Skip to main content

Dobbeltmoral om sundhedsforsikringer

Jens Winther Jensen

8. feb. 2008
3 min.



Den 30. august 2000 holdt Lægeforeningen en høring om private sygdomsforsikringer. På det tidspunkt var antallet rundet 50.000. Vi var bekymrede for, at forsikringerne på sigt ville true lighedsprincippet i det danske sundhedsvæsen. Forsikringsbranchen fortalte os, at vi kæmpede mod vind-møller. Politikerne fortalte os, at det ikke var usædvanligt at købe sig en tillægsydelse. Det var ingen skade til, blot basisydelsen var i orden. Året efter gjorde den nye borgerlige regering sundhedsforsikringer til skattebegunstigede arbejdsgiverordninger. Nu har tallet rundet 800.000, og nu er danskerne for alvor begyndt at bruge dem.

Tirsdag den 5. februar 2008 får vi så at vide, at vi er på kanten med lægeetikken, når speciallæger behandler deres forsikringspatienter til den takst, som er aftalt med forsikringsselskaberne, hvilket er omkring dobbelt så meget som patienter, der er henvist via den offentlige sygesikring. Kritikken kommer bl.a. fra regeringspartiet Venstre. Vi får at vide, at det er »direkte usympatisk«, at man favoriserer patienter med private sundhedsforsikringer! Det bliver sekunderet af den konservative sundhedsminister og af støttepartiet Dansk Folkeparti med udtalelser om, at »der skal være lige muligheder for alle«.

Det er ganske svært at finde en grimasse, der kan passe, over for så åbenlys en dobbeltmoral. Nu har politikerne gennem hele den beskrevne periode gjort deres yderste til, at en bestemt privilegeret gruppe i samfundet har fået sundhedsforsikringer gennem fradragsberettigede arbejdsgiverordnin-ger. Det koster årligt skatteyderne omkring en halv milliard kroner. Dertil kommer en ikke uvæsentlig gruppe, der har en tilstrækkelig økonomi til selv at tegne en forsikring.

Det er muligt, at politikere er udstyret med et særligt filantropisk gen, men alle andre vil formentlig tegne en forsikring, fordi de derved kan skaffe sig nogle fordele. I det omfang, at det ikke er en solidarisk ordning, er det vel hele ideen med at betale ekstra oven i den skat, der ved siden af betales til det offentlige? Med den store efterspørgsel på sundhedsydelser, og det begrænsede antal speciallæger, er det interessante ved at forsikre sig især at komme hurtigere til fadet.

Det er præcis, hvad forsikringstagerne til politikernes store forbløffelse nu gør. Det sker på private sygehuse, hvor en fjerdedel af patienterne er forsikringskunder, og det sker i speciallægepraksis, hvor forsikringsselskaberne betaler for at få deres kunder hurtigt frem. Det er jo et definitionsspørgsmål, om de kommer foran sygesikringskunder. De henviste patienter bliver behandlet inden for det normerede. Men naturligvis betyder det øget ulighed og tilløb til et A og et B hold. Patienterne konkurrerer om en begrænset ressource, og i et liberalt samfund vil det favorisere A-holdet. Da især, når samfundet aktivt sørger for at give A-holdet et ekstra forspring.

Vi har i Lægeforeningen ikke tal på, hvor mange gange, vi har advaret mod denne udvikling. Fordi vi netop mener, at den truer basisydelsen. Og det er næsten for meget, når politikere nu forsøger at skyde skylden på lægernes etik. Det er patetisk. Men vi vil hellere end gerne være med til at rette op på miseren. Hvis politikerne som en start kan samle flertal for at afskaffe fradragsretten for sundhedsforsikringer, skal det få vores varmeste støtte.