Skip to main content

“Den letteste måde at tvinge er med penge”

LÆGEMØDET Hvordan skaffer man læger til Udkantsdanmark? Skal lægerne tvinges? Netop dette blev debatteret af lægeformand, Mads Koch Hansen, Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde og sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), til Lægemødet.

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

24. apr. 2015
2 min.

Der er efterhånden kendt, at der mangler læger i yderområderne. Men Udkantsdanmark er meget lille - og det er lysten til at være læge der også, mener sundhedsministeren.

“Spørgsmålet er, om vi skal bruge tvang til at få lægerne til Udkantsdanmark. Den letteste måde at indføre tvang er at føre penge ind i spillet,” sagde han og nævnte apotekerne som eksempel.

Han pegede på, at apotekerne har en ordning med en omfordeling af pengene, der tilgodeser apotekerne i Udkantsdanmark. Ministeren påpegede dog, at det ikke er noget, der er på ministeriets palet i øjeblikket.

Sophie Løhde, Venstres sundhedsordfører, blev spurgt, om tvang er nødsaget.

“Vi har jo en indirekte tvang med ydernumrene. Men jeg mener ikke, man skal til at tvinge helt vildt. Jeg tror mere på andre positive incitamenter som for eksempel mentorordningerne,” sagde hun og uddybede, at man jo ikke tvinge folk til at være steder, de ikke vil være.

Jeg mener, at der er nogle vilkår, vi kan gøre bedre og mere attraktive fremfor at bruge tvang - Mads Koch Hansen, Lægeforeningens formand

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, synes ikke, det er dumt at tænke i baner som med apotekerne. Først og fremmest må der ses på, hvordan man kan gøre Udkantsdanmark mere attraktivt for lægerne:

“Jeg frygter, at der er nogen, der vil tvinge det ned over os, hvis vi ikke selv kan finde ud af det. Jeg mener, at der er nogle vilkår, vi kan gøre bedre og mere attraktive fremfor at bruge tvang,” siger han.