Skip to main content

De »forkerte medicinere«

De studerende i Medicin med Industriel Specialisering på Aalborg Universitet står i skyggen af de lægestuderende, som de kører parløb med på bachelordelen. Som færdige kandidater går de som »varmt brød« til især industrien, men også hospitalerne omfavner dem.

Kasper Bendix Johansen er en af "de forkerte læger" - nemlig  cand. scient. med. - fra Aalborg Universitet og nu i gang med en ph.d. Foto: Claus Boesen.
Kasper Bendix Johansen er en af "de forkerte læger" - nemlig cand. scient. med. - fra Aalborg Universitet og nu i gang med en ph.d. Foto: Claus Boesen.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

6. jul. 2017
8 min.

Inden i Kasper Bendix Johnsen gemmer sig en halv læge.

Han blev i 2014 cand.scient.med. fra Aalborg Universitet, der i 2006 kunne byde velkommen til de første studerende på uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering (MedIS). En uddannelse i krydsfeltet mellem klinisk medicin og medicinaludvikling og som – mener nogen – blev brohovedet for, at Aalborg Universitet i 2010 fik Akkrediteringsrådets ja til at uddanne »rigtige« læger.

Tidligere var bachelordelen identisk på de to uddannelser. Senere blev det et ministerielt krav, at der skulle være en større differentiering mellem de to bacheloruddannelser.

Men selv om den studieordning for de første tre år af MedIS-uddannelsen, der træder i kraft til september, adskiller sig mere fra studieordningen for medicinuddannelsen end tidligere, er der ikke ændret ved, at de studerende skal arbejde casebaseret og på klinikophold på Regionshospital Nordjylland. Netop det er ifølge Jeppe Emmersen, studieleder på Skolen for Medicin og Sundhed, uddannelsens styrke, og det aftagerne af de færdige kandidater fremhæver som særligt positivt.

Og det er Kasper Bendix Johnsen sig også bevidst om.

»Vi sælger os på, at vi har været på flere ophold i klinikken og er bekendt med jargonen, der er dér. Det er netop det, der adskiller os fra f.eks. molekylærmedicinere og biokemikere. Når det gælder sygdomsforståelse, kommer det os til gode, at vi har gennemgået ’terpekurser’ som f.eks. fysiologi, patofysiologi og anatomi – det værdsættes meget. Til gengæld er vi mere haltende, når det kommer til kemien«, siger Kasper Bendix Johnsen.

En del af MedIS-kandidaterne får arbejde som forskere ved universiteterne, men en stor del af dem får arbejde i medicinalindustrien. Og det med arbejdsbetingelser, der er langt bedre end dem, man møder som færdig læge på hospitalerne, hvor der stort set ikke er penge til noget som helst. Professor i neurobiologi Torben Moos, det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet

Springbræt til medicin

Flere gange om måneden må han imidlertid forklare, hvad en MedIS’er er.

»Jeg plejer at sige, det er en slags medicinsk bachelor med en forskningsmæssig overbygning. Eller en ’forkert læge’, som vi kalder os selv efter inspiration fra mange uforstående klinikere. Når jeg møder de unge studerende, er det til tider en kamp at få dem til at forstå, hvorfor det er vigtigt og af værdi, at de skal bruge tid på klinikophold frem for i laboratoriet. Og nogle oplever det som langhåret med den megen fokus på kommunikation med patienterne. Jeg plejer at sige til dem, at hvis de ikke er oprigtigt interesserede i MedIS, men vil bruge det som et springbræt til at læse medicin, skal de stoppe«, siger Kasper Bendix Johnsen.

At der er nogen, der bruger MedIS-studiet som springbræt til at søge om optagelse på medicin via kvote 2, bekræftes af studieleder Jeppe Emmersen.

»Men det er ikke noget, vi faciliterer, og i øvrigt er der blevet strammet op, så det er sværere at blive overflyttet«, siger Jeppe Emmersen.

Kasper Bendix Johnsen overvejede da også at blive løftet over på medicin, da det blev etableret i 2010. Men da han allerede tidligt på studiet begyndte at arbejde i laboratoriet hos professor i neurobiologi Torben Moos, blev han fanget af forskningen og fortsatte på MedIS-studiet, hvor han på den engelsksprogede kandidatdel valgte at specialisere sig i biomedicin.

I dag er Kasper Bendix Johnsen ph.d.-studerende hos netop Torben Moos i Laboratoriet for Neurobiologi, hvor han sammen med forskere fra universiteterne i Aalborg, Aarhus og København samt Danmarks Tekniske Universitet forsøger at blive klogere på blod-hjerne-barrieren, som er en udfordring i forhold til at få medicin til at gå fra blodet til hjernen. Lige nu sidder han i en forskergruppe på DTU med deltagelse af hele fire MedIS’er.

