Skip to main content

De engelske yngre læger strejker igen

For anden gang på få uger nedlægger yngre læger i England arbejdet i protest mod regeringens trussel mod at trække en ny overenskomst ned over hovedet på dem.

Yngre læger i England strejker i dag, ligesom de gjorde i sidste måned. Her foran Chelsea and Westminster Hospital i London den 12. januar. Foto: Bente Bundgaard.
Yngre læger i England strejker i dag, ligesom de gjorde i sidste måned. Her foran Chelsea and Westminster Hospital i London den 12. januar. Foto: Bente Bundgaard.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

10. feb. 2016
2 min.

Engelske hospitaler fungerer i dag på nedsat kraft, idet de yngre læger er gået i strejke og kun deltager i nødbemanding.

Ifølge britiske medier er næsten 4.000 elektive indgreb udsat foruden et ukendt antal konsultationer f.eks. i ambulatorier.

Strejken begyndte kl. 8 i morges og varer 24 timer, melder British Medical Association (BMA), som organiserer de yngre læger.

Sådan var det også 12. januar, hvor de yngre læger strejkede første gang med varsel om yderligere to strejkeaktioner. I mellemtiden har de dog droppet den ene aktion, og nummer tre - strejken i dag - er nedgraderet. Oprindelig var det meningen, at de yngre læger end ikke ville deltage i nødbemandingen.

Alt sammen i velviljens tegn i de forhandlinger, som BMA fortsat fører med regeringen om en ny overenskomst. Når de to parter ikke til enighed, truer regeringen med at pådutte lægerne en række ændringer i den nuværende aftale uden om det sædvanlige aftalesystem.

Den værste hurdle er ifølge britiske medier regeringens plan om at ændre den måde, lægernes tillæg udregnes på. Tillæg udgør en stor del af en engelsk yngre læges løn.

Først og fremmest vil regeringen omdefinere begrebet usociale arbejdstider, som udløser tillæg, bl.a. så lørdag fremover skal tælle som almindelig hverdag.

Det kompenserer efter BMAs mening ikke for, at regeringen på den anden side vil øge basislønnen for yngre læger med i gennemsnit 11 pct.

I forvejen har England visse steder svært ved at tiltrække og fastholde læger, og bliver den nye kontrakt indført mod lægernes protester, kan det blive endnu værre.

Avisen The Independent skrev i går, at 90 pct. af de yngre læger har tilkendegivet, at de er parate til at sige op, hvis den nye kontrakt gennemføres.

Kilden er en online meningsmåling, som over 1000 læger havde deltaget i, fremgår det.

Læs også: Yngre Læger i England strejker

Læs også: Hvorfor strejker de yngre læger i England?