Få lægepar lever op til gamle Grundtvigs besyngelse af tosomhedens lyksaligheder som Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen i Horslunde på Lolland. De har drevet ægteskabspraksis her siden 1974.
De har studeret sammen på Københavns Universitet. De var i turnus sammen på The Genesee Hospital i Rochester, New York. De har fået de praktiserende lægers prestigefyldte Mahlerpris sammen. De har også
uddannet sig til familieterapeuter sammen, ligesom de har rejst og sejlet rigtig meget sammen. I dag driver de lægepraksis i den lollandske lilleby Horslunde sammen, og det har de gjort siden 1974.
”Det lyder lidt, som om vi er siamesiske tvillinger, men vi er jo alligevel forskellige. Vi angriber ting på forskellig måde, men vi supplerer hinanden”, siger Lisbeth Errebo-Knudsen.
For dem at se er der mange fordele ved den livs- og arbejdsform, de har valgt.
”Der er en frihed i det, at vi er et par. Der er ikke nogen, der sulter ved, at nogen er lidt væk. Jeg kender praksis, hvor de nærmest sidder og vogter på hinanden”, siger Kim Kristensen.
”I dag har du jo nærmest et ansættelsesforhold i et sundhedshus, hvor nogen holder øje med, om du passer dit arbejde med at kontrollere de otte statssygdomme – det, staten har bestemt, at folk må fejle”, siger han. med ironisk distance til de otte erklærede folkesygdomme.
”Her er vi fuldstændigt frie”.
Den frihed har parret bl.a. brugt til at deles om arbejdet. F.eks. ved at være på nedsat tid, mens de har engageret sig i forskellige faglige sammenhænge. Og da deres tre børn var små, overlod Lisbeth Errebo-Knudsen f.eks. mange af sine egne lægevagter til sin mand, og så tog hun sig af børnene. Til gengæld tog hun mange tjanser med visitation ved telefonen.
Blander I ikke arbejde og privatliv sammen?
”Det er ikke så adskilt. Men vi oplever det ikke som noget problem. For os er det ikke et 8-4 job”, siger Lisbeth Errebo-Knudsen.
Og at møde patienterne i Brugsen, på havnen eller andre steder i lokalmiljøet bekymrer ingen af dem.
”Det er aldrig blevet misbrugt. Der har kun været ganske få tilfælde, hvor vi har måttet vippe nogen af. Der har også været ganske få gange, hvor nogen har opsøgt os hjemme, f.eks. hvis der er sket et dødsfald, og hvor de har spurgt, om vi kunne komme. Det gør vi. Det synes vi, hører med”, siger Kim Kristensen.
De to læger i Horslunde har ikke altid været alene. På et tidspunkt var der en tredje læge i klinikken, som nu er flyttet - på grund af en forelskelse, som de to forklarer. Og en sand perlerække af uddannelseslæger har været igennem deres praksis. Der hænger fotos af dem på væggen i kaffestuen. Stedets ”Wall of Fame”, kalder de den.
Desuden deltager deres praksis i en netværkspraksis med en række andre i omliggende byer. Udover at der deles journaler og databaser har de deltagende praksis også et tæt samarbejde om f.eks. efteruddannelse og ikke mindst et kollegialt samvær.
Men ikke alle læger kan med den praksisform. Nogle steder accepteres slet ikke ægtepar som del af f.eks. en kompagniskabspraksis. De to Horslundelæger tror, det kan have noget at gøre med en kulturændring.
”Jeg tror, det er blevet mere millimeterdemokratisk. Jeg syntes, det var naturligt f.eks. ved lægevagterne, at jeg tog telefonen, men jeg kunne lige så godt have kørt. Det tror jeg ikke, pigerne (i dag, red.) vil. Vi fordeler det også mere gammeldags hjemme. Vi har f.eks. en kæmpehave, som Kim mest tager sig af, mens jeg hellere vil tage det, der er inde i huset”, siger hun.
Hvad med konflikter?
”Selvfølgelig er der konflikter. Men så bruger vi almindelige konfliktløsningsmodeller. Og eventuelt må vi være enige om at være uenige”, siger Kim Kristensen.
”Vi er hurtige til at få den landet”.
Den erfaring har de to ikke mindst fra deres arbejde med terapi – begge er uddannede familieterapeuter.
