-2013, og ifølge Sundhedsstyrelsen tager 3-5 pct. af befolkningen nu regelmæssigt opioider.

Risikoen for afhængighed er indlysende, og her kan patienterne opleve endnu en suboptimal behandling, nemlig i form af for dårlig aftrapning i de tilfælde, hvor det er relevant. Ligesom der findes strategier til at undgå afhængighed.

Det er et område, som lægestanden om muligt ved endnu mindre om end selve smertebehandlingen, mener overlæge Henrik Rindom, Stofrådgivningen Novavi i København.

”Aftrapning kan være svær, og derfor skal den forberedes godt”, siger han. Helst allerede når medicineringen starter.

Nogle af de patienter, han ser, er ikke blevet forberedt på, at den medicin, de fik mod smerter, risikerede at gøre dem afhængige. Endsige talt med lægen om, hvordan de kunne aftrappe medicinen.

I nogle tilfælde kan afhængighed helt undgås. Der handler det især for lægen om at være opmærksom på, hvordan patienterne reagerer på medicinen i starten.

”Hvis patientens første oplevelse af medicinen er, at den er guddommelig, så skal man være meget påpasselig, for så er der større risiko for at udvikle afhængighed”, siger Henrik Rindom.

Påpasselighed er i det hele taget et kodeord – patienternes behandling bør overvåges for tegn på mulig afhængighed, så en aftrapning kan iværksættes i tide.

”Vi skal blive bedre til at skelne abstinenser fra smerter. Der er nogle patienter, der præsenterer deres abstinenser som smerter, og så tænker lægerne, at derfor må vi hellere give dem noget mere medicin. Det er en af faldgruberne”.

Kan alle aftrappes?

”Nej, og ikke alle skal. Men mange kan aftrappes – der er flere, end man forestiller sig”.

Læs også: Det handler om at finde meningen i et liv, der er fyldt med smerte

Se også web-tv: God smertebehandling er en udfordring

Læs også: Specialiseret palliativ indsats i Danmark mangler kapacitet og tilgængelighed

Læs også: Et liv mod smerter