Skip to main content

Ebola? Ingen grund til panik

Trods enkelte meget omtalte tilfælde af Ebolasmitte på hospitaler i USA og Spanien, føler danske læger sig godt rustet til et (usandsynligt) møde med sygdommen.

Professor, overlæge Thomas Benfield, infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital demonstrerer beskyttelsesudstyr. Foto: Klaus Larsen.
Professor, overlæge Thomas Benfield, infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital demonstrerer beskyttelsesudstyr. Foto: Klaus Larsen.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

7. nov. 2014
11 min.

Vil man skrive om Ebola, er de fleste kilder, man møder i sundhedsvæsenet, straks på vagt. Hvad er vinklen? Der må endelig ikke skabes anledning til panik!

Det er åbenbart magtpåliggende at forklare, at et udbrud af Ebola er utænkeligt i Danmark. At sygdommen først smitter, når den smittede udviser symptomer, og selv da kun, hvis man kommer i nærkontakt og får den syges kropsvæsker i sig via slimhinder eller blodbanen.

»Virus har været kendt i 40 år og har ikke forandret sig i den tid. Det er stadig ikke luftbårent, og det er usandsynligt, at det kan mutere så meget, at det bliver i stand til at smitte længere væk, end en syg kan hoste«, siger den fremtrædende infektionsmediciner Thomas Benfield, professor og overlæge på den afdeling på Hvidovre Hospital, der lige som Skejby i Vestdanmark er udset til at isolere patienter, der mistænkes for at være – eller er – smittede med den frygtede tropesygdom.

»Utænkeligt«

Og ja – et udbrud er utænkeligt på vores breddegrader: Vi har et toptunet sundhedsvæsen og en veloplyst befolkning, der stort set retter sig efter myndighedernes anvisninger. Og frem for alt: Den mest sandsynlige smittebærer vil være en læge eller sygeplejerske, der har arbejdet med Ebolasmittede i Liberia, Guinea eller Sierra Leone. Og de ved alt om, hvordan man skal forholde sig for ikke at smitte sine omgivelser.

Det er ti år siden, at Sundhedsstyrelsen udpegede de infektionsmedicinske afdelinger på henholdsvis Hvidovre Hospital og Skejby Sygehus til at håndtere patienter med smitsomme sygdomme, som enten er usædvanligt smitsomme eller – som f.eks. Ebola – usædvanligt farlige.

Faktaboks

Fakta

Begge steder blev der indrettet højisolerede enheder med faciliteter, så man kan håndtere sådanne tilfælde.

»Normalt står de heldigvis ubrugte«, siger Thomas Benfield, mens han åbner døren til slusen, der fører ind til en af de tomme højisolationsstuer. Men inden for de seneste uger har enheden været i brug to gange – hver gang til at isolere en dansker, der følte sig lidt sløj efter ophold i et af de tre lande i Vestafrika. Heldigvis var det falsk alarm begge gange.

Bortset fra den eksperimentelle behandling, som har været givet til nogle få, heldige patienter, findes der endnu ingen behandling for Ebola, bortset fra intravenøs væskebehandling – op til 10 l pr. døgn for at kompensere for massive væsketab – samt ilt og eventuelt ventileringsstøtte. Med denne behandling anslår overlæge og professor i infektionsmedicin Thomas Benfield, at dødeligheden af Ebola på et dansk sygehus kan holdes nede på 10-20 procent. Stadig skræmmende højt, men dog langt mindre end i Guinea, Liberia og Sierra Leone, hvor op mod 80 procent af de smittede dør.

»Den største fare er frygten«

I Sundhedsstyrelsen er enhedschef Søren Brostrøm ansvarlig for Ebolaberedskabet. Også han lægger vægt på, at smitterisikoen i Danmark er minimal:

»I Danmark er den største fare ved Ebola – frygten for Ebola«, siger han og peger på risikoen for »irrationalitet, tilløb til panik og stigmatisering af etniske grupper«, som det f.eks. er set i USA.

»Risikoen for at blive smittet er forsvindende lille og nærmest ikkeeksisterende i Danmark. Dels er hovedsmittekilden tropiske flagermus, og skulle det værste endelig ske, vil smitten være relativt nem at inddæmme i et velfungerende sundhedsvæsen«, forklarer Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af Ebola (link)

Men han udelukker ikke, at Ebolatilfælde kan dukke op:

»Det mest sandsynlige scenarie for at smitten rammer i Danmark er, at der, lige som det skete i Norge, kommer en udsendt nødhjælpsarbejder, der har arbejdet med Ebolapatienter i Vestafrika. Sundhedsarbejderne er en højrisikogruppe, og cirka fem procent af de smittede i Afrika er netop personale, der har arbejdet med de syge«, siger Søren Brostrøm.

Ikke med gaffertape

Den brede offentlighed har altså ikke grund til bekymring. Men hvad med ansatte i sundhedsvæsenet? Thomas Benfield kan med ret stor sikkerhed afvise, at der er nogen risiko på isolationsenhederne i Hvidovre og Skejby:

»Når ansatte er blevet smittet på hospitaler i USA og Spanien, skyldes det, at deres arbejdsplads ikke var indrettet på modtagelse af højrisikopatienter, at beskyttelsesmidlerne formentlig blev håndteret forkert, og at dragterne ikke var helt optimale«, siger Thomas Benfield.

