»De ligger længere med urin i bleen«

Det kan mærkes, når 20 procent af plejepersonalet på en medicinsk afdeling med 89 sengepladser forsvinder.

Derfor har afdelingsledelsen besluttet, at ivrige pårørende ikke længere kan forvente information fra sygeplejerskerne om aftenen på Herlev Hospital, Medicinske Afdeling O på 6. og 7. sal. Det vil lægge et yderligere pres på et i forvejen presset aftenpersonale. Den slags må familiemedlemmer henvende sig med i dagtimerne.

»Opgavemængden er steget for et mindre personale, så vi har måttet prioritere vores resurser skarpt«, siger ledende oversygeplejerske Flemming Olsen og fortsætter:

»Vi er blevet nødt til at fokusere på de væsentligste ydelser. Vi skal sikre, at patienter eksempelvis undgår liggesår, får udleveret den korrekte medicin og er ordentligt ernæret. Vi har så måttet nedtone klassiske kerneopgaver som pleje og omsorg. Vi er ikke glade for, at den personlige hygiejne bliver dårligere, at de sjældnere kommer i bad og ligger længere med urin i bleen, men det er trods alt mindre vigtigt, end at de bliver ordentligt behandlet«.

Da den store fyringsrunde ramte Herlev Hospital den 13. januar, blev 136 medarbejdere fyret. Alene på Medicinsk Afdeling O blev 23 prikket, heraf to læger, og i alt 38 årsværk forsvandt, så de nu er nede på 298.

Tjep stuegang

Lægerne oplever, at de skal være hurtigere færdige med stuegangen, så det beskårede plejepersonale efterfølgende har tid til at udføre de planlagte opgaver. Den mindre tid til pleje kan også mærkes:

»De pårørende vil tit tale med os læger om, hvorvidt det nu kan være rigtigt, at plejen skal være af en sådan karakter. Tit går det jo skævt i kommunikationen, når en pårørende spørger en sygeplejerske, om de ikke kan skifte en ble, og så får at vide, at der ikke er tid. Jeg siger, at det naturligvis ikke er ønskværdigt, men sådan er situationen desværre i øjeblikket. Dermed kan jeg være med til at foregribe en potentiel klage«, siger den specialeansvarlige overlæge Ebbe Winther Jensen.

Han glæder sig derimod over, at de sygeplejersker, han og de lægelige kolleger nu møder på afdelingen, er gengangere. Fastansatte. Tidligere så han ofte nye vikaransigter, men de tider er forbi, og fyringsrunden har medført, at der er rift om en fast plads på 6. og 7. etage. Det giver motiverede og engagerede plejekolleger - trods de hurtigere skridt.

»Man kan opgøre en fyringsrunde i hårde og bløde parameter«, siger ledende overfysioterapeut Hanne Forbech Skall og fortsætter:

»Vi har ikke fået øget antallet af genindlæggelser, så vi udskriver altså ingen, der ikke burde være udskrevet. Den lægelige ydelse er ikke kompromitteret. Men vi har fået flere utilsigtede hændelser. Dårligere omsorg. Og kommunikationen bliver dårligere og mangelfuld, når man skal løbe hurtigere i en presset verden. Det fører til potentielt flere klagesager. Og så er vilkårene for at få den kontaktpersonordning, som vi skulle indføre, forringet. Sådan noget glider lidt i baggrunden«.

Et observationsafsnit forsvandt

Det er ikke kun de direkte fyringer på Medicinsk Afdeling O, der har haft konsekvenser for arbejdsgangen og livet på de to etager i Herlev. Også fyringer og besparelser andre steder på hospitalet får direkte konsekvenser for overlæge Ebbe Winther Jensen og hans kolleger.

Et helt observationsafsnit i den fælles akutmodtagelse på 20 sengepladser er sløjfet - og 30 medarbejdere fyret, heraf fire akutlæger. Et afsnit, hvor patienten kunne flyttes til, hvis de kunne udskrives inden for et døgn eller to. Nu skal de op og vende på 6. og 7. sal, mens færre medarbejdere skal håndtere kontakten til patientens kommune, pårørende og andre tidskrævende opgaver i forbindelse med udskrivning.

