Skip to main content

»Det skal være ordentligt – så den samtale varer 45 minutter«

Der er overbelægning og tunge patienter på Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital denne fredag, hvor afdelings- og snart overlæge Claudia Pfleger går stuegang.

Privat foto.
Privat foto.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

20. feb. 2017
4 min.

5.40 Jeg står op. Kan godt lide at kunne gøre tingene i ro og mag om morgenen – som kontrast til det hektiske program, der venter på arbejdet. Jeg fodrer katte, laver lidt gymnastik, går i bad og brygger mig en slow juice.

7.00 Cyklen bringer mig fra Nørresundby til AalborgUniversitetshospital. Neurologisk Afdeling er spredt på to matrikler. Skleroseklinikken, som jeg er leder af, ligger meget praktisk et stenkast fra min søns skole.

7.25 Efter at have klædt om sætter jeg mig ved computeren og gennemgår dagens program og læser mails for at se, om der er noget jeg skal reagere på omgående. Jeg er stedfortræder for den ledende overlæge, der er på ferie, så det er min opgave at få afklaret, om der er sygdom – vi har et ret højt sygefravær. En kollega er syg i dag, så programmet skal ændres, og et ambulatorium aflyses akut.

7.50 Jeg forlader Skleroseklinikken og går over til ambulatoriebygningen, hvor vi holder morgenkonference kl. 8.

8.25 Mellem morgen- og røntgenkonferencen netværker vi og småsnakker i små grupper. Det er det eneste tidspunkt på dagen, hvor alle læger er samlet.

9.05 På neurologisk sengeafsnit er der tværfaglig konference sammen med bl.a. sygeplejersker, talepædagog og fysioterapeuter.

9.30 Stuegangen begynder. Vi er normeret til 16-18 patienter, men vi har 20. Overbelægning forekommer ofte. Min stuegangsmakker og jeg holder forstuegang med sygeplejerskerne, inden jeg i dag får følge af en nystartet introlæge, der skal instrueres i stuegang.

Dagens ti patienter er en blanding af de virkelig tunge og de for os – men ikke nødvendigvis for patienterne – lettere tilfælde.

En 65-årig nydiagnosticeret kræftpatient, hvis neurologiske udfald skyldes metastaser i hjernen, er et tungt tilfælde. Vi skal finde primærtumoren. Kvinden er ryger, så det er formentlig en tumor i lungerne. Hun har hidtil været sund og rask, har børn og børnebørn og lever et aktivt liv, så hun er naturligvis i chok. Det bliver en 45 minutter lang samtale med patienten og hendes familie. Det er mere tid, der er afsat. Men den slags samtaler skal gøres så ordentligt som muligt.

Dagens næste patient er en 29-årig kvinde med nydiagnosticeret lungesarkoidose. Hun har over kort tid tabt sig 20 kg og har nu udviklet ansigtslammelse. Mistanken går på neurosarkoidose – differentialdiagnoser kan være sklerose eller en infektion. Skanningen ser fin ud, men en rygmarvsvæskeundersøgelse viser, at sygdommen har spredt sig til nervesystemet.

Hun er en typisk tværfaglig patient, eftersom sygdommen er i hele hendes krop.

13.00 Det bliver til et kvarters spisepause. Jeg er skrupsulten og spiser en salat og en tomatsuppe i kantinen på 14. sal – skøn udsigt over Aalborg.

13.25 En ungdommeligt udseende, men ældre herre omkring de 80 er indlagt med tiltagende symptomer. Fra intet at fejle har han fået taleproblemer – han beskriver det som at have en kartoffel i munden. Og nu har han problemer med at synke. Også væske. Det er gået meget hurtigt. Og mistanken falder på ALS. Han skal undersøges grundigt og igennem et langt undersøgelses- og udredningsprogram.

14.15 Jeg bliver nu, som flere gange tidligere i dag, ringet op. Vi er med blot en fast læge i skleroseklinikken heftigt underbemandet, så der bliver hele tiden hevet i mig.

15.15 Min søn henter mig. Vi går ud i byen for bl.a. at købe en barselsgave til en af mine kolleger. Undervejs bliver vi tanket op på Starbucks, hvor jeg får en caramel latte. Min søn, der er med bus, fordi han om morgenen ikke ville cykle i det glatte føre, bringer vores indkøb hjem, mens jeg cykler hjem over Limfjordsbroen.

19.00 Min mand, der også er læge, er kommet hjem, og vi spiser middag.

20.30 Vi ser Charlie og Chokoladefabrikken på Netflix.

23.30 I morgen kan vi sove længe – derfor bliver det sent, inden jeg går i seng. Jeg bliver hurtigt meget træt, så det bliver ikke til en eneste side i den bog af John Irving, »Enke i et år«, jeg nu på tredje måned forsøger at læse mig igennem.