Det er nu, i år, at afløseren til Den Danske Kvalitetsmodel skal ud og blive til virkelighed. Godt nok er der en forkromet overbygning i form af de otte nationale overordnede mål, som sundhedsministeren har formuleret. Men en drivkraft og en fælles aftale ved den nye model er, at den ikke skal være et fremmedlegeme på afdelingerne, med nogle mere eller mindre abstrakte procesmål, bestyret af nogle entusiastiske sygeplejersker og forvoksede HR-afdelinger. Tværtimod, indsatsen for kvalitetsforbedringer skal være rettet mod helt lokale problemer. Det skal begynde nedefra, vokse ud af dagligdagen.
Udbredelsen af forgængeren blev hæmmet af lægernes manglende engagement. Mange læger mente, at meningen med den forsvandt i den kliniske virkelighed.
Det skal være anderledes denne gang. ”Klinikerne får ejerskabet over kvalitetsarbejdet. De skal drive forandringerne, for de har den daglige kontakt med patienterne”, sagde Sophie Løhde, der var sundhedsminister i 2016, da den nye model blev præsenteret.
I Region Hovedstaden er udfordringen med at få lægerne med ikke overvundet, mener Helene Westring Hvidman, der som formand for Lægeforeningen i Region Hovedstaden er gået ind i et samarbejde med regionen om at implementere modellen. Hun siger:
”Fra et lægesynspunkt er den nye kvalitetsmodel langt bedre end den gamle. Man er gået fra standarder og tjeklister til noget kliniknært og patientrettet og med en metodik, der er evidensbaseret og systematisk. Det tiltaler os læger. Men her i Region Hovedstaden har man valgt at gøre det mere bottom-up, end godt er”.
Region Hovedstaden arbejder har udviklet en særlig forbedringsuddannelse til medarbejderne. Den består af dels et kursus, dels en e-læringsuddannelse.
Helene Westring Hvidman siger:
”Det er for så vidt fint. Men jeg ser et problem med at få kvalitetsarbejdet løftet ude på afdelingerne. Der skal afsættes ressourcer, og ledelserne skal forpligtes mere til kvalitetsarbejdet”.
Regionen inviterer til dialog
For at få medarbejderne ind på kvalitetsarbejdet, indbød Region Hovedstaden i februar de faglige organisationer til dialogmøde.
Hvor mange læger, de deltog er ukendt, men reservelæge Wendy Schou på Herlev Hospitals neurologiske afdeling, gjorde. Og hun er på. Ifølge hende er det i hvert fald i teorien slet ikke utænkeligt, at der kommer læger med på vognen denne gang.
Wendy Schou er fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på Herlev-Gentofte, og som repræsentant for Yngre Læger i Region Hovedstaden, er hun med i regionens arbejdsgruppe om kvalitets- og forbedringsarbejde.Hun synes, det var et posotovt møde.
”Jeg havde kun hørt meget sparsomt om kvalitetsarbejdet og forbedringsuddannelsen før, men syntes, det var positivt at blive involveret. Det var et spændende møde. Vi fik nogle meget lavpraktiske præsentationer af projekter, og jeg fik en fornemmelse af, hvad vi som klinikere kan, og hvordan man indleder sådan et projekt og fører det ud i livet”.
Hvis du skulle beskrive for en kollega, hvad forbedringsarbejde går ud på, hvad vil du så sige?
”For det første, at det adskiller sig fra den tidligere model ved, at man er gået væk fra kontrolbegrebet og i stedet er centreret om den enkelte medarbejder. Man går nedefra og op i stedet for, at vi bliver påduttet ovenfra, hvad vi skal forbedre og hvordan, og hvilken procedure vi skal følge.
Nu bliver vi rent faktisk opmuntret til at sige til afdelingsledelsen, hvis vi undrer os over en bestemt måde, opgaverne bliver løst på – og til at foreslå en anden måde. Vi skal så danne en gruppe, eventuelt på tværs af faggrupper, som dissekerer problemet og finder en løsning”, siger Wendy Schou, som dog har en bekymring:
”Hvis vi skal komme videre og have forbedringsarbejdet udbredt, skal der afsættes tid og ressourcer til det. Afdelingsledelsen skal være villig til at sende de interesserede på forbedringsuddannelsen. Og som en del af uddannelsen skal deltagerne gå tilbage til deres afdeling og finde et forbedringsprojekt. Det skal der også sættes tid af til. Vi ved, at i et stuvende fuldt ambulatorium er der ikke bare lige en time til at tjekke op”.