Unik tilgang

Kasper Bendix Johnsens ph.d.-vejleder, Torben Moos, kom til AAU’s sundhedsvidenskabelige fakultet fra Panum Instituttet for ti år siden og er »ret begejstret« for MedIS-kandidaterne.

»Deres tilgang er temmelig unik. De kan anskue en problematik ud fra et klinisk perspektiv – bl.a. fordi de bedside har rørt ved og undersøgt en diabetespatient – samtidig med at de er fortrolige med laboratoriearbejde. Det er en notorisk kvalitet. I laboratoriet er de medicinerne overlegne. I modsætning til de lægelige medicinske kandidater har MedIS’erne dog sværere ved at finde deres faglige identitet, fordi karrierevejen ikke umiddelbart er udstukket for dem. Intentionerne med MedIS-uddannelsen har været at specialuddanne kandidater til at være koordinatorer af kliniske afprøvninger på sygehusene. En del af MedIS-kandidaterne får arbejde som forskere ved universiteterne, men en stor del af dem får arbejde i medicinalindustrien. Og det med arbejdsbetingelser, der er langt bedre end dem, man møder som færdig læge på hospitalerne, hvor der stort set ikke er penge til noget som helst«, siger Torben Moos.

Faktaboks

Medicin med Industriel Specialisering

En anden aftager af MedIS-kandidaterne er Lars Jelstrup Petersen, professor i nuklearmedicin på Aalborg Universitetshospital. Forleden forsvarede en MedIS-kandidat sin ph.d., der handler om, hvilken skanningsmetode der er mest anvendelig til påvisning af knoglemetastaser ved prostatakræft. Og om ikke så længe forsvarer endnu en MedIS-kandidat sin ph.d. på afdelingen.

»De kommer med en mere forskningsmæssig og struktureret tilgang. De er gode i laboratoriet, til at skrive protokoller, korrespondere med myndighederne og til at søge i litteratur. Her er de bedre end de medicinske kandidater. De besidder den forskningsmæssige rygrad, der er forudsætning for at drive en velfungerende forskningsenhed. Til gengæld er de svagere i klinisk sammenhæng, hvor nogle fanger det hurtigere end andre. Men fordelene overskygger langt ulemperne«, siger Lars Jelstrup Petersen og fortsætter:

»Man taler så meget om sundhedsfaglig forskning, og jeg kan kun anbefale, at sygehusene i højere grad ansætter kandidater med andre fagligheder end den lægefaglige på ikkekliniske og apparaturtunge afdelinger«.

Svært ved at kende forskel

Tilbage til Kasper Bendix Johnsen, der mener, at »vores uddannelse er gået lidt under radaren«:

»Vi har været overskygget af medicinstudiet, som i en periode er løbet med det meste af opmærksomheden, fordi de medicinstuderende har været meget dygtige til at positionere sig i de besluttende organer. Desværre manglede denne kultur for MedIS, og derfor tog det flere år, før der blev oprettet et MedIS-råd, pendanten til Medicinerrådet. Men krigerisk adfærd mellem os har der aldrig været«.

Det bekræfter Simon Mæng Tjørnehøj, der ud over at læse medicin på AAU også er formand for FakSUND, et interesseorgan, der varetager interesser for samtlige uddannelser på det sundhedsvidenskabelige fakultet.

Ifølge ham er der brug for decideret at brande MedIS-uddannelsen.

»Vi oplever stor frustration og identitetskrise blandt MedIS’erne. Interessen retter sig primært mod os – de ’rigtige medicinere’. Og i takt med at optaget på medicin er øget, er optaget på MedIS-uddannelsen faldet. Dertil kommer, at frafaldet det første studieår er temmelig stort (27 pct. i 2015, red.) Når vi sammen er ude i klinik, bliver de set på som medicinstuderende – sygehuset har svært ved at kende forskel på os, og MedIS’erne opgiver efterhånden at oplyse om, at de ikke er medicinstuderende. Mange af dem kan måske heller ikke se formålet med, at de skal træne kommunikation på de første seks semestre, når det de i virkeligheden brænder for, måske er at komme til at studere celler. Dog hører vi, at de på kandidatdelen godt kan se værdien heraf«, siger Simon Mæng Tjørnehøj og fortsætter.

»Det er nødvendigt at brande deres dobbelte faglighed, så de også selv bliver bevidste om, hvor nice de er. Vi kommer fint ud af det med hinanden, men der er nok en tendens til, at vi medicinstuderende har mere prestige. Uden grund. De bliver rekrutteret, allerede før de er færdige, arbejdsløsheden blandt dem er næsten ikkeeksisterende og deres begyndelsesløn overstiger oftest lægernes«.