Content area

|

Det, der sker i Køreklubben, bliver i Køreklubben

Bekymringer om første dag som bagvagt, interne lægejokes og bitchen over hovedrystende forhold i sundhedsvæsnet. Ugeskrift for Læger er taget på tur med Køreklubben, der hver morgen mødes på en pendlerplads uden for Aarhus, inden de drager mod deres dagvagt på Medicinsk Afdeling i Herning.
De 13 unge læger, der er med i Køreklubben kører tidligt om morgenen fra Aaarhus, hvor de bor, til sygehuset i Herning, hvor de arbejder. Foto: Jesper Balleby.
Forfatter(e)
Kristine Buske, kristinebuske@hotmail.com

Alarmen ringer klokken 6.00. Sådan er det hver morgen, når Kathrine Weile har dagvagt. Godt nok skal hun først være tjekket ind på Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Herning klokken 8.00, men med en bopæl i Aarhus skal køretiden regnes ind i morgenrutinen. Efter at Thure på knap to år har fået sin morgengrød og fået børstet bisserne, kan Kathrine Weile forlade lejligheden i Aarhus C og sætte sig ind i bilen med kurs mod Pendlerpladsen i Harlev, hvor hun mødes med resten af Køreklubben, som alle bor i eller omkring Jyllands Hovedstad.

Hun er på tredje år i sin hoveduddannelse i Onkologi, og siden hun startede i Herning for lidt over et halvt år siden, har hun været en del af Medicinsk Afdelings pendlerordning for yngre læger. Ordningen blev igangsat af en overlæge, der var træt af at skulle køre fra Aarhus til Herning hver morgen og derfor fik etableret en pendlerklub sammen med sine kollegaer. Siden han stoppede, har klubben taget fart, og nye yngre læger, som er bosiddende omkring Aarhus, altid bliver henvist til klubben.

Klubben består af i alt 13 yngre læger med en overvægt af kvinder. Køreplanen aftales hver uge gennem en gruppe i WhatsApp, hvor der også ligger et klart regelsæt for, hvordan man ter sig i gruppechatten. For eksempel må man ikke skrive om natten. Man må heller ikke skrive, hvis man har tidligt fri – det kan stresse de andre. Når alle har meldt, hvornår de vil køre med senest lørdag klokken 21, bliver der gennem et regneark nøje regnet ud, hvis tur det er til at køre, så retfærdigheden sker fyldest – det hele foregår med et glimt i øjet.

Da Kathrine ankommer til pendlerpladsen, står Anne-Mette Haase og Lise Sofie Bislev og venter. Et par minutter efter ankommer Malene Wienberg i sin minibus – et køretøj, der er nødvendigt, når man som Malene har fire børn. Og så tjener det den fordel, at der er god plads til Køreklubbens medlemmer.

Det er Lise, der har trukket chaufførkortet i dag. Reglen er, at det altid er vedkommende ved siden af chaufføren, der står for at holde chaufføren vågen og dermed sikre alles sikkerhed, mens passagererne på bagsædet kan snakke, grine eller sove, som de har lyst. Men i dag er der ingen lukkede øjne eller stille stunder. Der er højt humør i hønsegården, og snakketøjet kører, som gav det et energifiks.

»Mest af alt bruger vi køretiden til at bitche over vores arbejdsvilkår, så det er jo super smagfuldt«, siger Kathrine Weile og bryder ud i latter.

Jargonen i bilen er som regel også med en god portion ironi og latter. Selvom det somme tider er alvorlige ting, der ryger ud i plenum.

»Der sker mange ting i sundhedsvæsenet, der kan være hovedrystende. Nogle gange kan man godt have behov for at grine ad, hvor absurd det er og få frustrationerne lettet en smule på den måde«, siger Kathrine Weile.

Tager hul på bylden

Som læge i Jylland ved man, at der er stor sandsynlighed for at skulle pendle til arbejde. Men for Køreklubbens medlemmer er det langt mere end en praktisk anordning, hvor man flere dage i streg kan overlade rattet til andre og læne sig tilbage i bagsædet.

Fælles for Køreklubbens medlemmer er, at de alle er yngre læger, som er i hoveduddannelse eller introduktionsstillinger og hver dag mærker det travle lægeliv på egen krop. Mellem konsultationer, patientjournaler og nattevagter er der ikke plads til feedback eller at få talt svære situationer igennem. Det er vilkårene. Derfor kan den lille time i selskab med kollegaer til og fra arbejdspladsen bruges til at lufte bekymringer og frustrationer. For hovedreglen er: Det, der sker i Køreklubben, bliver i Køreklubben.

»Selvom vi er læger, der skal kunne håndtere lidt af hvert, så er vi ikke maskiner. Det er mange skæbner, vi har med at gøre i løbet af en arbejdsdag. Derfor er det rart at kunne vende sine tanker i et fælles-fagligt forum og få afsluttet det, der fylder i hovedet, inden man kommer hjem«, siger Kathrine Weile.

»Det sker jævnligt, at der er nogen, der har oplevet noget i løbet af arbejdsdagen, som de har brug for at tale om, og så får vi taget hul på bylden med det samme«, tilføjer Malene Wienberg, som sidder ved siden af hende.

