Telefonsamtalen tog to minutter og 14 sekunder, men ændrede for altid hans liv som menneske og som læge.
Den 29. januar 2017 sad den i dag 34-årige læge Michael om morgenen ved akuttelefonen 1813 og tog et af de sidste opkald, inden hans vagt sluttede kort efter.
Men ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed begik han en fatal fejlvurdering under telefonsamtalen, og konsekvensen blev et år under skærpet tilsyn for lægen.
Michael vil gerne fortælle om, hvordan det har været at gennemgå et forløb, hvor han tvivlede på sig selv som læge og som menneske, fordi han begik fejlen. Han vil også gerne fortælle historien, fordi han ikke selv havde nogen historier at spejle sig i, da han var midt i processen. Men han vil allerhelst fortælle sin historie, fordi han håber, at der kan blive mere åbenhed om at lave fejl som læge.
“Alle læger laver større eller mindre fejl, men hvordan håndterer vi som læger, at man ikke nødvendigvis er et dårligt menneske eller en dårlig læge, når vi laver fejl. Jeg håber, at alle læger som ikke har prøvet at være under skærpet tilsyn, bliver opmærksomme på ikke at dømme kollegaer, der kommer ud for det. Og hvis man bliver sat under skærpet tilsyn, kan man måske spejle sig i min historie og kan se, at det godt lade sig gøre at komme ud på den anden side som en god læge. Jeg var nok mest bange for, at jeg mistede min evne som læge til at tage faglige beslutninger. Og så er man ligegyldig som læge. Mit håb er, at nogle i samme situation kan drage nytte af mine erfaringer, og min pointe er, at man godt kan komme igennem det”, siger Michael.
Men han vil ikke stå frem med sit navn og ansigt, fordi han frygter at komme i offentlig gabestok og blive stemplet som en dårlig læge igen. Desuden frygter han, at fremtidige patienter vil google ham, se ham som en fejlbehæftet læge og derfor vil være usikre på ham i konsultationen.
Faktaboks
Da Michael var medicinstuderende, sagde en af underviserne, at alle læger kommer til at lave en alvorlig fejl, der kan medføre døden for en patient.
“Det tænkte jeg meget over. Og som færdiguddannet læge oplevede jeg også forløb, hvor min første vurdering ikke var rigtig, men hvor behandlingen efterfølgende kunne rettes ind. Derfor havde det aldrig haft nogen fatal konsekvens, og derfor havde jeg nok tanken, at det ikke ville ske for mig for mig. Men det gjorde det”.
Michael blev uddannet læge i 2011, og efter KBU og flere I-stillinger glædede han sig til at komme i gang med en hoveduddannelse i almen medicin i foråret 2017 og tog i månederne inden vagter på 1813.
Den 29. januar 2017 mødte han ind sent om aftenen, og vagten var sat til at slutte kl. 8.00 næste morgen. Kl. 7.47 – kort før vagten sluttede – ringede telefonen.
Den to minutter og 14 sekunder lange samtale sluttede med, at Michael henviste faderen til den syge, unge mand til en akuttid hos egen læge, og Michael gik hjem uden at tænke mere over opkaldet.
Dagen efter blev sagen omtalt i medierne, fordi drengen – som opkaldet handlede om – var død. Michael fik en dårlig fornemmelse, og kontaktede straks sin overordnede i 1813 for at høre, om han var involveret. Og fik besked om, at det var han.
“Det første, jeg tænkte, var, at jeg havde slået en 18-årig ung og rask mand ihjel. Jeg kunne have ændret forløbet ved at have handlet anderledes. Han var død, så jeg havde ikke været grundig nok, og jeg havde ikke spurgt nok ind eller snakket med drengen selv. Jeg havde lavet en fejl. Alt andet, hvad jeg havde lavet i mit lægeliv, blev pludselig ligegyldigt. Tankerne begyndte at melde sig: Kan jeg og må jeg fortsætte som læge?”.
Ifølge Michael blev der i ugerne efter lavet en intern undersøgelse i 1813 af forløbet, og han fik at vide, at han ikke havde spurgt nok ind til smerterne hos drengen, men kunne fortsætte med at arbejde ved akuttelefonen. Der var ingen anden opfølgning og ingen yderligere konsekvenser.
“Jeg tog mine sidste vagter, men havde ærlig talt meget svært ved at koncentrere mig. Jeg var vel i en slags chok”.
Han startede den 1. marts i hoveduddannelse i almen praksis, hvor han ikke fortalte om sagen, men forsøgte at arbejde sig ud af tankerne, selv om den dårlige samvittighed konstant plagede ham. Han var overforsigtig, bestilte flere prøver, end han ellers ville gøre, og søgte hele tiden vejledning hos sin tutorlæge.
“Selv om patienterne kom ind med lidt håndeksem, frygtede jeg at overse noget, og når jeg stillede diagnoserne til patienterne, tænkte jeg for mig selv: Hvad ved du om det? Du er jo en uduelig læge. Men jeg blev holdt oppe af den støtte, jeg fik fra tætte lægevenner. Det var uvurderligt at mærke opbakningen og en forståelse af de følelser, der fyldte mig”.