”Man kan godt vende tilbage til det, vi har lært i sexologiworkshops og parterapi. Det har man jo også glæde af selv. Der synes jeg, vi har lært meget”, siger Lisbeth Errebo-Knudsen.
Vi I anbefale ægteskabspraksis til andre?
”Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen, der kan se lyset”, siger Kim Kristensen.
Men ingen af dem lægger skjul på, at indgå i en ægteskabspraksis ikke bare er noget, man lige finder på. Det kræver mere end en sædvanlig grad af gensidig forpligtelse.
”Du skal vide, hvad du gør, for alt er på ét bræt. Går det ikke, så er det hele dit livsgrundlag, der ryger”, siger Lisbeth Errebo-Knudsen.
”Det kræver styr på dig selv. For man kan ikke gå og smække med døren, bare fordi der er noget, der ikke lige passer en. Man skal arbejde med tiden og med sit parforhold”.
Så tæt en sammensmeltning af par-og arbejdsliv som det, lægerne i Horslunde har, er ikke noget for alle.
Helt tilbage på studierne ved Aarhus Universitet søgte Karen Schou og Anders Nissen væk fra hinanden arbejdsmæssigt for bedre at kunne være sammen privat. Sådan er det stadig. I dag deler de nok praksis men ikke med hinanden.
Karen Schou er praktiserende læge i Holstebro og hendes mand, Anders Nissen, er ligeledes praktiserende læge men ca. 20 km. væk – i Ulfborg.
Begge deler praksis med andre, men de kunne ikke drømme om at gøre det med hinanden.
”Vi har haft chancen, men det har aldrig været aktuelt for os. Vi har altid vidst, at det skulle vi ikke”, siger Karen Schou.
Den viden stammer tilbage fra medicinstudierne i Aarhus, hvor de f.eks. på anden del valgte forskellige læsegrupper.
”Vi har brug for at have en identitet hver for sig. Vi tager heller ikke på kurser sammen, selv om vi har været på Lægedage sammen nogle gange. Til gengæld holder vi alle ferier sammen”, siger hun.
Er I da fagligt uenige?
”Nej, det tror jeg ikke. Vores menneskesyn er meget lig hinanden. Vi har bare forskellige måder at gøre tingene på”.
De to læger er også meget bevidste om at holde arbejdsliv og privat adskilt, og de tror på, at deres adskilte arbejdsliv hjælper med det.
”Vi har for eksempel aldrig lægetasken med hjem. Jeg har som uddannelseslæge arbejdet i en ægteskabspraksis, og det var rigtigt fint at være mig, men jeg syntes, de var læger 24 timer i døgnet. Det synes jeg må være anstrengende”.
Skulle parret have været i tvivl om deres behov for, at en del af deres liv skulle leves separat, så kom det til at stå helt klart, da Anders Nissen i midten af firserne flyttede op til Karen Schou, som på det tidspunkt allerede var i videreuddannelse i Holstebro.
”Jeg var færdig et år før min mand, og han kom herud fra Aarhus og blev ansat på sygehuset. Da oplevede han blive kaldt Doktor Schousmann – altså Doktor Schous mand. Det skulle han bare ikke hedde!”, fortæller Karen Schou.
Senere blev Anders Nissen den første af de to til at købe egen praksis – og netop ikke i Holstebro – mens Karen Schou var ansat i almen praksis som vikar i fem år, før hun købte.
Opsplitningen hjælper også med at holde traditionelle mønstre på afstand.
”Jeg sidder i en tremandspraksis med kun kvinder. Og der er vi nødt til at tage det hele. Skrue håndtaget i og sådan noget. Ellers bliver det nemt sådan, at det bliver kvinder, der tager det med de bløde værdier, husker fødselsdage, sørger for at personalet har det godt og sådan noget”.
Traditionsbundne kønsroller findes i rigt mål i det område, hvor de to læger bor, og der kunne godt være en vis risiko for afsmitning, hvis de havde haft ægteskabspraksis, mener de.
”Vi bor på landet, og her ligger mange familielandbrug. Der er det konen, som laver regnskabet, mens manden bestemmer investeringerne. Det ville jeg synes var underligt, når man har samme uddannelse og samme charge”, siger Karen Schou.
”Men det handler mest om vores ønske om at have selvstændige identiteter”.
