Skip to main content

»De bedste rejser nok først«

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

1. okt. 2010
3 min.

Et døgn med Jørn Lykke, Overlæge og klinikchef, Psykiatrisk Center Sct. Hans, afd. M

7.00 Bilturen fra Hørsholm til Roskilde giver tid til at overveje stormødet i eftermiddag om lukninger og fyringer. For nogle dage siden fik jeg at vide, at lukningen af Afdeling M bliver udskudt fra 1. januar til 1. juni 2011. Det skulle give bedre tid til at sikre andre behandlingstilbud. Men der er ikke kommet nogen planer, ud over at man på længere sigt vil finder andre steder at overflytte patienterne til.

8.00 Ankommer. Der ligger også nogle visitationssager, som jeg kan indstille til ambulant behandling i vort center for kognitiv terapi. Dem læser jeg igennem og stiller diagnose på.

9.45 TV Lorry ringer for at aftale interview kl. 16.00, efter stormødet.

10.00 Mødes med en klinisk oversygeplejerske om vores toårige specialistuddannelse i kognitiv terapi for mellemlangt uddannede. Vi taler om indholdet i en workshop på torsdag og kommer uvilkårligt til at tale om fremtiden. Og så er ansøgningsfristen udløbet til vores etårige uddannelse for læger og psykologer. Seksogtyve ansøgere til 24 pladser, så vi skal fravælge to.

11.30 Jeg taler med udviklingschefen om stormødet kl. 14.00. Vi er enige om at fastholde, at vi selv skal finde løsninger og foretage de fyringer, der skal ske i afdelingen. Der er forskellige kompetencer og mange hensyn at tage. Og vi er dem, der er tættest på.

11.45 Jeg møder en af overlægerne, som er meget usikker på fremtiden.

12.00 Middagskonference. Der er ret roligt på afsnittene. Vi taler om en dårlig patient, hvor medicinen ikke rigtig hjælper, og om mulige kognitive miljøterapeutiske interventioner. Mandagens program planlægges. Det forestående stormøde præger stemningen.

12.35 Frokost i kaffestuen. Der er nogle problemer med forvagternes arbejdssituation, som skal løses.

13.30 Jeg skulle have været i kantinen nu før stormødet, men så kom der en opringning om en dårlig patient.

13.55 Kantinen er stopfyldt. Der kommer en forbi og nævner, at nogle patienter har kontaktet Folketingets sundhedsudvalg.

14.00 Mødet starter. Direktøren og vicedirektøren i Region Hovedstadens psykiatri samt centerchefen taler om de konkrete besparelser på 83 mio. kr. Der skal fyres 146, og på Afdeling M skal der nedlægges 45 af de i alt 85 sengepladser, der skal lukkes på Sct. Hans. Der er vage løfter om kompetencecentre og om at etablere behandlingstilbud på andre psykiatriske centre. De fleste spørgsmål handler om, hvilke kompetencer der skal til for at kunne forblive, og hvilke tilbud der er om uddannelse i opsigelsesperioden. Vi kommer sikkert til at miste en del nøglepersoner - de bedste vil nok forsvinde først.

15.45 Mødet er slut. En større gruppe fra afdelingen er samlet udenfor. De har ikke lyst til at gå hjem - det er weekend, og man kan først tale sammen på mandag. Alle, der står her, er dygtige folk, som har været med til at udvikle vores behandlingstilbud. Vi står her, men der er ikke rigtig noget at sige.

16.45 Jeg taler med TV Lorry, som har travlt. De skal være færdige til 19.30. Men jeg får da sagt lidt om dobbeltdiagnosebehandlingen, og hvad besparelsen vil betyde.

17.45 Kører hjem og tænker på, at der nu i fire måneder har været ført gode argumenter frem for at ændre spareforslaget. Men forslaget er uændret.

19.30 Ser TV Lorry. Poul Nyrup er også interviewet og har et rigtig godt indlæg.

21.00 Tjekker mail - der er indkaldt til møde igen mandag morgen som opfølgning på stormødet. Heldigvis er der to dage til. Det har været en sort fredag.