»Der var mennesker med voldsomme skader overalt«

Den haitianske skolelærer er i 30`erne. Det er tirsdag. Og klokken er 16.53.

Han står foran de studerende på tredje sal på den polytekniske læreranstalt i hovedstaden Port au Prince, da det altødelæggende jordskælv målt til 7,0 på Richterskalaen rammer 25 kilometer syd for byen.

Bygningen kollapser omkring skolelæreren. Han dør ikke øjeblikkeligt, men bliver klemt mellem murbrokkerne og får svære skader på underkroppen.

Ødelæggelsen af muskelceller frigiver stoffer, der medfører akut nyresvigt. Knusningssyndrom er en klassisk komplikation for fastklemte jordskælvsofre, der oftest skal i dialysebehandling, hvis de skal leve.

Den unge mand graves fri, og omkring fem dage efter skælvet indlægges han på Læger Uden Grænsers nødtørftige skadestue i slumkvarteret Martissant i den sydvestlige del af byen.

Han modtages af den 32-årige danske læge Jonas Torp Ohlsen, der er på sin anden arbejdsdag i Haiti. Mener han. For dagene flyder sammen i det kaotiske spor af død, ødelæggelse og svært tilskadekomne ofre, som jordskælvet har efterladt.

Jonas Torp Ohlsen tilser den kritisk syge skolelærer, som han prøver at stabilisere, mens de venter på dialysemaskinerne. De når det ikke. Manden dør.

Ved skolelærens dødsleje står konen og skriger, råber og græder. Hendes verden er brudt sammen som for de omkring tre millioner mennesker, der skønnes at være mærket af jordskælvet.

Dagens efter står hun i en kø foran skadestuen og melder sig som frivillig til at gøre rent på det interimistiske hospital.

»Det er altid de triste historier, der hænger ved. Alt det, der går godt, det glemmer man hurtigt. Men det gjorde et fantastisk indtryk at se konen stille sin hjælp til rådighed, så kort tid efter sin mands død. Det glemmer jeg aldrig,« fortæller Jonas Torp Ohlsen.

Fem uger brugte den danske læge på at hjælpe de mennesker, der havde mistet alt.

»De første dage var absolut kaos. Det stod hurtigt klart for os, at vejen til behandlingsmæssige resultater var at organisere arbejdet. Der var mennesker med voldsomme skader overalt. Hvert halve minut var der nogle, der hev i mig og sagde ,docteur, docteur`. Alle havde et familiemedlem, ven eller slægtning, der skulle tilses. Vi måtte sikre os, at vi ikke arbejdede vilkårligt og lod patienter ligge i hjørnet og sande til medicinsk set,« fortæller han.

På den femte mission

Det hele startede ellers fredeligt. Den danske læge - der blev uddannet i 2005 fra Københavns Universitet med turnus i Storstrøms Amt og et par år på anæstesi- og intensivafdelingen på Næstved Sygehus - var på juleferie hos sin norske kæreste i Bergen, da han den 12. januar om natten ved en tilfældighed begyndte at se nyheden om jordskælvet i Haiti tikke ind på alverdens nyhedstjenester.

Han vidste, at Læger uden Grænser ville få brug for hjælp. Som da han i 2008 hjalp ved en ernæringskrise i Etiopien, ved årsskiftet samme år deltog i bekæmpelsen af et ebolaudbrud i DR Congo. I midten af 2009 var del af et operationshold i Den Centralafrikanske Republik, der trænede et lokalt anæstesihold. Eller i slutningen af 2009 vendte tilbage til DR Congo for at etablere velfungerende operationsstuer på et lokalt distriktshospital og mobilklinik for internt fordrevne.

Jonas Torp Ohlsen ringede morgenen efter til Læger uden Grænsers danske kontor. På 24 timer pakkede han rygsækken, kyssede kæresten og drog mod jordskælvszonen.

Efter et par døgns kamp for at komme ind i Haiti, lykkedes det den 16. januar - fire døgn efter skælvet - om morgenen at krydse grænsen.

»Jeg var spændt på omfanget af ødelæggelsen, da vi kørte ind. Vi så de første sammenstyrtede huse. Og det tog til, jo tættere vi kom på Port au Prince. Men det, der slog mig mest, da vi ankom, var den totale mangel på trafik. Hovedstaden er kendt for dens vanvittige trafik, men der var ingen biler, da der ikke var benzin. Byen lå øde hen, og der var underligt stille,« siger Jonas Torp Ohlsen.

Alle lå ude

Den første vagt varede 30 timer; 160 patienter lå uden for skadestuen i Martissant under et let tag af skyggenet og presenninger. Ingen ville ligge indenfor. Alle var bange for efterskælv.

Størstedelen af patienterne havde på dette tidspunkt større ortopædiske problemstillinger og brændsår.

Fire dage efter hovedstadens sammenstyrtning var hovedparten med hovedtraumerne og patienter thorax- og abdominalproblemer døde.

»Vi lavede kommandoveje. Flyttede fødeafdelingen udenfor i et telt og lavede en slags ambulatorium ved skadestuen. Vi brugte meget tid på at identificere patienter, der havde brug for kirurgi, så vi kunne sende dem dertil, hvor de havde plads,« siger han.

Jonas Torp Ohlsen bruger de første fem dage på skadestuen i slumkvarteret. Derefter flytter han til Chancerelles, hvor Haitis universitetsklinik for obstetrik og gynækologi er uskadt. Men personalet og patienterne er væk. Efter aftale med sundhedsministeriet rykker Læger uden Grænser ind og begynder at foretage traumekirurgi og kejsersnit under bedre forhold end de udendørs »operationsstuer« under presenningerne.

»Skalaen af ødelæggelserne, og det herskende kaos er klart det største indtryk, jeg har med hjem. Jeg har stået i situationer i Afrika, hvor det ikke er muligt at viderehenvise en patient fra junglen, hvis der er brug for neurokirurgi. Det er trist, men sådan er det. Her står vi i en millionby, godt nok med en svag sundhedssektor, men dog et civiliseret sted med flere store hospitaler. Men vores muligheder for at henvise til relevante behandlinger andre steder var stadig stort set umulige,« siger han.

Langsomt bliver arbejdet mere struktureret, flere felthospitaler oprettes, flere medicinske-ngo`er ankommer. Arbejdet skifter karakter. Fra operationer, hvis formål er at redde liv, begynder de at operere for at redde arme og ben.

Byen våger igen. Der kommer benzin. Og trafikulykker. Bander plyndrer, så der kommer skudsår.

Den 18. februar flyver en træt Jonas Torp Ohlsen ud af Haiti.

»Jeg havde én fridag på mine fem uger. Jeg arbejde kun 13 timer på den korteste dag. Det har været hårdt, men interessant. Men nu bliver jeg en periode i Danmark, så jeg kan se min familie og venner igen. Og så skal jeg arbejde lidt på et sygehus og holde kontakt med anæstesi,« siger Jonas Torp Ohlsen.