Datasikkerhed for 100 år siden

I løbet af 1. verdenskrig blev en af de vigtige forudsætninger skabt for den danske velfærdsmodel. Det skete, da landets kommuner tog fat på en detaljeret registrering af borgerne.

På grund af krigen var mange varer rationerede, og det var en myndighedsopgave at uddele ernæringskort, så alle husstande fik deres korrekte tildeling af f.eks. sukker, smør og flæsk, og til en pris, de kunne betale. Men det krævede, at myndighederne vidste, hvor mange personer, der boede i husstanden, og derfor skulle der laves ”mandtalslister”. Politiet omdelte skemaer, hvor husbond skulle anføre, hvor mange, der boede i husstanden. Ved samme lejlighed skulle han svare på spørgsmål som f.eks.: ”Er De Selvforsørger med Flæsk uden Fodertilskud fra Statslager? Er De Selvforsørger med Flæsk med Fodertilskud fra Statslager? Har De elektrisk Lys? Gasbelysning?”

Folketællinger havde fundet sted siden 1787. Det nye var, at man ikke længere kunne nøjes med et øjebliksbillede. Listerne skulle opdateres løbende, så fra- og tilflyttere kunne registreres. Myndighederne måtte vide, hvor borgerne til enhver tid befandt sig – ikke bare af hensyn til rationeringskortene, men også af hensyn til skatteopkrævningen. Der skulle jo kradses penge ind for at finansiere de mange nye sygehuse, skoler og læreanstalter, alderdomshjem og så videre.

”Der mangler kun en nøgle …”

Speciallæge i venerologi Carl With (1877-1923) indså hurtigt de store perspektiver og agiterede i efteråret 1918 i Ugeskrift for Læger 1) for, at der burde etableres et centralt personregister. Det skulle omfatte hele landet og alle individer samt deres mest intime oplysninger – og oplysningerne skulle af hensyn til den medicinske forskning være personhenførbare – som det hedder, når vi i dag diskuterer datasikkerhed. Men den slags skrupler var en luksus, som Carl With ikke havde tid til:

”I Øjeblikket er det (…) umuligt af følge de enkelte Individers Liv og Færden og faa Oplysninger om, hvad der karakteriserer dem medicinsk og slægtsmæssigt, med mindre de har været i Konflikt med Straffeloven eller socialt set staar højt oppe (…) og dog protokolleres og magasineres der i det moderne danske Samfund en Mængde faktiske Oplysninger om de fleste Individer, ikke blot i Kirkebøger, men ogsaa i Hospitalsjournaler, Retsprotokoller, militære Arkiver etc. For mange Individer findes alle ønskelige Oplysninger; der mangler kun en Nøgle for at gøre dem Frugtbringende”.

Syfilisregister

With mener, at et ”let overskueligt Personalregister, indeholdende de nødvendige Data” vil være en uvurderlig hjælp til at skaffe sig ”indgaaende Kendskab til de Love, som mange Sygdomme og Abnormiteter følge, f.Eks Hæmophili, Natteblindhed, familiær Alopeci, den familiære Keratose af Haandflader og Fodsaaler, psykiske Abnormiteter, Misdannelser” osv.

Kun gennem et dybere kendskab til ”Arvelighedslovene” kan man nå frem til en ”rationel Slægtshygiejne”, og det forudsætter et centralt personregister, skriver With.

Og så anfører han et eksempel på, hvor umuligt det er at holde styr på f.eks. tidligere patienter og følge op på deres indlæggelser. With citerer en undersøgelse, som dermatologen Edvard Ehlers har udført om prognosen for en patientgruppe. Han inddelte dem efter, om de havde et ”-sen”-navn eller hed noget mere usædvanligt. Hver gruppe blev desuden inddelt efter, om de havde en almindelig eller en ualmindelig profession.

Resultatet var, at ”for de fleste -Sen-navnes vedkommende kan man lige saa godt lade være at efterspore deres Bærere (de er) forsvundne i Folkehavets Dyb som en Draabe i det atlantiske Ocean”. 2)

Som venerolog ser With især gerne et ”Nationalregister og Personalregister for Syfilitikere”. Anonymt – men kun så anonymt, at man undgår, at de samme tilfælde går igen. Og med et centralt folkeregister vil løsningen være nær: ”Hvis man i sin Journal for enhver Pt. med Syfilis sammen med Navnet opnoterede hans Registreringsnummer og meldte det til et Specialregister for Syfilitikere, opnaaedes alt, hvad man kunne forlange, uden Gêne for nogen”.