»Vores modtagefunktion er blevet forringet. Og det giver dårligere patientforløb. Det er klart, når observationsafsnittet er nedlagt, og der ikke er senge nok i modtagelsen, så får vi flere dårlige patienter til vores lille normering heroppe. Vi får resursekrævende patienterne op midt om natten. Det presser vores medarbejdere«, siger Ebbe Winther Jensen.

Ledende overlæge på akutmodtagelsen Inger Søndergaard er enig i, at de store besparelser, fyringerne og nedlæggelsen af observationsafsnit har fået konsekvenser for hele patientforløbet:

»Det er klart, at når man cutter en bufferzone, så bliver man nødt til at sende den patienten op, der tidligere kunne ligge hos os nogle timer og så blive sendt hjem. Vi har reduceret vores liggetid i modtagelsen for at få flowet til at passe«, siger hun.

Ifølge overlægen er hendes afdeling præget af en »afmatning og begrænset gejst«. Personalet har i flere år arbejdet ihærdigt med på Herlev at opbygge en fælles akutmodtagelse, der skulle være et mønstereksempel i hele landet. Det mål skal nu revurderes. Og i mellemtiden grubler hun over, hvordan de 15 procent flere patienter i akutmodtagelsen, som Herlev Hospital får ved årsskiftet, når nogle af de nordsjællandske optageområder kobles på hospitalet, skal fungere. I praksis.

»Vi er godt på vej op af det sorte hul«

Hospitalsdirektør Søren Rohde, hvorfor gik det galt på Herlev?

Herlev har gennem de seneste par år implementeret 18 projekter som led i regionens hospitalsplan med større og mindre ændringer. Stort set alle projekter medførte, at Herlev skulle vokse og i flere af projekterne kom patienterne, før Herlev var klar, fordi de afgivende afdelinger ikke længere kunne klare opgaven. Fysikken, økonomien og personalet kom først på plads senere, ligesom produktionen dalede under omstruktureringerne. Herlev tog imod og klarede opgaven, men det blev nødvendigt at igangsætte en økonomisk genopretning.

Det skete den 13. januar, da 136 medarbejdere blev fyret. Har det løst problemerne?

Kun delvist. Vi oplevede, at det tager lang tid og er dyrt at opsige medarbejdere. Og flere af de afskedigede lagde sig syge. Så der går lang tid, fra beslutningen træffes, til man høster gevinsten. Fyringerne alene sikrede ikke øjeblikkeligt den ønskede budgetoverholdelse. Derfor har vi undervejs fået nedjusteret vores gældsafvikling i 2010, ligesom vi har nedlagt endnu et antal stillinger og har kvalificeret ansættelsesstop. Vi bevæger os på en knivsæg, idet vi samtidigt har skullet opretholde den samlede produktion. Heldigvis ser vi nu effekten af vores indsats og tør tro på, at vi i år holder os inden for den aftalte ramme. Også vores produktion ser fin ud.

Var I usikre på, om det kunne lade sig gøre?

Jeg havde i hvert fald mine tvivl og syntes, at det var vanskeligt at forudse udviklingen ikke mindst på produktionssiden. Men der er virkelig gjort en formidabel indsats på afdelingerne.

Hvad har du lært?

Når man står midt i en økonomisk krise, er det vigtigt at have kommunikationen i orden. Det gælder både opad til regionen og i ndad i hospitalet. Åbenhed om udviklingen er vigtig både i forhold til ledere og medarbejdere.

Hvad har I ellers gjort for ikke at køre galt igen?

Vi har styrket vores »økonomiske analysekraft«, og vi holder månedlige møder med afdelingslederne, hvor vi drøfter udviklingen og aftaler, hvad der skal til, så afdelingerne når i mål. Enhver stillingsbesættelse skal godkendes af direktionen.

Hvad er i din optik konsekvensen af disse mange fyringer?

Jeg mødte fra starten både apati og vrede over situationen. Apati er det værste, der kan ramme en organisation. Så det væsentligste har været at få fjernet apatien og lægge vreden bag sig. Men det har været svært for personalet - travlheden præger hospitalet. Indtil nu har jeg brugt mest tid på at bokse med tallene, men ude på hospitalet møder jeg heldigvis meget engagement, selvværd og faglig stolthed. Vi er godt på vej op af det sorte hul, og mit mål er, at vi mere og mere får faglig udvikling og trivsel på Herlevs dagsorden.

Forventer I flere fyringsrunder i den kommende tid?

Nej.