Dommerens valg

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange det klassiske dilemma om Jehovas Vidner, blodtransfusion, udstødelse, overgreb og paternalisme har været endevendt over et godt kaffebord i sundhedsfaglige kredse. Men modsat andre lignende dilemmaer, er den fundamentale problemstilling ikke kun risikoen for at blive hægtet af et kulturelt eller socialt fællesskab. Det kan ellers være slemt nok. Det handler heller ikke om liv eller død, og det betyder intet, at blodet alligevel skiftes ud efter lidt tid. Det er derimod en alvorlig sag om frelse og fortabelse. Om uopretteligt at miste sin sjæl.

Velforsynet med en stor pose slik (som det absurd nok hører sig til, uanset hvilken grad af menneskelig lidelse man forventer at blive vidne til) satte jeg mig klar i den bløde biografstol. Forventningerne var moderate. Nok mest fordi dilemmaet i mine øjne ikke er særlig interessant i retorisk forstand. Troen på evig fortabelse er, med SP-terminologi, et »hard stop«, som gør det uinteressant at argumentere yderligere.

»Dommerens valg« er en film baseret på romanen »Barnets tarv«, som er skrevet af den engelske forfatter Ian McEwan. Emma Thompson spiller den mimikfattige dommer Fiona Maye, der som kompensation for egen barnløshed har lagt hjerte og liv i at hjælpe børn og unge mod overgreb fra hensynsløse voksne. Det er derfor en omvendt verden, hun drages ind i, da et forældrepar tilsyneladende støtter deres næsten voksne søn i retten til at dø en grufuld død – netop fordi de ønsker at tage hensyn til ham. Meget forudsigeligt tvinges Fiona relativt tidligt i filmen til at træffe en afgørelse for eller imod tvangsbehandling. Dommen i sig selv fylder egentlig ganske lidt i historien, men tjener til intelligent at åbne op for et svært, bagvedliggende dilemma – nemlig hvor omfattende et ansvar, man pådrager sig, når man lader sig infiltrere i andre menneskers liv. Uanset om man beslutter på andres vegne eller understøtter svære beslutninger. Udstøde og frastøde er begreber, der nærmest får samme betydning i denne film, som elegant beskriver, hvordan kærlighed og respekt kræver engagement. Dette understreges yderligere af udfordringerne i forholdet mellem Fiona og ægtemanden Jack.

»Dommerens valg« er en udmærket film, der gav mig et anderledes dilemma med hjem til refleksion, end jeg forventede. Desværre fylder Fionas og Jacks ægteskabelige problemer lidt for meget, uden at der i tilstrækkelig grad bygges bro til filmens hovedtema. »Dommerens valg« får derfor tre ud af seks stjerner herfra.