»De har mest behov for rent vand og penge«

08.00 Jeg kører hjem efter en døgnvagt på Neuroradiologisk Afdeling. Jeg har været på tilkald, og jeg har ikke fået meget søvn, for der var noget at lave det meste af natten. I aften kl. 18 er der møde på Rigshospitalet for læger med pakistansk baggrund. Mødet skal handle om, hvad vi kan gøre for at hjælpe de mange mennesker, der kæmper for at overleve oversvømmelserne i Pakistan.

I løbet af formiddagen taler jeg en del med min kone og vores datter om, hvad der sker i Pakistan. Min datter er nervøs for, at jeg tager af sted igen, som jeg gjorde i 2005, for hun er bange for, at det er farligt.

12.00 Jeg ringer til en af mine venner, som tidligere har sagt, at vi kan få hjælp af hans kæreste, der arbejder i et reklamebureau. Hun kan hjælpe os med at lave slogans, som vi kan bruge i vores kampagne for at involvere vores kolleger i projektet.

14.00 Jeg taler med en læge i Pakistan, som jeg kender fra dengang, jeg selv boede der. Pakistanerne har mest behov for basale fornødenheder som vand og penge, og som det ser ud nu, har de ikke brug for lægefaglig hjælp udefra. Rigtig mange pakistanske læger vil gerne selv gøre en indsats, men de har brug for penge for at få det til at hænge sammen, så min kollega i Pakistan foreslår, at vi støtter dem økonomisk i stedet for at rejse dertil selv. På den måde kan vi motivere landets egne læger til at hjælpe.

17.00 Jeg har sovet en times tid og kører nu ind på mit kontor på Rigshospitalet. Her forsøger jeg at finde ideer til forslag, jeg kan fremlægge på mødet kl. 18.00. Bl.a. tænker jeg på, at vi kan sende vores overarbejdsløn for en måned til de pakistanske læger, og at vi kan bruge intranettet på hospitalet til en kampagne for vores arbejde. Intranettet bliver set dagligt af næsten alle læger, så på den måde vil vi kunne nå ud til temmelig mange mennesker.

18.00 Mødet starter, og der er en rigtig god stemning. Der er dukket 20-25 læger op, og de er meget motiverede for at hjælpe. Vi bliver enige om, at vi foreløbig ikke sender læger til Pakistan. I stedet vil vi sende penge, der kan være en hjælp i katastrofeområderne, og en afstemning om, hvilken ngo vi skal sende pengene igennem, viser, at vi er ret enige om at bruge Læger uden Grænser. Derudover vil vi finde en dag, hvor alle lægerne med pakistansk baggrund går rundt med et badge, hvor der står, at en dags løn kan hjælpe befolkningen i Pakistan. Det vil forhåbentlig få vores andre lægekolleger til at involvere sig og bidrage økonomisk.

20.00 Jeg og fem andre taler videre efter mødet under mere uformelle forhold. Vi spiser sammen på en pakistansk restaurant på Vesterbrogade, og her sidder vi, indtil de lukker kl. 23.00.

24.00 Jeg går i seng. Min kone vil gerne høre, hvad vi er kommet frem til på mødet, men jeg er så træt, så jeg lover, at jeg fortæller om det i morgen.