Skip to main content

»Det er jo ikke et sygehus, det her …«

I Psykiatriens Hus i Silkeborg satses der på hjemmebehandling, tæt samarbejde mellem den kommunale og den regionale psykiatri samt akutpladser, der nærmest er hotelværelser. Og antallet af indlæggelser og genindlæggelser er raslet ned.
Preben Friis, Funktionsledende overlæge i et af de 12 værelser i Psykiatriens Hus.
Preben Friis, Funktionsledende overlæge i et af de 12 værelser i Psykiatriens Hus.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk
Foto: Jørgen Ploug

21. aug. 2018
7 min.

»Hvor længe har det stået på, at du ikke kan sove?«

Patienten sidder lidt uroligt på stolen med ryggen til os.

»14 dage«, siger han så.

Sygeplejerske i regionspsykiatrien Cia Hejselbæk tager sig god tid. Hun spørger, hvor meget søvn, det typisk bliver til på en nat.

»Tre timers afbrudt søvn«, siger patienten. Han sidder lidt og tager tilløb. Så kommer det:

»Der er for meget mylder. Jeg kan ikke tænke den ene tanke færdig, før den næste er der«.

Vi lukker døren til samtalerummet og lister af igen. Funktionsledende overlæge Preben Friis åbner en anden dør, og her sidder sygeplejerske Ellen Knudsen ved skærm og telefonanlæg.

»Ja, det er så kommandorummet«, siger Preben Friis.

Ellen Knudsen har telefonvagt i husets akutte døgntilbud. Hun har lige haft kontakt med en patient med depression for at følge op på, om der er bivirkninger ved den medicin, hun får. Hvis der ringes akut, går de igennem til vagten, men når der ikke ringes, bruger hun tiden på andre patienter.

»Hvis en patient ringer ind akut med psykiske problemer, vurderer jeg, om vi skal have ham eller hende herind, eller om jeg skal sende en udkørende behandler ud. Det kan også være, at patienten er så syg, at det er nødvendigt med indlæggelse på Psykiatrisk Sengeafsnit i Viborg, og så sørger jeg for det. Måske er det patientens praktiserende læge, der ringer, og så finder vi sammen frem til, hvad der skal ske«, siger Ellen Knudsen.

»Virker det …?«

Vi er i Psykiatriens Hus i Silkeborg, og det er en nyere bygning på Regionshospitalets grund og med udsigt til det somatiske sygehus' bygninger. Men Psykiatriens Hus er ikke et sygehus, meddeler Preben Friis med fasthed i stemmen. Han har arbejdet omkring 30 år i psykiatrien, heraf en del år på den lukkede afdeling i Risskov, så han har set lidt af hvert. For ham har det været vigtigt at være med til at opbygge noget, der er alt andet end et sygehus. Et hus, hvorfra man hjælper patienter i deres hjem.

En fynsk kommune er på besøg i dag, kunne vi se på et skilt ved receptionen. Og der kommer rigtig mange på besøg i huset i Silkeborg for at høre om erfaringer. For hvorfor er antallet af indlæggelser og genindlæggelser raslet ned? Hvad er det, de gør i Silkeborg?

Det vil vi også gerne høre nærmere om og sætter os ind på Preben Friis’ kontor på tredje sal i den venlige bygning fyldt med lys, blomster og farver.

»Huset blev jo sådan set født i ballade«, siger overlægen, og sådan var det: For omkring ti år siden kom sparekniven susende og skar det psykiatriske sengeafsnit i Silkeborg væk. Vreden var stor, men den forstummede, for erstatningen, Psykiatriens Hus, viste sig at være en rigtig god ide. Den skulle blandt andet bygges op på tanken om døgndækkende hjemmebehandling som alternativ til indlæggelse, og de første år blev der holdt nøje øje med resultater, statistikker og procenter. Det gør der ikke mere.

»Politikerne vil jo have klar besked: Virker det, eller virker det ikke. Hvis det ikke virkede, ville der blive lukket for pengestrømmen, men det gør det«, siger Preben Friis og roder i nogle papirer for at finde tallene for dækningsområdet frem.

»Ja, altså de første år faldt antallet af indlæggelser på Psykiatrisk Sengeafsnit her fra området med 42,9 procent. Og så er der genindlæggelserne. I perioden 2007-2010, faldt antallet af genindlæggelser med 27,2 procent.