Centralt folkeregister – nej tak

Withs specialekollega, overlæge Henrik Bang i Aarhus, kaster sig ud i et modindlæg. Han ”undervurderer ikke Betydningen af at faa at vide, hvor mange (…) Idioter, der findes i hver Familie på -sen”.

Bang indrømmer, at det kan være videnskabeligt og praktisk nyttigt at kunne følge, ”hvad der bliver af ”vore Patienter (…) og deres Efterkommere”. Men prisen for denne landvinding er for høj. Bang vil ”ikke uden Protest” finde sig i at skulle protokolleres – ”maaske med Fotografi og Fingeraftryk”. Han fortsætter:

”Det er mig en fuldkommen Gaade, at man blandt Læger kan finde Sympati for saadanne Bestræbelser (…) vi faar dog daglig betroet en Del under Forudsætning af vor Diskretion og nu vil De have – og flere med Dem – at der oprettes et medicinsk Generalregister over alle. (…) tror De virkelig, at et saadant Generalregister bliver diskret eller overhovedet kan blive det? – jeg tror det ikke”.

Selv opbevarer Henrik Bang sin patientprotokol ”i et brand- og dirkefrit Skab for at gøre mit til, at Diskretionen bevares og jeg vil ikke med det gode udlevere nogen, som passer sin Behandling, til noget Generalregister”.

Cpr-nummer i utide

I et genmæle beroliger With sin Aarhus-kollega: Lægerne skal selvfølgelig ikke medvirke til brud på fortroligheden. Men der er nu engang både samfundsmæssigt og videnskabeligt brug for en pålidelig statistik over ”vore Syfilitikere”. Og hvis det lykkes at få et centralt folkeregister over alle indbyggere, kan man tildele hvert individ et ”Generalregisternummer”.

With udkaster her faktisk ideen til et cpr-nummer – en idé, som først dukker op igen i 1960’erne.

Med et sådant nummer kunne man ifølge With registrere syfilispatienterne uden, at oplysningerne ville være umiddelbart personhenførbare (som man ville sige i dag). With giver et eksempel:

”Syf. ♂ Nr. 301. 1918 = Generalregister: Frederiksværk 10-1900 Nr. 25”.

Det kan oversættes til: Hr. NN, der fødtes som nr. 25 i Frederiksværk i oktober 1900, er meldt til syfilisregisteret med de og de symptomer.

Hvis kontorpersonalet bare vil være diskrete, er risikoen for, at patientens navn og sygdom slipper ud, minimal. I øvrigt – pointerer With – kan det gamle system jo ikke ligefrem prale med sikkerhed: Ganske vist har lægerne tavshedspligt. Men hvad med syfilitikernes medpatienter på de store fællesstuer, som jo godt ved besked? Og sygeplejersker, rengøringskoner, gangpiger, volontører, læger og kontorpersonale? For hver patient er der mindst 50, der kender hemmeligheden, men ikke har tavshedspligt. Og hvor sikkert er journalen for resten opbevaret?

With har en sidste trumf i ærmet: Man må være klar over, at regeringen snart vil ”rejse Krav om en langt mere effektiv Statistik for at kunne bedømme, hvad Gavn, de mange Penge, Samfundet har bevilliget til disse Sygdomme, har gjort”. Hvis lægerne ikke selv har et bud på, hvordan det skal ske, vil man med sikkerhed få en løsning påtvunget, som man næppe vil bryde sig om, advarer han.

I øvrigt var With på dette tidspunkt folketingskandidat for et nystiftet parti, Det Nye Højre. Ved valget i 1918 opnåede partiet dog ikke nok stemmer, så With fik ikke mulighed for at deltage i den Folkeregisterkommission, der blev nedsat i 1920.

Men der var ingen vej uden om et Folkeregister. Det indføres ved lov i 1923. Dog foreløbig uden central registrering af ”syfilitikere” og andre patienter.

Læs mere: Folkeregister og velfærdsstat