Content area

|

"Den professionelle identitet var sværest at flytte med"

Brenda Masomi Kaaya havde allerede været læge i Namibia i ti år, da hun flyttede til Danmark for fire år siden. Og den længste rejse har været at blive læge igen – på et nyt sprog.
Forfatter(e)
Britt Lindemann, brl@dadl.dk / Foto: Claus Boesen

Det var kærligheden, der fik Brenda Masomi Kaaya til at flytte til Danmark og forlade sin familie og kultur i Namibia. Men hun forlod også den lægekarriere, som hun havde opbygget igennem ti år på en børneafdeling på et offentligt hospital. Det har været en omvæltning både professionelt og mentalt at blive læge i Danmark.

»Når man flytter til et nyt land efter at have været læge i lang tid, taber man sin professionelle identitet, sit navn, sin position i samfundet. Det er en svær proces, fordi man ikke flytter med, hvad man havde derhjemme; man begynder forfra med at bygge det op, man allerede havde. Så det er et tab på mange måder. Det skal man acceptere og håndtere«, siger 42-årige Brenda Masomi Kaaya, der er i gang med sidste del af sin evaluerings-KBU på Psykiatrisk Center København.

Kun en let accent og anderledes intonation afslører, at hun kun har været i landet i fire år. Med et kæmpe ordforråd reflekterer hun på flydende dansk over, hvad hun har set og lært, siden hun kom. Det er fortællingen om at starte forfra med masser af erfaring.

»Da jeg kom til Danmark, havde jeg allerede lang erfaring som læge, så det var en udfordring at lære alt det, der var anderledes her. Jeg skulle tænke alt forfra, fordi processerne ikke nødvendigvis var de samme. Og samtidig skulle jeg lære et andet sprog, som jeg skulle udtrykke mig anderledes på. Det kræver styrke at udvikle sig på den måde, der ikke bare er professionel eller intellektuel. Det er alt, der føles anderledes«, forklarer Brenda Masomi Kaaya.

Det var ikke nogen helt nem opgave at overtale hende til at tale med Ugeskrift for Læger, for ligesom så mange andre har hun set DR-programmet »De udenlandske læger«, og hun frygtede at blive udstillet på en negativ måde. Det var svært for hende at se programmet, fordi hun selv har oplevet den vanskelige proces med at lære et nyt sprog og komme i gang som læge på helt andre vilkår.

»Jeg er blevet overrasket over, hvor meget energi processen tager. Det handler selvfølgelig om, hvor flittig og disciplineret man er, men jeg har også kæmpet med en indre tvivl. Er jeg dygtig nok? Hvordan opfatter de andre kollegaer mig? Hvordan fungerer jeg i det her system?«, siger Brenda Masomi Kaaya og fortsætter:

»Vi taler meget om integration i Danmark, og nogle tænker, at det kun er dem, der kommer fra udlandet, der skal tilpasse sig til systemet. Men systemet skal også acceptere dem«.

Refleksionen kommer helt uden anklage i stemmen som en nøgtern konstatering og bliver straks fulgt op af et stort smil og forsikringer om, at hun kun har haft kollegaer, der har taget godt imod hende.

Den lange rejse startede i Danmark

Der er 8.700 kilometer fra Namibia til Danmark, men for Brenda Masomi Kaaya er det den korteste del af den rejse, hun er i gang med. Slutmålet er at blive læge i Danmark, men hun var ikke tilfreds med bare at vente uden at kunne bruge sin kliniske erfaring. Et job i UNICEF blev løsningen, for her kunne hun bruge sin uddannelse og erfaring med børn i udviklingslande og deres sundhedssystem.

Jeg har ikke et problem med patienternes reaktion. Jeg er ikke dansk og bliver det heller aldrig, men jeg er glad for
at arbejde i Danmark.

Det blev til næsten to et halvt år, hvor Brenda Masomi Kaaya lærte dansk, læste op til de eksamener, der kræves af læger, der er uddannet uden for EU, og hvor hun fik blik for det internationale perspektiv gennem sit arbejde.

Da eksamenerne var bestået, og hun endelig levede op til systemets krav, valgte hun at tage tre måneder i ulønnet praktik på Sjællands Universitetshospital, Roskilde, fortæller hun med en selvfølgelighed i stemmen.

