Skip to main content

DF-forslag om fysioterapi kan skabe ulighed

Hvis borgere selv skal vurdere deres smerter og selv søge fysioterapi, kan det hægte samfundets svageste af, siger PLO-formand Christian Freitag om Dansk Folkepartis nye forslag. Han ser et potentielt skred i, hvordan danskerne går til lægen.
Formand for PLO, Christian Freitag, frygter, at Dansk Folkepartis forslag om direkte adgang til fysioterapi med tilskud kan skabe mere ulighed i sundhed. Foto fra Lægemødet 2018: Palle Peter Skov.
Formand for PLO, Christian Freitag, frygter, at Dansk Folkepartis forslag om direkte adgang til fysioterapi med tilskud kan skabe mere ulighed i sundhed. Foto fra Lægemødet 2018: Palle Peter Skov.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

15. feb. 2019
4 min.

Mange patienter vil sikkert synes, at det er dejligt, hvis de får direkte adgang til deres fysioterapeut. 200 kroner er måske heller ikke det store for den ressourcestærke borger, der har ondt i knæet og vælger at gå direkte til fysioterapeut uden om egen læge.

Men hvis man overlader til borgere at være deres egen læge, og de selv skal afgøre, hvad der sker med deres krop, og de selv skal afgøre, hvem de skal kontakte, stiller man stærkere borgere bedre end ressourcesvage borgere, siger Christian Freitag, formand for PLO.

»Hvis du er højtuddannet og har let ved at søge viden, kan du lettere navigere end en, der har knap så mange ressourcer«, siger Christian Freitag, efter at Dansk Folkeparti har slået fast, at de kræver direkte adgang til fysioterapi med tilskud.

Kravet tager Dansk Folkeparti med til forhandlingerne om sundhedsreformen i næste uge.

»Vi bruger alt for mange ressourcer hos de praktiserende læger på at få en henvisning til fysioterapi. Vi kunne bruge meget af lægens tid meget bedre, for man render jo ikke til fysioterapeut for sjov«, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet bakker op om forslaget.

PLO-formanden er på trods af en potentiel ulighed positivt stemt over for forslaget. Kan man gøre samarbejdet mellem praktiserende læger og fysioterapeuter bedre, og kan man aflaste lægerne, giver det god mening, siger han.

Kan de svageste patienter ikke fortsætte med tage til lægen?

»Spørgsmålet er, om patienterne ved, at de skal søge fysioterapi eller læge. Det skaber en usikkerhed, som ressourcestærke er bedre til at håndtere. Derudover er fysioterapeuten måske tilbøjelig til at behandle en øm ryg, fordi borgeren ikke klager over andet end en øm ryg«, siger Christian Freitag.

Han understreger, at han har stor tillid til, at fysioterapeuter er klar over, at man ikke bare skal behandle løs, især hvis det ikke virker. Fysioterapeuterne ved godt, at nogle smerter potentielt kan stamme fra en mere alvorlig sygdom, siger han.

»Nogle gange er det ikke bevægeapparatet, der er problemet, det er noget mere alvorligt. Det er derfor, vi har det system med de praktiserende læger, og det udfordrer Dansk Folkeparti med deres forslag. Det skal ikke opfattes som modstand mod, at vi skal organisere tilgængelighed og samarbejde anderledes, for det kan der komme noget godt ud af. Men at præsentere en så stor omlægning fra den ene dag til den anden, uden tests, er risikabelt«, siger han.

Mange skal slet ikke behandles

Politiken bringer tal fra Statens Institut for Folkesundhed, der viser, at 8,1 millioner lægebesøg årligt eller 24 procent af alle konsultationer i almen praksis handler om ondt i lænden, slidgigt og ondt i nakken.

Hvis blot ti procent af dem gik direkte til fysioterapeut, ville det spare 810.000 lægebesøg årligt, skriver Politiken.

Men der er mange rygsmerter, der slet ikke skal behandles af sundhedsprofessionelle, og det skal lægen afgøre, siger Christian Freitag.

»Vi skal passe på, at vi ikke gør lænderygsmerter til noget, der altid skal behandles med det samme. Nogle gange skal smerterne have ro, og det får man ikke ved at gå til behandling. Bevægeapparatslidelser er et stort problem for borgere og for arbejdsmarkedet, men det er ikke det samme som, at alle skal forbi en behandler. En stor del af vores konsultationer ender med, at ikke er nødvendigt at få behandling – heldigvis«, siger Christian Freitag.

At lændesmerter fylder meget i samfundet er ikke det samme som, at hele sundhedsvæsenet skal engageres.

Potentielt skred

Christian Freitag advarer imod et potentielt skred i, hvordan danskerne går til lægen.

»Hvorfor ikke også gå uvisiteret til hudlæge og ultralydskanning? Mange vil gerne visiteres til det ene og det andet. De praktiserende læger er gatekeepere og skal bl.a. begrænse adgangen til sundhedsvæsenet, så det ikke bliver overophedet, Det er en del af den praktiserende læges rolle at sige, hvad vi ikke skal gå videre med«, siger Christian Freitag.

Der er eksempler på borgere, der kan forlænge deres sygdomsperiode, hvis fysioterapeuten tager fejl, men lægen kan naturligvis også tage fejl.

PLO's medlemmer har brug for aflastning, men går det ud over borgerne, gør vi de praktiserende læger og borgerne en bjørnetjeneste, siger Christian Freitag.

»Det skal gerne være simpelt for borgerne, og det koster nogle gange et ekstra besøg hos lægerne«.

Test nødvendig først

Christian Freitag er fortaler for at prøve det af som test, hvor man følger parametrene og høster erfaringer. Det behøver ikke at være et tiårsprojekt, siger han.

Region Hovedstaden vil ifølge Politiken senere på året begynde et forsøg med direkte adgang til fysioterapi med tilskud.