Effektive løsninger skabes i fællesskab

I Rigsrevisionens nylige beretning om praksissektoren konkluderes det, at regionerne bør have bedre muligheder for styring, kontrol og opfølgning på aktiviteter og udgifter i praksissektoren. Det ser PLO ingen grund til, og rapporten kommer ikke med nogen konkrete eksempler, som viser nødvendigheden af det.

Problemet med beretningen kan forklares med en analogi. Hvis en revisor på sine faglige præmisser skal vurdere en komponists arbejde, vil revisoren vurdere antallet af noder og afstanden imellem dem, ikke hvordan musikken lyder. Revisoren ønsker faste budgetter og kontroldata. Sådan kan almen praksis kun fungere, hvis budgetterne levner plads til, at praksis kan følge med en stigende efterspørgsel. Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen har i en artikel på ugeskriftet.dk sagt det meget tydeligt: Hvis den praktiserende læge skal være gatekeeper, skal patienten jo også kunne komme til. Der kan for eksempel ikke med et fast budget være krav om, at patienten skal kunne komme til inden for fem dage, når efterspørgslen stiger.

Min indvending mod øget regional styring betyder ikke, at jeg har noget imod en aftalt kontrolleret udvikling i aktiviteterne og udgifterne i en tid med økonomisk krise, men budgetter uden vækstmuligheder vil give problemer i resten af sundhedsvæsenet, fordi praksis' incitament til at modtage og holde på arbejdsopgaverne vil blive svækket.

I Rigsrevisionens beretning rejses der en kritik af, at honorarsystemet er baseret på tillid. Det er rigtigt, men uanset om man arbejder med ydelseshonorarer eller fast løn, er systemerne baseret på tillid. Hvis man er på fast løn, er der styr på udgiften, men ikke på, om der produceres det maksimale og det rigtige. I yderste konsekvens kan det kontrolsystem, Rigsrevisionen beskriver, og som regionerne åbenbart drømmer om, kun gennemføres, hvis regionen træder helt ind i konsultationslokalet og overvåger, om patientens henvendelse og lægens undersøgelse og behandling nu også er relevant. Jeg håber ikke, at det er det, fremtidens videokonsultationer skal bruges til.

I beretningen lægges der op til, at regionerne skal have flere styringsredskaber, fordi det nuværende paritetiske system er for langsommeligt. Det, mener jeg, er en helt urimelig karakteristik. Samarbejde tager tid, men det giver også ejerskab til beslutningerne, så de kan føres hurtigt ud i livet. For eksempel fik vi i praksis elektronisk patientjournal, ti år før det blev almindeligt på sygehusene.

Beretningen taler også om, at der skal ske en produktivitetsudvikling i almen praksis. Det er jeg enig i, men det kræver, at der tilføres resurser. Der skal investeres i ny teknologi, kvalitetsudvikling og efteruddannelse. Det er en model, der er taget i brug i Holland, hvor regeringen har valgt investerings- og udviklingsvejen, mod at de praktiserende læger medvirker til at begrænse udgifterne til medicin og sygehuse. Det er i overensstemmelse med LEON-princippet i modsætning til øget bureaukrati og kontrol.