»Det var for min egen skyld for at vænne mig til systemet, og hvordan det fungerer, uden at der var pres på, fordi der var noget, jeg skulle nå. Det var min egen indsats for at udvikle mig, fordi jeg godt ved, at når man kommer på en arbejdsplads, så er det et krav, at man forstår systemet. Så jeg tog mig tid til at lære at arbejde med Sundhedsplatformen og finde ud af arbejdsgangene på et sygehus i Danmark«, fortæller Brenda Masomi Kaaya.

Tidlig indgriben imponerer

Brenda Masomi Kaaya har forberedt sig grundigt på interviewet, for hun har meget, hun gerne vil fortælle om sin proces og om det danske sundhedsvæsen, som hun hver dag lærer endnu bedre at kende. Foran hende på bordet ligger en lille seddel, hvor hun har noteret alt det, hun skal huske at sige. Det første spørgsmål er dårligt stillet til ende, før hun bryder ind.

»Jeg er nødt at sige, at da jeg oplevede et dansk hospital første gang, blev jeg meget imponeret. Danmark har et godt sundhedsvæsen, og jeg er især imponeret over det store fokus på at forebygge sygdomme. Der er mange budskaber om at holde sig rask, spise sundt og dyrke motion. Det er fantastisk, at man prøver at forebygge i stedet for at vente, til der er en krise«, siger Brenda Masomi Kaaya og fortsætter:

»Når man forebygger og deler ansvaret ud på hele samfundet, så alle bliver ansvarlige for deres eget helbred, bliver man sundere, og det koster færre penge at behandle noget, før det bliver kritisk«.

Hun er næsten ikke til at stoppe igen, når hun taler om alle fordelene, der er ved at fokusere på sygdomsforebyggelse og om behandlingsmuligheder, der gør hospitalsindlæggelser unødvendige. For Brenda Masomi Kaaya har det været en øjenåbner i forhold til udnyttelse af ressourcerne, fordi hun nu oplever, at det kun er de allerdårligste, der kommer til hospitalerne.

Forskellen er stor fra »derhjemme«, som det falder hende naturligt at sammenligne med. Når hun så patienter i Namibia, var sygdommen ofte allerede kritisk, fordi mange ventede længe med at opsøge lægehjælp. Der var heller ingen hjælp at hente fra en primærsektor, der sorterede og visiterede patienter. Det nyder hun ved at arbejde på et dansk hospital.

»Flowet med patienter er noget af det, jeg vil fremhæve som en stor forskel for arbejdet. Når patienter kommer ind, kan vi modtage dem forberedte, fordi vi allerede har fået besked om, at patienten er på vej og hvilken problemstilling, der er tale om. Vi er parate til at håndtere situationen og sætte behandling i gang med det samme«, oplever hun.

Udfordrende patientkontakt

I Namibia er patienterne anderledes, og især er forholdet mellem læge og patient anderledes. Her er der ingen, der googler symptomer eller mulige behandlinger hjemmefra eller stiller spørgsmålstegn ved lægens beslutninger. Læger har stor autoritet derhjemme, fortæller Brenda Masomi Kaaya. Sådan er det ikke nødvendigvis i Danmark, og det har været en del af udfordringen med at lære at agere som læge i et helt andet system.

»Det sker, at patienter kommer med deres egen mening om, hvad der er galt, og hvad der skal gøres, og det er et interessant fænomen, der er meget anderledes, end jeg har været vant til. Patienterne er med til at træffe beslutninger om deres behandling, selvom det er lægen, der har det professionelle ansvar. Men jeg ser det kun positivt, for jeg tror på, at alle har ansvar for deres egen krop, og det er bedre at have en oplyst og vidende befolkning«, siger Brenda Masomi Kaaya.

Det er sjældent at møde et menneske, der vender alle problemer til udfordringer og alle udfordringer til positive muligheder for udvikling, men sådan taler Brenda Masomi Kaaya om de sidste fire års proces med at blive læge i Danmark.

Da hun kom, var hun pludselig »ingenting«, siger hun, og det var svært at holde fast i den faglige identitet. Alligevel beskriver hun tabet af autoritet i forhold til patienterne som »en positiv udfordring« og en mulighed for at lære af sine kollegaer. Og smilet bliver kun en lille smule mindre, da interviewet drejer ind på patienternes reaktion på hende.

