Skip to main content

Den forsvundne sammenhæng

FAS vil have liv i diskussionen om hvordan man skaber bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet og sætter en dag af til det ved næste årsmøde. Behandlingsansvarlige læger kan være en del af løsningen.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: Erwin Wodicka - wodicka@aon.at)

Anne Steenberger, as@dadl.dk

22. jul. 2014
7 min.

1 patient + 1 læge = sammenhæng.

Så enkelt er der nogle, der mener, at man kan skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet. Tanken bag regnestykket er, at lægen skal have sine ”egne” patienter, som han eller hun har ansvaret for. Dermed ved patienterne, hvem de kan henvende sig til. Og nogen har ansvaret for, at patienterne ikke forsvinder ned i huller, hvis der er tale om lange og komplicerede forløb, der indebærer flere skift mellem afdelinger og hospitaler. Og lægen selv kan måske høste den fordel, at opleve lægen hele forløb fra start til slut, i stedet for fragmenter af forløb.

Selve udførelsen er nok knap så enkel, for problemet med manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet skyldes komplicerede strukturer i sundhedsvæsenet, forklarer Anja Mitchell, formand for Foreningen af Speciallæger, FAS.

”Problemet er, at hensynet til den enkelte patients behov nogle gange går tabt, fordi hospitalet som organisation nødvendigvis må forholde sig til og tage hensyn til patientgrupper og alle patienter i det hele taget. Derfor kan den enkelte patient komme til at opleve, at de skal passe ind i nogle rammer, hvor de individuelle hensyn går tabt.”

Hun mener, at ideen om en behandlingsansvarlig læge – som direktøren i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen skitserer nedenfor – kan være en mulig model til at løse problemet med manglende sammenhæng:

”Tanken om at have en behandlingsansvarlig læge er ikke ny. Det er en god tanke og jeg tror, at den er værd at afprøve – det er bedre end det vi har haft hidtil, som egentlig bare var et navn på et stykke papir.”

Hun fortsætter:

”Det kan blive en udfordring at få modellen med en behandlingsansvarlig læge implementeret. Man kan ændre i arbejdstilrettelæggelsen, f. eks som Leif Vestergaard foreslår, så man har en model med et fire-dages vagtforløb, hvor lægen kun modtager nye patienter den første dag og så går stuegang hos dem den næste og følger dem til dørs. Det og andre modeller for, hvordan man ændrer organisationen af arbejdsgange vil vi gerne være med til at diskutere. Men jeg tror til gengæld ikke det kan lade sig gøre, uden at der også er et behandlingsteam bag den behandlingsansvarlige læge, som jo ikke kan være der 24/7. Det skal tænkes ind og der kan man finde inspiration i England, hvor der er hospitaler, som arbejder med det.”

Hun tilføjer:

”Jeg håber, at vi på årsmødet kan få belyst og diskuteret forskellige modeller for at forbedre sammenhængen for patienterne, herunder modellen forslaget fra Kræftens Bekæmpelse.”

Firedages vagtrul

Kræftens Bekæmpelse har fundet inspiration i USA, bl.a. på Johns Hopkins Bayview Medical Center i Baltimore, hvor man har omlagt vagtforløbene for at skabe organisatorisk plads til en funktion som behandlingsansvarlig læge. Det skete i 2009. Formålet var at øge den lægelige kontinuitet. I stedet for dagvagtsforløb, der strækker sig fra en til fem dage, bliver alle dagvagtsforløb sat til fire dage. På første vagtdag modtager lægen kun nye patienter. De sidste tre dage får lægen ikke nye patienter, men fortsætter – og i mange tilfælde færdigbehandler – med sine egne patienter. På den måde får hver enkelte læge i løbet af denne firedagsperiode ansvaret for 10-12 patienter. Resultaterne er gode. (se boks)

Det kan vi lære noget af, mener administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, der taler om en ansvarlighedsreform af sundhedsvæsenet

”Vi er ved at udvikle et sundhedsvæsen, hvor det er systemet, der behandler patienterne. Vi vil gerne have genetableret princippet om, at lægerne på et hospital har sine egne patienter, som han eller hun har ansvaret for.”

Det er der mange fordele ved, mener han:

”På den måde ved patienter og pårørende, hvem de kan gå til med spørgsmål og for lægen er det en fordel at kunne følge, hvordan det går med hans /hendes patienter, også selv om man har sendt dem videre til et andet sygehus.”

Faktaboks

Fakta

Baggrunden for ideen er de ulykkelige historier om patienter, der er blevet sendt fra den ene undersøgelse efter den anden, på forskellige sygehuse. Det vil ofte være kræfttilfælde, hvor den primære tumor er ukendt.

”Til sidst kan der være så mange parallelle undersøgelser i gang, at der ikke er nogen der har overblikket eller ansvaret. Selvfølgelig har den praktiserende læge en central rolle, men i sådanne tilfælde, hvor der kører forløb inde på hospitalerne, er det altså svært for ham at tage ansvaret. Så skal det ligge på hospitalet hos den hospitalslæge, som patienten kommer til først. Eller hvis det ender med et langvarigt forløb på Rigshospitalet, skal det ligge der,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Alle skal have en behandlingsansvarlig læge.

”I al almindelighed skal lægerne vide hvilke patienter, der er dine og hvilke der er mine. Det betyder ikke, at man skal være til stede 24/7, det kan ikke lade sig gøre, og det betyder heller ikke, at der ikke skal være andre læger ind over. Men lægen skal vide, at disse fire patienter på min afdeling og disse 50 patienter på vores ambulatorium er mine og dem har jeg ansvaret for.”

Løftestangen skal være at sætte ideen om den behandlingsansvarlige læge ind i kvalitetstankegangen, mener Leif Vestergaard Pedersen.

”Vi skal sætte det ind i sammenhæng med overvejelserne om, hvordan vi forbedrer kvaliteten i det danske sundhedsvæsen. I dag er det svært for den enkelte læge at vide, hvad han skal gøre, hvis hans afdeling scorer lidt bedre eller lidt dårligere i en gennemsnitlig kvalitetsundersøgelse. Men hvis man ved noget om, hvordan ens egne patienter klarer sig i forhold til landsgennemsnittet, så har man mulighed for at reflektere konkret over hvad man kan gøre,” siger han.

Et behandlingsansvarligt team duer ikke, mener Leif Vestergaard.

”Det er ikke en rigtig tankegang. Så havde man nok også i en bank haft et bank-team. Men det har man ikke. Der er en rådgiver, måske med et team bag sig. Men der er én rådgiver. Der kan på et hospital godt være en sygeplejerske, der taler for den ansvarlige læge. Men det er grundlæggende, at lægen ikke ser forvirret ud, når en patient beder om et råd.”

Også Yngre Læger efterlyser en behandlingsansvarlig læge. Det fremgår af politikpapiret ”Den gode læge. Vi behandler mennesker - ikke kun sygdomme,” som udkom tidligere i år.