  • Der sker mange ting i sundhedsvæsenet, der kan være hovedrystende. Nogle gange kan man godt have behov for at grine ad, hvor absurd det er og få frustrationerne lettet en smule på den måde

Kathrine Weile, læge og pendler

I dag har Kathrine sin første bagvagt. For mange læger er sådan en vagt rutine, men når det er første gang, kan det godt plante en smule ærefrygt.

»Jeg er ved at dø af skræk. Det er sindssygt angstprovokerende at skulle være medicinsk bagvagt«, siger hun til Anne-Mette og Malene, mens Lise bag rattet koncentrerer sig om vejen, der er ramt af nattefrost.

»Jeg tror bare lige, du skal have den her vagt. Når du først er i det, finder du ud af, at det er meget ligetil«, siger Anne Mette Haase, der sidder bagerst i bilen.

»Ja, det tror jeg også«, tilføjer Malene Wienberg.

Anne-Mette og Malene deler ud af deres erfaringer som bagvagter og forklarer, hvordan det fungerer med akutkald og tilsynslister, inden snakken hurtigt bevæger sig over i jokes og løs snak.

Emnerne kommer omkring alt lige fra kollegaer, der har smittet sit yngste barn med skoldkopper ved at sætte vingummibamser på den ældste, som allerede var smittet, til om herrehåndboldlandsholdet har været forbi akutafdelingen i forbindelse med VM i Boxen.

»Ej, det skal nok gå i dag«, siger Kathrine Weile pludselig med lettelse i stemmen.

Og netop det at kunne lufte sine bekymringer for andre, der er i samme båd, har stor betydning for hende.

»Man er nødt til at skabe sit eget sikkerhedsnet. Det med at være på gyngende grund er svært samtidig med, at man har en opgave for afdelingen og for patienterne og skal samarbejde med sygeplejegruppen om noget, man ikke er vant til. Der dur det ikke at virke usikker, mens man står med telefonen, der ringer. Derfor betyder rigtig meget at kunne få vendt det med nogle andre, inden man møder ind på arbejde«, siger Kathrine Weile.

Styrker det tværfaglige samarbejde

Medicinsk Afdeling i Herning er opdelt i Medicinsk Afdeling og Hjertemedicinsk Afdeling. Men de to afdelinger arbejder meget sammen – her foregår mange af korrespondancerne dog over telefon.

»Da jeg startede som yngre læge i Herning, var det et helt nyt hus. Derfor var det rigtig trygt at komme med i Køreklubben fra starten og møde nogle af bagvagterne, så jeg lærte dem bedre at kende«, siger Kathrine Weile.

»Det letter generelt samarbejdet, at man kender hinanden. Vi er efterhånden meget opdelt på de to afdelinger. Man overtager telefoniske overleveringer fra mennesker, man aldrig nogensinde har set før. Derfor betyder det meget, at man får et personligt forhold til sine kollegaer, som vi gør her i Køreklubben«, tilføjer Malene Wienberg.

Køreklubben er en sammensætning af flere specialer. I løbet af de mange køreture, de har sammen, bliver der drøftet alt fra hjerte-kar-sygdomme til kroniske leversygdomme.

»Vi sparrer både i forhold til vejledning og samtaler, som der måske ikke bliver tid til at få gjort på afdelingen. Det kan være en patient, man sidder i en hårdknude med, eller noget, der er blevet drøftet på møder og konferencer, som der er behov for at få fulgt op på«, siger Malene Wienberg.

Erstatter frokostpausen

Selvom timerne i bilen ofte går med at få renset hovedet for udfordringer, er der ingen tvivl om, hvad der betyder allermest i Køreklubben: sammenholdet.

Forleden var der temadag på afdelingen med en erhvervspsykolog fra Yngre Læger. I grupper blev personalet sat til at diskutere, hvad der giver arbejdsglæde i hverdagen.

»Her var der en, der udbrød: ’Køreklubben’, som det første«, siger Kathrine Weile og bryder ud i latter, inden ironien forsvinder fra hendes stemme igen, og tonen bliver mere seriøs.

»Det siger jo noget om, hvor meget det betyder. Og det er jo, fordi man har nogen at grine sammen med«, siger hun og bliver suppleret af Malene Wienberg:

»Vi sidder jo aldrig i kantinen og drøfter vores weekend med hinanden. Når vi spiser frokost, er det til en faglig konference. Så vi har kun faglig snak i løbet af en arbejdsdag. Og derhjemme skal man have sit familieliv til at hænge sammen, og en stor del af samtalerne med sin mand eller kæreste handler om logistik og børnene, og så går man i seng. Derfor har man brug for det sociale afbræk, som vi får i køreklubben«.

»Ja. Det er en unik mulighed. Jeg har i hvert fald ikke arbejdet nogen steder før, hvor jeg har haft så tætte relationer med mine kollegaer, som jeg har her«, svarer Kathrine Weile.

De fire læger er ved at være ankommet til Regionshospitalet Herning. Så snart de kommer op ad trappen og træder ind ad døren til Medicinsk Afdeling, bliver den løsslupne jargon udskiftet med den hvide kittel og en professionel tone. Nu står dagen på otte timers vagt, inden Køreklubben kan vende snuden hjem mod Aarhus igen og lade dagens udfordringer og glæder blive kastet, jongleret og grebet igen bag de lukkede bildøre.

Blad nummer: 

Right side