Du taler virkeligt godt dansk, men man kan jo godt høre, at du ikke er født og opvokset i Danmark. Har patienterne reageret på det?

»De siger det ikke direkte, og danskerne er rigtigt høflige, men få gange, når jeg er kommet ind som udenlandsk læge, kan jeg godt mærke, at der er en usynlig barriere. Der har været en patient, der har sagt til mig, at han ikke var sikker på, jeg kunne forstå, hvad han sagde, og det er fair nok. Så forklarer jeg, at sygeplejersken er en del af behandlingsteamet, og at fire ører selvfølgelig hører bedre end to. Jeg plejer at opsummere vores samtale bare for at sikre, at alle parter har forstået hinanden«.

Det er ikke, fordi Brenda Masomi Kaaya leder efter ordene, men det er tydeligt, at hun vælger dem med omhu og forsigtighed, fordi emnet er følsomt. Ikke mindst efter det føromtalte DR-program. Hun kan ikke skjule, at hun ikke er dansker, fordi hun ser klart afrikansk ud, siger hun med et stolt grin.

»Jeg har ikke et problem med patienternes reaktion. Jeg er ikke dansk og bliver det heller aldrig, men jeg er glad for at arbejde i Danmark«.

Mere med mindre

Brenda Masomi Kaaya kan næsten ikke sige nok godt om fordelene ved at arbejde i et system, der er skruet mere effektivt sammen og udnytter ressourcerne bedre. Hun giver dog også noget tilbage, selvom hun ikke er meget for at rose sig selv.

»Det er svært at tale om mig selv på den måde, men jeg har meget erfaring med at arbejde i meget stressede og udfordrende situationer, især med meget syge patienter. Så det med at holde hovedet koldt, fokusere på opgaven og gøre det bedste, man kan, tror jeg, jeg har prøvet flere gange end de fleste andre«, siger Brenda Masomi Kaaya og fortsætter:

»Og så har jeg været vant til at arbejde med meget færre ressourcer og bruge, hvad man har, optimalt, uanset om det er tid, fysiske ressourcer eller personale. Jeg har aldrig prøvet andet end at prøve at gøre det meste med det mindste, og det er lykkedes alligevel«.

Er danske læger lidt forkælede?

»Nej, det synes jeg ikke, men nogle gange glemmer de måske, hvor godt de har det. Jeg værdsætter det danske sundhedsvæsen, fordi jeg har prøvet at arbejde under meget sværere betingelser«.

Har du talt med dine kollegaer om, at man nogle gange kunne gøre mere med mindre?

»Jeg har ikke gjort det endnu, men måske med tiden. Jeg synes, at når man kommer ind som ny, er det vigtigste at lære. Holde mund og lære«, svarer Brenda Masomi Kaaya og slår et grin op. Den danske humor har hun også styr på.

Ydmyghed, respekt for andres holdninger og udholdenhed i den lange svære proces er blandt de ting, Brenda Masomi Kaaya fremhæver, når hun skal se tilbage på sin proces. Det var egenskaber, hun især fik brug for, da hun skulle finde ansættelse til sin evaluerings-KBU. Mere end 50 afslag fik hun, imens uret tikkede, for som udenlandsk læge har man kun et år til at finde en plads, ellers skal man starte forfra. Derfor har hun oplevet, at det lige så meget har været en mental udfordring, som det har været en faglig.

»Jeg tror på, at man kan påvirke fremtiden med sin mentale tilstand. Jeg kunne godt have givet op, fordi det var for svært, men livet er svært. Der er ikke noget, der er nemt, men det betyder ikke, at det er umuligt«, fastslår hun og afslutter:

»For nogle år siden hørte jeg et udsagn, jeg har brugt rigtig meget i processen: ,Det er ikke de stærkeste eller mest intelligente, der overlever. Det er de mest tilpasningsdygtige’«.

Blad nummer: 

Right side

af Søren Dalsgaard | 20/05
1 Kommentar
af Anette Bygum | 19/05
10 kommentarer
af Hans-Iver G. F.-D Kley | 18/05
1 Kommentar
af Per Bonding | 17/05
1 Kommentar
af Jakob Ramlau | 15/05
1 Kommentar