Skip to main content

DSR vil anmelde Hvidovre Hospital

Dansk Sygeplejeråd anmelde Hvidovre Hospital til Arbejdstilsynet. Opsigelser og psykologhjælp i kølvandet på saudi-ambassadørs optræden på hospitalet.

Foto: Klaus Larsen
Foto: Klaus Larsen
5. mar. 2015
2 min.

Dansk Sygeplejeråd anmelde Hvidovre Hospital til Arbejdstilsynet, skriver Ekstra Bladet.

Det sker efter avisens omtale af, at den saudiarabiske ambassadør gennemtvang, at hans mor fik særbehandling på hospitalet. I den forbindelse har ambassadørfamilien og ambassadepersonale angiveligt tyranniseret hospitalspersonalet og behandlet ansatte som deres tyende.

- Jeg vil konkret undersøge, om det kan lade sig gøre at få Arbejdstilsynet ud i en sag som denne. Det må alle parter være tjent med, siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Hun tilføjer, at det må være ”i hele sagens og i sundhedsvæsnets interesse at få belyst, om der er rettet op på disse ting”.

Opsigelser og krisehjælp

En sygeplejerske har ifølge Ekstra Bladets aktindsigt sagt op og flere får psykologhjælp som direkte konsekvens af den særbehandling, ambassadørens mor har fået på Hvidovre Hospital.

Af aktindsigten fremgår det, at fem sygeplejersker på afdelingen sagde op fra 10. december til midten af februar. En af opsigelserne vedrører decideret den anspændte situation, fremgår det aktindsigten:

’1. sygeplejerske har efter afdelingens oplysninger sagt sin stilling op som følge af forløbet omkring den saudiarabiske ambassadørs mors indlæggelse på Afdelingen for Højt Specialiseret Neurorehabilitering’.

Personalet har ifølge avisen været så presset af ambassadørens familie, at det har været nødvendigt at hyre en ekstern erhvervspsykolog. Indtil videre lyder psykolog-regningen på 84.525 kroner.