»De ældre« er ikke en gruppe, men 900.000 enkeltindivider

Blandt danskere på 65 år og derover findes der omkring 900.000 forskellige individer - der vil kunne optræde som lige så mange forskellige patienter. Vi bliver mere og mere forskellige, jo ældre, vi bliver. Alderen er en tidsmæssig målestok for akkumulering af både gavnlige og skadelige faktorer.

Inden for sundhedsvæsenet er vi vant til at inddele mennesker efter alder i patientkategorier, risikokategorier osv. Sundhedsvæsenet er ikke ene om at sætte brugerne i bås efter alder. Samfundet placerer barndom og ungdom i den ene ende af livslinjen, og »de ældre« i den anden ende - det mellemliggende segment af voksne omtales sjældent ved alder; de udmærker sig alene ved ikke at være børn eller unge, eller ved ikke at være »ældre«.

Kategoriseringen af den ældre del af befolkningen er en konsekvens af 1800-tallets socialpolitiske tiltag, ikke mindst da man herhjemme allerede i 1891 indførte en fast aldersgrænse som kriterium for offentlig forsørgelse af »værdigt trængende« [1]. Dengang var det en undtagelse, hvis man efter de 60 år ikke var nedslidt og svækket. Siden er skiftende aldersgrænser blevet kvalificeret med diverse tab af rettigheder (f.eks. tvungen afskedigelse med alderen som begrundelse) eller erhvervelse af rettigheder (diverse tilskud og rabatter). Et stadig aktuelt eksempel bør nævnes: For at kunne indtræde i Sygeforsikringen »danmark« må man - ud over, at man skal være rask - ikke være fyldt 60 år. Underforstået: Hvis man er rask, men 60-årig, er man nok alligevel på vej til at blive syg.

Et grundlæggende problem er, at alderen i sig selv opfattes som den naturgivne, primære årsag til alskens sygdomme - hos den enkelte og i statistikkerne.

Aldring i ny belysning

Mens man tidligere blev betragtet som næsten obligatorisk nedslidt og svækket ved 60-års-alderen, erkendes det nu, både inden for forskning og praksis, at variationsbredden er enorm. For bare 50 år siden kunne man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig 60-årige maratonløbere, og da slet ikke, at de kunne løbe i tider på ned til 2:36 [2]. Eller at en næsten 60-årig pilot kunne nødlande et fly på Hudsonfloden og redde 155 menneskeliv. Ja, at netop denne modne alder formentlig var en forudsætning for, at nødlandingen lykkedes.

Men lad os lige falde ned på jorden igen: Aldringen medfører for alle en reduktion af fysisk funktionsevne og en gradvis tiltagende sygelighed og dødelighed. Det kan end ikke gerontologer ændre på. Men både den enkelte og sundhedsvæsenet kan bidrage til at løfte livskurverne, således at helbred og funktionsevne bevares på et højt niveau i en fortsat længere del af livskarrieren.

Det er netop det, der allerede er gået i opfyldelse. Det er sket parallelt med, at hyppigheden af hjerte-kar-sygdomme de seneste 15-20 år er reduceret med omkring 50 pct. [3], og nu er også forekomsten af hoftebrud markant aftagende [4]. Samtidig kan Statens Insti-tut for Folkesundhed påvise fortsatte forbedringer i fysisk funktionsevne for danskere over 60 år siden 1980'erne. Eller, sagt mere præcist: at en stadigt voksende andel i de enkelte aldersgrupper har en god funktionsevne og er uafhængig af hjælp i dagligdagen [5].

Hjernens livskarriere

Mens aldringskurverne for fysisk funktionsevne typisk viser nedgang fra 20-30-års-alderen, ser det anderledes ud for de højere hjernefunktioner. Nok bliver vi ubønhørligt dårligere til memory-spil, når vi har passeret teenageårene - fordi vi mister kapacitet til at løse opgaver, hvor erfaring ikke kan komme os til hjælp. Til gengæld kan vi fortsat bevare og udvikle evnen til indlæring, hukommelse, tænkning og opgaveløsning inden for områder, hvor viden, håndelag, erfaring, ekspertise og overblik har betydning.

Der er imidlertid to afgørende betingelser: 1) fravær af sygdomme, der påvirker hjernens funktion og 2) fortsat træning, vedligeholdelse og udvikling af disse funktioner og kompetencer. Flere nye undersøgelser viser, at netop det »at bruge hovedet« også kan forebygge eller udskyde ikke blot reduceret indlæring og hukommelse, men også egentlig demenssygdom [6].

