Skip to main content

De hurtigste til apopleksi

Apopleksienheden på Glostrup Hospital har landets hurtigste mediantid for behandling af blodpropper i hjernen. Men Roskilde har den korteste gennemsnits-ventetid.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. maj 2015
3 min.

Landets hurtigste behandling af blodpropper i hjernen får man hos Apopleksienheden på Glostrup Hospital, som er en del af Rigshospitalet. Her kommer patienten i behandling på under en halv time fra ankomst.

Det fremgår af en ny rapport fra Dansk Apopleksiregister. Region Hovedstaden tilføjer i en pressemeddelelse, at også målt på regionens samlede mediane ventetid på området, er Region Hovedstaden landets hurtigste.

Roskilde hurtigst i gennemsnit

Den mediane ventetid er den mest retvisende ventetid, fordi den ikke inddrager særlige tilfælde, som af forskellige årsager vil tage meget længere til at behandle.

Men hvis man ser på den samlede gennemsnitlige ventetid, er Region Sjælland, hvor Roskilde Sygehus har en apopleksienhed, landets hurtigste med 36 minutters ventetid. Region Hovedstaden har en samlet gennemsnitlig ventetid på 39 minutter.

Ved apopleksi – en blodprop i hjernen – er hurtig behandling afgørende. Efter ca. 4,5 timer med en blodprop i hjernen, vil behandlingen nemlig ikke virke.

”Derfor er det meget glædeligt, at vi nu er det hurtigste af de store behandlingssteder. Vi har 21 minutters ”dør-til-nål” mediantid sammen med Bornholm. Samtidig er dødeligheden en af de laveste i landet. Den kombination er vi meget glade for, fordi den betyder, at den hurtige behandling også er sikker”, siger overlæge Helle K. Iversen, som leder apopleksibehandlingen på Neurologisk Klinik i Glostrup.

Sådan gjorde de

De hurtige tider på Neurologisk Klinik i Glostrup skyldes en løbende indsats for at holde fokus på det samlede forløb blandt alle faggrupper, forklarer pressemeddelelsen fra Region Hovedstaden:

Faktaboks

FAKTA:

Ambulanceredderne kører nu patienterne direkte i CT skanneren, så medicinen kan gives, så snart skanningen har udelukket blødning eller andet, der gør, at man ikke må give trombolysebehandling. Tidligere skulle patienten først gennem akutklinikken og op til behandling efter skanning.

Hospitalet har fået en ny skanner i 2014, som patienterne kan komme til meget hurtigt, og hvor der er plads til alle de fagfolk, der er med i den hurtige vurdering og behandling. Der er adgang til to skannere tæt ved hinanden så det er muligt at behandle to patienter samtidigt.

Med Det Fælles Medicinkort kan lægen se patientens medicinforbrug, allerede når patienten er registreret, i stedet for som tidligere at bruge tid på at ringe til familie og venner for at få oplysningerne.

Læs rapporten fra Dansk Apopleksiregister her (pdf)