Optimale er de dragter, som ligger klar på Hvidovres isolationsafsnit. Handskerne er svejset på den tætte nylondragt og ikke – som det var tilfældet på Madrids Carlos III-hospital – sat fast med gaffertape. Desuden er der lukket åndedrætssystem med et luftfilter, der kasseres og destrueres sammen med dragten efter brug.

Ugeskriftet.dk: Forsvaret ind i kampen mod Ebola (link)

Hvis en Ebolapatient skulle dukke op, er det dog langtfra sikkert, at første kontakt bliver på et veludstyret infektionsafsnit. Det bliver snarere i en ambulance, en akutmodtagelse eller i en praksis. Også her er risikoen dog til at overskue:

»Dels er alle læger og sygeplejersker efterhånden opmærksomme på Ebola og bekendt med symptomerne. Og dels er det mest sandsynligt, at en eventuelt smittet er en sundhedsprofessionel, som har været udsendt og ved, hvordan man gebærder sig«, siger Thomas Benfield.

Han anser det for meget usandsynligt, at der efter flere måneders udbrud og mediealarm om sygdommen dukker rejsende op fra Vestafrika, ud af det blå:

»Ifølge Udenrigsministeriet opholder der sig formentlig højst 20 danskere i de ramte områder, og man har navnene på de 15«, siger Thomas Benfield.

»Godt styr på det«

Selv om eksperterne godt tør udelukke et udbrud af Ebola på danske breddegrader, er det ikke usandsynligt, at sundhedsvæsenet på et tidspunkt møder en smittet. Det skete i Dallas, det skete i Madrid, i Leipzig, i Oslo og senest i Paris. Så selvfølgelig kan det ske her.

F.eks. på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Her har man ganske vist en lunge- og infektionsmedicinsk afdeling – om end ikke med kapacitet til højisolation som på Skejby og Hvidovre. Og man har en protokol til håndtering af netop den slags tilfælde, forklarer overlæge på afdelingen Peter Ellekvist. Han er medansvarlig for hospitalets planer for modtagelse og eventuel viderehenvisning af patienter med smitsomme sygdomme.

SSI: Tema om Ebola-udbruddet i Vestafrika (link)

»Hvis en patient straks er mistænkt for at være Ebolasmittet, får vi ambulancen sendt til Hvidovre i stedet for hertil«, siger Peter Ellekvist.

»Hvis patienten derimod allerede befinder sig i huset, når mistanken opstår, er der kun én ting at gøre: Isoler patienten og ring til den infektionsmedicinske bagvagt. Og det samme gælder naturligvis på hospitalets filial i Frederikssund«.

Peter Ellekvist tilføjer, at sygehuse, som ikke har egen infektionsmedicinsk afdeling, har mulighed for at kontakte et sygehus med landsdelsfunktion – Hvidovre eller Skejby.

»Lige som med andre rigtig farlige vira – som for eksempel Marburg, Lassa og SARS – ved de, hvilke afdelinger, de skal kontakte, og som har isolationsstuer med undertryk osv. På Sjælland er det Hvidovre, og vest for Storebælt er det Skejby«, siger Peter Ellekvist.

På grund af den megen opmærksomhed på sygdommen mener han, at »der vil ikke være mange danske læger eller sygeplejersker, som vil være helt uvidende« den dag, det usandsynlige sker på deres vagt.

To risikokategorier

Selvfølgelig kan smitte forekomme på vore breddegrader. F.eks. hvis en læge eller sygeplejerske slæber smitten med hjem efter at have været udsendt.

»Sundhedsstyrelsen opererer nu med to risikokategorier: høj og lav. De, som er i høj risiko for at have pådraget sig smitte fra en mulig Ebolapatient, er dem, der har stået forrest – under en meter fra patienten og måske har fået opkast eller diaré på sig. Får vi en af dem, som har haft kontakt med en sandsynlig Ebolapatient, holder vi et øje på vedkommende, indtil vi har talt med embedslægen.

Skulle en medarbejder komme i lidt for tæt kontakt med en Ebolasyg, vil man bede vedkommende om at blive på hospitalet – i hvert fald, indtil man har talt med embedslægen. Ikke på grund af risikoen for videre smitte, men snarere for at hjælpe medarbejderen over forskrækkelsen:

»Man er jo ikke smittefarlig, så længe, man er asymptomatisk. Men det vil nok være psykologisk problematisk at sende folk hjem i parcelhuset, hvis de lige har været udsat for en så skræmmende oplevelse som for eksempel at se folk kaste blod op«, forklarer Peter Ellekvist.

Han understreger igen, at der her er tale om en meget lidt sandsynlig situation. Men alligevel: Hver dag dukker der omkring 20 patienter op i hospitalets akutmodtagelse. Så rent teoretisk kan en læge eller sygeplejerske vel blive udsat for smitte, inden risikoen er blevet erkendt? Er alle ansatte briefet om, at enhver patient, der kommer ind med influenzasymptomer, lige skal spørges, om de har været i Vestafrika?

»Vi har ikke sagt det direkte til alle. Men formentlig er alle ansatte bekendte med Ebolasygdommen og udbruddet, og de fleste vil være klar over, at det handler om rejsende fra de lande. Det har været meldt ud til alle relevante afdelinger, og det fremgår også af den instruks, som vi er ved at læge sidste hånd på, og som er en pixiudgave af Sundhedsstyrelsens reviderede retningslinjer«.

Sundhedsstyrelsen: Ofte stillede spørgsmål om Ebola (link)