Den nye Lægeformands valgtale på Lægemødet

Kære kollegaer,

Jeg vil starte med at fortælle en lille historie om det, hele vores sundhedsvæsen handler om. Nemlig patienterne og dette tilfælde fru Jensen.

Fru Jensen har diabetes og KOL, og hun er ikke er så godt gående. Hun bliver fulgt i to forskellige ambulatorier på to forskellige sygehuse. Hun har ofte kontakt til sin praktiserende læge, og sygeplejersken i praksis tager sig af en del af hendes kontroller. Hun modtager en ny form for tværfaglig rehabilitering fra kommunen, hvor hun møder en stribe forskellige terapeuter og sygeplejersker. Kommunen sender også engang imellem deres specialiserede KOL sygeplejerske, og hun får selvfølgelig forebyggende hjemmebesøg.

Derudover har hun desværre også ind imellem behov for indlæggelse. Set over forløbet har fru Jensen oplevet, at alle disse sundhedsprofessionelle i forskellige sektorer ikke altid er velkoordinerede. Og det er måske heller ikke så underligt. Vi er dygtige og professionelle – hver især i sundhedssystemet. Men oplevelsen af manglende helhed, koordination og sammenhæng betyder noget. Både for behandlingen af fru Jensen og for os alle sammen, der gerne vil yde vores bedste for hende. Alligevel bliver det samlede resultat af indsatsen ofte fragmenteret og for langt fra det, som vi ønsker os.

Problemer med sammenhæng og sektorovergange er ét område, som Lægeforeningen ikke på nuværende tidspunkt har et godt nok svar på. Og det er på trods af, at der er læger på begge sider af alle overgangene – mellem afdelinger, mellem sygehuse og mellem sygehuse og den praktiserende læge og den praktiserende speciallæge. Det er et eksempel af flere vigtige områder, hvor vi i Lægeforeningen SKAL kunne levere endnu bedre svar og pege på konstruktive løsninger.

Det er ikke kun i sundhedsvæsenet, at vi har behov for sammenhæng. En forudsætning for at kunne skabe gode politikker og være en stærk spiller på den sundhedspolitiske arena er, at der fortsat er sammenhæng i vores allesammens Lægeforeningen. Når Lægeforeningen udtaler sig på centrale områder med alle læger i ryggen, er vi en meget stærk stemme, der er svær at sidde overhørig. Vores kære afgående formand har styrket den position, og den kapital af evner og troværdighed skal vi skal bygge videre på.

Det kræver, at vi har en stærk intern organisation og en levende debatkultur i alle dele af foreningen. Hvis vi f.eks. skal matche det politiske niveau i regionerne, skal vi sikre at Lægeforeningen regionalt har de resurser og den opbakning, den har brug for. Samtidig må der må ikke være for stor afstand mellem Lægeforeningen centralt og de regionale delforeninger. Jeg har tidligere i forskellige organisatoriske sammenhænge netop været god til at samle og skabe opbakning om den fælles linje.

Lægeforeningen med Mads Koch Hansen i spidsen har blandet andet på psykiatriområdet vist, at man komme langt med et vedholdende fokus på en vigtig politisk sag. Lægeforeningen skal på banen med flere visioner, meninger og konkrete forslag. Også når det betyder, at vi kan komme på kant med beslutningstagerne. Vi skal være en nøgleaktør, som det ikke er til at komme udenom i debatten. Vi skal turde udstikke en kurs for, hvordan vi mener, fremtidens sundhedsvæsen skal se ud - til gavn for patienterne - og være aktive i diskussionen af, hvordan fremtidens lægerolle og opgaver er.

For der sker i denne og i den kommende tid meget afgørende ting i vores sundhedsvæsen. Og i høj grad regionalt, hvor forandringerne står i kø. Udover de endeløse effektiviseringer, hvor der år for år skal løses flere opgaver for færre resurser, er der i øjeblikket store besparelsesrunder i gang – I Region Midtjylland, Region Hovedstaden og nu senest i Region Sjælland. Der skal spares trecifrede millionbeløb. Mange steder ind til benet og måske ind i selve knoglen – i selve kernebehandlingen. På et møde om besparelser i Region Hovedstaden hørte jeg om såkaldte serviceforringelser. Men når jeg så hørte, hvad der lå under den overskrift, blev jeg ærligt talt chokeret over sprogbrugen – kald nu en spade for en spade. Det er jo deciderede kvalitetsforringelser med store konsekvenser for patienter og personale, der kommer ud af nogle af øvelserne.

Når der skal prioriteres – og det skal der naturligvis – skal vi have blik for helheden, for kerneydelserne og for, hvad vi med rimelighed bør kunne tilbyde fru Jensen, som jeg talte om. Men det skal ikke bare være prioriteringer som en række informerede tilvalg af nye behandlinger, hvis de lever op til en stribe krav. Og vi skal også huske, at i et væsen med begrænsede resurser, betyder ethvert tilvalg, at der er noget andet, man ikke kan bruge penge på. Det skal f.eks. selvfølgelig ikke være sådan, at ny dyr medicin i afdelingsbudgetterne fortrænger kernepersonalet og kerneopgaverne. Det får man altså ikke mere sundhed for pengene af.

Og når vi diskuterer, hvor resurserne bruges bedst, vil jeg gerne fremhæve primærsektoren, vores praktiserende speciallæger og almen praksis. For her har vi altså behov for en betydelig styrkelse. Sundhedsvæsenet er simpelthen blevet for skævt. For på trods af, at opgaverne er blevet større og flere, har antallet af praktiserende læger været konstant de sidste mange år. Og overvej samtidig konsekvenserne af supersygehuse og kortere indlæggelsestider samt kommunernes behov for at løfte flere opgaver. Der er ganske enkelt behov for flere praktiserende læger.

Afslutningsvis vil jeg sige, at der er meget at gøre for Lægeforeningen fremover, vi skal fortsætte det gode arbejde i bestyrelsen og fortsætte det gode konstruktive samarbejde søjlerne imellem.

Enhver formand uanset baggrund er dybt afhængig af informationer fra forskellige kliniske miljøer og samarbejde med foreningerne i huset. Det er helt afgørende. Kunsten er først og fremmest at kunne bruge og omsætte disse informationer til fælles viden og ny politik, der kan gøre vores arbejde og allesammens sundhedvæsen bedre. Også til gavn for fru Jensen.

Det mener jeg, er den rigtige vej og det vil jeg rigtig gerne stå i spidsen for som formand.

Læs også: Ny lægeformand vil samle lægestanden

Læs også: Andreas Rudkjøbing ny formand for Lægeforeningen