»Efter 15 minutter kan vi løsne bæltet ...«

11.00 Jeg vågner sent. Får ikke meget søvn for tiden, da jeg er ved at skrive ansøgning til hoveduddannelsesstilling i Børne- og Ungdomspsykiatrien.

14.00 Jeg kører fra Indre Nørrebro til Glostrup. Det er helt nyt og unikt, at en børne- og ungdomspsykiater er i tilstedeværelsesvagt. Normalt har det været tilkaldevagt, og kom man ind på en psykiatrisk skadestue, var der en halv times ventetid, når man ringede efter børne- og ungdomspsykiateren.

14.40 Der er god tid til vagtskiftet. Fire af de tolv pladser på vores akutafsnit er ledige. Akutafsnittet åbnede i februar som det første af sin slags i Danmark. Vores fire ledige pladser skal dække hele Region Hovedstaden.

16.30 Der kommer en patient, en 16-årig pige med en pædagog fra behandlingshjemmet, hvor hun bor. Pigen har været indlagt med tvang mange gange. Hun er suicidaltruet. Der går en time med samtale og skærpet visitation. Til forskel fra somatikken har psykiatrien lidt bedre tid til hver patient.

18.00 Der er et varmt måltid til vagtbærende læge på akutafsnittet, og jeg spiser sammen med personalet og nogle af patienterne.

18.45 Da jeg går ud ad døren, bliver jeg tilkaldt til en 17-årig pige, som er indlagt på akutafsnittet, og er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Hun hører stemmer og forsøger at gøre skade på sig selv. Personalet må fastholde hende - en tvangsforanstaltning, som kræver, at der tilkaldes en læge. Hun falder lidt til ro og indvilger i selv at indtage antipsykotisk beroligende medicin.

19.30 På det skærpede lukkede afsnit forsøger en 15-årig retspsykiatrisk patient at komme ud. Hun bliver aggressiv over for personalet, som bliver nødt til at fastholde hende, og jeg må igen tilkaldes. Vi taler patienten til ro, og hun får tilbudt noget akut beroligende. Det slutter stille og roligt.

21.15 En mor kommer i skadestuen med sin 14-årige søn, som er skæv af hashrygning. Moren er magtesløs. Gennem et halvt år har han haft et massivt hashforbrug og stikker jævnligt af hjemmefra. Han opholder sig på Christiania og overnatter på S-togs-stationer. Jeg finder ikke umiddelbart noget psykiatrisk - ud over misbruget.

21.55 Mens vi taler, går alarmen på den skærpede sikrede afdeling. Plejepersonale fra voksenpsykiatrisk skadestue kommer forbi i løb, og jeg følger efter. En 15-årig mentalt retarderet surrogatfængslet dreng er blevet særdeles aggressiv, verbalt og fysisk truende, og forsøger samtidig at strangulere sig selv. Vi må bæltefiksere ham. Så falder han til ro og vil gerne samarbejde om at tage beroligende medicin. Efter 15 minutter kan vi løsne bæltet. Han er ked af det, og siger undskyld - vil gerne være venner igen med sin kontaktperson, som han var blevet sur på.

22.45 Jeg genoptager samtalen med den 14-årige og hans mor, som har ventet tålmodigt. De er forstående - men han er ikke motiveret for at holde op med at ryge hash. Jeg giver råd og vejledning til moderen og dikterer en underretning til kommunen, som godt kunne gå mere ind i sagen.

23.30 En 12-årig dreng i skadestuen med sin mor. Han er trist, skændes tit med sine forældre og truer med at tage sit liv. Det har stået på i et halvt år. En sød og samarbejdsvillig dreng, som jeg vurderer godt kunne have en depression. Jeg laver en henvisning til den børnepsykiatriske afdeling, som han hører til og sender underretning til kommunen. Han er næppe til fare for sig selv, og jeg skønner ikke, at akut indlæggelse er nødvendig.

01.00 Jeg går i seng og får lov at sove resten af natten, til vagtskiftet kl. 8.30.