Anne Walsted er i hoveduddannelse i Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatri, men bukkede i september under for arbejdsrelateret stress. Hun er fortsat sygemeldt – og blogger om det og meget andet.
6.15 Min datter på fire år, min mand og jeg spiser morgenmad og hører nyheder. Så hjælper jeg min datter i tøjet. Hun behøver snart ikke hjælp til det længere. Og så af sted i god ro og orden. Der er jo ikke noget hastværk.
8.00 Jeg har afleveret min datter og går en tur, hvor jeg samler tankerne inden den månedlige sygefraværssamtale hos min leder. Så tager jeg ud til Bispebjerg, hvor jeg inden samtalen skal mødes med min bisidder, den fælles arbejdsmiljørepræsentant for Yngre Læger. Vi skal mødes på mit kontor – men det er i mellemtiden givet til en anden. Det havde været rart at få at vide på forhånd – og det signalerer ikke ligefrem det, som er formålet med sygefraværssamtalerne: at hjælpe mig tilbage hurtigst og bedst muligt.
10.00 På min leders kontor mødes vi: mig, bisidderen, afsnitsledende overlæge og afdelingssygeplejersken. Det er stift og formelt. Jeg har netop i går fået at vide, at jeg har mulighed for at starte på en afdeling på et andet hospital, når jeg regner med at være klar om få uger. Jeg spørger, om jeg skal fortsætte med at komme til samtaler med min nuværende ledelse, indtil jeg starter på det nye sted. Det skal jeg, ifølge reglerne, selv om det virker tosset.
10.15 Jeg henter mine ting på mit gamle kontor. Helst undgår jeg at møde kolleger. Jeg kan godt lide dem, men det er akavet, når de spørger, hvordan det går. Det er ikke så slemt nu – men efter de første samtaler kom jeg stortudende ud og havde ikke lyst til at møde nogen.
Min sygemelding skyldtes især den stress, der ligger i at skulle vælge mellem at gå til tiden og ikke nå mine ting. Eller arbejde ekstra og gratis for at nå det hele – og alligevel få at vide, at det ikke er godt nok. Det er, som om det forventes, at man har rutine som én, der har været 30 år i specialet. Ved en af de første samtaler fortalte de, at de havde gennemgået mine sager og var blevet »chokerede« over mine fejl. Indirekte blev det antydet, at jeg havde behov for at blive sat under administration af hensyn til patientsikkerheden. Det var voldsomt, og jeg bad om konkrete eksempler. Det viste sig, at jeg ikke på nogen måde havde været til fare for patientsikkerheden, men at det var en af den slags fejl, alle kan begå, når man har alt for travlt. Jeg oplever, at min ledelse ikke har tillid til mig. Og andre sygemeldte fortæller mig om noget lignende: At deres ledelser ikke møder dem med det, de har brug for, som f.eks. mindre eller mere fleksibelt arbejde. I stedet bliver man kontrolleret mere.
11.30 Jeg drikker en kop kaffe i Starbucks i Føtex på Fasanvej og snakker med en anden stamkunde. Hun har sjovt nok også været sygemeldt med stress, men som kontoransat i en privat virksomhed. Det er meget anderledes. Hun fortæller, at hun kom tilbage og fik en aftale om, at hun selv kunne regulere længden af sin arbejdsuge. Det giver en kæmpe frihed. Hun lytter vantro, når jeg fortæller om vores arbejdsforhold: »Jamen, I arbejder jo med mennesker …!«.
13.30 Jeg går en tur i Søndermarken og så ad Allégade, hvor jeg drikker nok en kop kaffe på en café, der hedder Les Deux Amours og skriver på et blogindlæg og ordner mails. På vej hjem køber jeg ind.
16.15 Jeg snakker lidt med min mand, der også er læge, men har fridag og har hentet vores datter. Så ordner jeg lidt husligt og klarer praktiske ting: Tilmelding til et forskertræningskursus og et stresshåndteringskursus i YL, som meget apropos netop er kommet i mailen.
19.15 Min mand har maddag. Vi får laks med skorzonerrødder og rodfrugter i ovn og et glas rødvin – zinfandel.
19.55 Jeg putter vores datter – dvs. – vi indleder forhandlinger, der varer til kvart over otte. Så arbejder jeg videre på mit blogindlæg, snakker med min mand og hører P8-Jazz.
Da jeg lægger mig til at sove, kigger jeg lige på klokken, der viser 22.59.