Det grundlæggende problem med aldersfaktoren er, hvis »noget støder til«, f.eks. i form af sygdom, stress, ulykke mv. Hjernen bliver med årene mere og mere sårbar over for skadelige faktorer. På grund af den udbredte forekomst af hjerte-kar-sygdom har mange ældre mennesker oplevet tiltagende og indgribende træthed i dagligdagen. Hidtil har man set på sådanne »banale« symptomer som noget, der blot »kom med alderen« - ikke som symptomer forårsaget af kredsløbsproblemer i hjernen. Men det er vigtigt, at vi i glæden over faldet i hjerte-kar-sygdomme ikke overser det problem, at hjernen med alderen bliver mere og mere sårbar over for længevarende stress og ubehandlet depression.

Udsigterne for hjernens aldring er alt i alt overraskende positive, men skal altså opvejes over for en tiltagende sårbarhed over for henholdsvis inaktivitet (både fysisk og psykisk) og sygdom.

Alder og patientkarriere

Tidligere tiders problemer med ældre patienters forbrug af sengedage i sundhedsvæsenet er ikke løst, men den nye viden om aldring - og især udfasningen af myter og fordomme om alderens betydning - giver løfter om en mere hensigtsmæssig brug af sundhedsvæsenet set i livskarriereperspektiv.

Der er stadig udbredte myter og fordomme om alder. Politikere og medier bruger ofte misvisende, kategoriserende klicheer som »de ældre«, og mange kommuner opererer fortsat med betegnelser som »ældreafdelinger«, »ældrechefer« osv. Klicheer, som fastholder forestillinger om, at alderen i sig selv skaber behov for pleje og omsorg.

Betydningen af retorikken bør ikke undervurderes, for bagved ligger grundlæggende stereotype holdninger - og mangel på viden. Vi ser det hele tiden: For nylig blev tre skuespillere interviewet i tv om deres medvirken i et teaterstykke om livet på et plejehjem. Til sidst spurgte intervieweren skuespillerne om deres fremtidige alderdom, hvor »de fleste af os jo selv engang vil komme på plejehjem« [7]. Men faktisk er det kun omkring hver femte dansker, der slutter livet på plejehjem eller i ældrebolig, og andelen er fortsat faldende1.

Læger og andre sundhedsprofessionelle skal være med til at formidle viden om aldring. Det er vigtigt, at de optimistiske erkendelser inden for aldringsforskningen i en bedre forebyggende indsats. Og hvis forebyggelse ikke er tilstrækkelig: at funktionsevnen genoptrænes. Skulle dette heller ikke være tilstrækkeligt, skal vi altid kunne yde omsorg og pleje af høj kvalitet.

Men det gavner ingen at holde fast i misvisende begreber som »ældrepleje«, »ældreområde« osv. - hvor alderen er indtænkt som kausal faktor.

Henning Kirk er samfundsmediciner, dr. med.,

aldringsforsker, forfatter og foredragsholder.

NOTE

1) Procenten bygger på [8] og tidligere opgørelser fra Danmarks Statistik.

1. Kirk H. Da alderen blev en diagnose. Konstruktionen af kategorien »alderdom« i 1800-tallets lægelitteratur [disp]. København: Munksgaard, 1995.
2. http://www.mastersathletics.net/Records-Masters-Athletics-Masters-Trac… (11.okt. 2010).
3. Sundhedsstyrelsens Dødsårsagsstatistik 2008 (http://www.sst.dk/publ/Publ2009/DOKU/nye_tal/doedsaarsagsreg_2008.pdf) (11. okt. 2010).
4. Abrahamsen B, Vestergaard P. Declining incidence of hip fractures and the extent of use of anti-osteoporotic therapy in Denmark 1997-2006. Osteoporos Int 2010;21:373-80.
5. Ekholm O, Kjøller M, Davidsen M et al. Sundhed og sygelighed i Danmark 2005 & udviklingen siden 1987. København: Statens Institut for Folkesundhed, 2006.
6. Ritchie K, Carrière I, Ritchie CW et al. Designing prevention programmes to reduce incidence of dementia: prospective cohort study of modifiable risk factors. BMJ 2010;341:c3885.
7. TV2 Lorry (Lounge) 14. sept. 2010.
8. Danmarks Statistik. Den sociale ressourceopgørelse for ældreområdet april 2009. Statistiske Efterretninger 2010:7.