Den vigtige tryghed

Tallene interesserer ikke Preben Friis så meget. For ham er det vigtigste, at undersøgelser viser stor tilfredshed hos både patienter og deres pårørende. De har det rigtig godt med, at der satses på hjemmebehandling, og at der samtidig altid er mulighed for at komme ind på døgntilbuddet i Psykiatriens Hus nogle dage. Og så er der jo den store tryghed ved, at hvis livet vælter, og angst, depression eller anden psykisk lidelse overvælder, er det Psykiatriens Hus og ikke vagtlægen, der kan ringes til. Uanset hvornår på døgnet det sker.

Opringningen kan føre til besøg i hjemmet af en behandler, eller patienten kan efter aftale komme ind i huset, hvor en seng står klar. Det aftales så nærmere i telefonen, og er det nødvendigt, sendes der her og nu en taxa efter patienten. Hjemmebehandlerne kører ud til klokken 22, og er det senere, må patienten ind til huset, hvis ikke der kan ventes på en behandler dagen efter.

Når en patient er inde under et akutforløb, så vidt muligt i eget hjem, kommer behandleren så tit, det er nødvendigt, også hvis det er flere gange om dagen. Herefter følger den ambulante fase, alt efter hvilken pakke patienten kommer ind under.

»Det er vigtigt at sige, at vores døgntilbud ikke er indlæggelse. Vi har 12 sengepladser, og de er hver især nærmest at betegne som et hotelværelse. Vi flytter blot patientens hjem og hjemmebehandling ind i huset her i en periode«, siger den ledende overlæge og vinker os med ud af kontoret, ned ad trapperne og ind på en værelsesgang.

»Patienten får et nøglekort og kan komme og gå som han eller hun vil«, siger Preben Friis og låser op til et af værelserne. Og det ligner unægtelig et komfortabelt og hyggeligt hotelværelse med seng og bord, musikanlæg og lækkert badeværelse.

»Silkeborg Kommune har seks værelser, og regionen har seks værelser. Men vi kan jo låne af hinanden, for her bor vi sammen og er fælles om husets drift«.

Under et ophold kan patienten få ro og stabilisering samt støttesamtaler og fremtiden på plads. Der kan spises i husets hyggelige cafe og sludres med andre patienter i opholdsrummene. Et ophold kan vare et døgn, men det kan også vare et par uger.

Ingen må falde ned mellem to stole

Selve grundtanken i Psykiatriens Hus er, at de instanser, der har betydning for patienten, er under samme tag. Som Preben Friis siger:

»Det er jo ikke patientens skyld, at der er forskellige systemer i kommuner og regioner, der skal tale sammen. Det skal vi bare have til at fungere«.

Og sådan er det: Ingen må falde ned mellem to stole, for det er det gode, sammenhængende forløb, der giver resultater. Hvor man normalt kan vente længe, mens systemer og sektorer forøger at snakke sammen, er det i Psykiatriens Hus nærmest noget med at gå ned ad en gang og stikke hovedet inden for på et kontor:

»Ja, for her sidder både de kommunale og de regionale psykiatriske medarbejdere, og her er det hele: socialpsykiatrie, bostøtteordning, sagsbehandlere fra kommunen, rusmiddelcentrets ledelse osv. Alt det, der er vigtigt for at sikre patienten de bedst mulige rammer for et fremtidigt godt og stabilt liv«, siger Preben Friis.

Det er patientens hele liv, det handler om. En kontaktperson kan uden at forlade huset gøre en indsats for, at en patient kommer i job eller uddannelse, får kommunal hjælp i hverdagen, eller hvad der nu skal til. Behandlingen kombineres med en indsats for at finde varige og fremtidige løsninger, der kan sikre større livskvalitet og dermed få betydning for den psykiske lidelse.

Preben Friis ser tilfreds ud, mens han fortæller. Han ved udmærket, at nogle er så syge, at de skal indlægges på Psykiatrisk Sengeafsnit i Viborg. Men han ved også, at mange kan klare sig med hjemmebehandling fra Psykiatriens Hus og så den tryghed, der er i, at huset står der og altid har åbne døre. Og om et par dage kommer der besøg fra endnu en kommune, der vil se nærmere på erfaringerne fra Silkeborg.

Faktaboks

Fakta