»Det er ikke bijob - det er selve jobbet«

Michael Larsen er overlæge og klinisk professor på Glostrup Hospitals øjenafdeling. Her udfører han blandt andet kliniske afprøvninger i samarbejde med lægemiddelvirksomheder - det, som i debatten ofte betegnes som »bijobberi«.

En betegnelse, som Michael Larsen mener, er udtryk for manglende viden om de faktiske forhold i relationen mellem de offentlige sygehuse og lægemiddelindustrien.

»Det er ikke bijob, når en tjenestemand i embeds medfør udfører et stykke arbejde for sin afdeling. Det er selve jobbet«, slår han fast.

Misvisende fremstilling

Når Michael Larsen samarbejder med et lægemiddelfirma, betragter han det ikke alene som en ledelsespålagt opgave, men også som en mission, lægerne er pålagt af skiftende sundhedsministre og regioner.

»Det er en opgave, jeg løser for sygehuset, i sygehusets navn og på basis af en kontrakt, der er underskrevet af sygehusdirektøren. Jeg er blot en embedsmand, der gør det, som skiftende sundhedsministre, senest Bertel Haarder, og regionens politikere har bedt om«, siger han.

Sidste år fremlagde Bertel Haarder et lovforslag, der ved bl.a. at mindske bureaukratiet skulle gøre Danmark til »et eldorado for sundhedsforskning og klinisk afprøvning«, og f.eks. Region Hovedstaden har oprettet en slags dating-tjeneste, som via Clinical Trial Alliance (CTA) tilbyder at finde centre, som kan køre kliniske forsøg for eksterne rekvirenter og samarbejdspartnere. CTA tilbyder at etablere kontakt til forskere, »som har mulighed for og lyst til at samarbejde med industrien omkring et klinisk forsøg i rollen som investigator«, som det hedder i præsentationsmaterialet. Det er en opgave, der udføres af sygehuset, som dog skal stille med en navngiven ansvarlig læge for, at det sundhedsfaglige ansvar kan være entydigt placeret.

»Vi kan ikke være i tvivl om, at det er noget, sygehusvæsenet vil, og derfor er det misvisende at fremstille det, som om der er tale om små cigarkassefirmaer og biindtægter for overlæger og professorer«, siger Michael Larsen.

De indtægter, hans samarbejde med industrien kaster af sig, går ikke i hans egne lommer, men i afdelingens kasse.

»Jeg ved ikke, hvordan det foregår andre steder. Men her kører alt via sygehuset, og alle kontrakter bliver gennemset af jurister i regionens teknologioverførselskontor. Der findes ikke private kasser med forskningsmidler i Region Hovedstadens bogholderi.

Sygehusejernes dagsorden er at tiltrække kliniske afprøvninger, blandt andet for at fastholde en forskende lægemiddelindustri i Danmark. Der er også andre positive effekter for sygehusejeren, f.eks. at nye procedurer bliver indlært i god tid og med ekstern finansiering. Den dag, et lægemiddel bliver godkendt af lægemiddelmyndighederne og vist at være omkostningseffektivt, har Glostrup Hospital allerede erfaringer, som gør det muligt at udrulle behandlingen uden unødig forsinkelse«, siger Michael Larsen.

»Sæt det professionelt i system«

På øjenafdelingen i Glostrup er der ansat en sekretær til at kontere, holde styr på kontrakter, samle bilag sammen til regnskabsafdelingen, refundere udlæg osv., fortæller Michael Larsen, som finder det afgørende, at sygehusene sikrer en professionel håndtering af samarbejdet ved at stille sekretær og bogholderi til rådighed.

For nylig præsenterede han sin afdelingsledelse for et detaljeret udkast til et regelsæt for lægers omgang med eksterne, kommercielle samarbejdspartnere. Det skete i håbet om at systematisere forskningsindsatsen yderligere.

I sit udkast lægger Michael Larsen ikke skjul på sin bekymring for udviklingen: »Inden for de seneste 20 år er der sket en dramatisk afvandring fra Europa af den forskende lægemiddelindustri, ikke mindst inden for øjenområdet«, skriver han.

Og han ser det som helt centralt »at fremme industriens engagement i diagnostik og bekæmpelse af øjensygdomme, herunder at styre industriens interesse i retning af behandling af øjensygdomme og blindhed. Øjenafdelingen har medarbejdere, som inden for deres felt tilhører den globale elite. Deres viden om øjensygdomme og disses diagnostik og behandling bør derfor være tilgængelig for aktiviteter, som kan tjene til udvikling af bedre patientbehandling, herunder rådgivning af lægemiddelfirmaer«, skriver han.

Den praksis, som Michael Larsen følger i omgangen med lægemiddelvirksomheder, følges af flere ansatte, men den er ikke et generelt krav til alle ansatte. Det tilskriver Michael Larsen, at forskning på sygehusene historisk set langt hen ad vejen har været en underfinansieret fritidsaktivitet. Med sit udkast til et regelsæt håber Michael Larsen, at det kan blive standardpraksis for afdelingens forskningsaktive medarbejdere.