Så småt begyndte Michael igen at vænne sig til livet som læge, men ca. otte måneder senere – den 13. oktober 2017 – blev han igen mindet om sagen. Han var lige kommet hjem fra Tivoli med sin datter og sad om aftenen i sofaen i lejligheden. En notifikation om et brev i e-boksen fra Styrelsen for Patientsikkerhed dukkede op på mobilen. I brevet stod:
“Styrelsen for Patientsikkerhed overvejer at iværksætte skærpet tilsyn med dit faglige virke i det næste år. Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du på grund af kritisabel faglig virksomhed vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for dine patienter”.
“Det var den karriere. Måske er det bedst, at jeg stopper som læge, for jeg er jo farlig. Og hvad skal jeg så lave? Sådan tænkte jeg. Vi havde lige købt et hus, så gik vi nu personlig konkurs, fordi jeg skulle stoppe med at arbejde som læge? Mine tanker fløj rundt. Lige efter hændelsen handlede min reaktion om skyld og skam, men nu blev konsekvensen meget konkret og meget praktisk. Jeg kunne få nok så meget støtte og opbakning af mine kollegaer, men det var lige meget. Jeg ville blive lagt for had, for mit navn ville blive offentliggjort, og jeg ville blive en del af formiddagsavisernes årlige artikel om ,Danmarks farligste læger'”.
Michael blev bedt om at skrive sin version af hændelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed, men en måned efter – den 14. november 2017 – blev den endelige afgørelse truffet: Michael blev sat under skærpet tilsyn med sit faglige virke det næste år. Og afgørelsen kunne ikke ankes.
Dybest set vidste Michael ikke, hvad det konkret betød at blive sat under skærpet tilsyn. Som led i sin hoveduddannelse ville han i løbet af de kommende år være på tre afdelinger, og han vidste ikke, om hans kommende kollegaer ville kigge ham over skulderen hver dag, eller han ville blive taget ud af vagtlaget, fordi han var til potentiel fare for patienterne. Men der var ikke noget krav om, at han skulle sige det til de nye afdelinger, så han fortalte det ikke.
“I håbet om at genvinde troen på mig selv som læge ville jeg ikke sige det som det første. Jeg ville gøre mit arbejde og blive bedømt på det og ikke sagen”.
Efter cirka et halvt år af det skærpede tilsyn havde Styrelsen for Patientsikkerhed kontaktet de afdelinger, som Michael havde været på, og den 15. november 2018 – præcis et år efter – tjekkede han styrelsens hjemmeside. Hans navn var væk fra gabestokken. Få dage efter fik han et brev med følgende ordlyd:
“Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver hermed dit skærpede tilsyn. Vi vurderer, på baggrund af arbejdsgiverudtalelserne, at der ikke længere er grundlag for at opretholde et skærpet tilsyn”.
"Jeg føler mig lidt mere som rigtig læge igen. Men den oprindelige hændelse er der stadig og vil for altid være en del af mig.”
Er du blevet en bedre læge efter at have været under skærpet tilsyn?
“Jeg prøver at være endnu mere grundig, men den ændring er kommet, fordi jeg er et menneske og gerne vil undgå samme fejl igen, og ikke fordi jeg har været under et skærpet tilsyn. Jeg kan godt se det rimelige i at tjekke op på mig det følgende år, fordi systemet har haft en bekymring for mig. Men jeg har haft svært ved at se formålet med det skærpede tilsyn. Det er svært at se det som andet end en straf at stå i gabestokken, altså autorisationsregisteret med anmærkning, og hvis det handler om straf, skulle jeg have haft en ankemulighed og forsvarer, og det har jeg ikke haft. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været en samtale eller et krav om, at jeg skulle have en slags mentor eller lignende, så min telefonvisitation kunne forbedres. Jeg er sendt ud i systemet igen uden nogen faktisk læring som følge af tilsynet”, siger Michael og fortsætter:
“Hele forløbet har gjort mig mere ydmyg over, at ens umiddelbare diagnose kan være upræcis. Og ydmyg i forhold til at dømme eller vurdere andre kollegaer, når de eksempelvis henviser en patient til mig. Jeg vil ikke betvivle, at mine kollegaer gør det så godt, de kan, under de gældende omstændigheder”.
I dag er det vigtigere, at jeg har tre raske børn med en glad far, end at jeg har en glorværdig lægekarriere. Michael, læge under skærpet tilsyn
Michael understreger flere gange, at han håber at være anstændig over for familien til den døde dreng og håber, at forældrene får indsigt i sagen fra hans side og får sat et slags ansigt på hans person.
“Men man skal ikke have ondt af mig. Man skal have ondt af familien, og min historie skal på ingen måde tage noget sympati fra dem. Det er en ufattelig ulykkelig begivenhed, som ramte familien hårdest, og som rammer mig i slipstrømmen”, forklarer Michael.
For hændelsen har sat et konkret aftryk på ham som både læge og menneske, og især hans identitet som læge har ændret sig.
“Jeg fandt ud af, hvor farlig lægerollen kan være. En ting er, hvis jeg ikke kunne arbejde som læge mere, men hvad, hvis jeg ikke kunne fungere som menneske, som far, som kæreste, som søn og som bror. Tidligere var jeg primært læge og derefter det andet. Jeg så det som en højere ting at være læge, men det blev for farligt, for jeg følte mig så meget desto mere nøgen, da jeg begik fejlen. Jeg blev nødt til at skubbe det lidt væk, og det betyder, at jeg nok ikke investerer lige så meget i lægerollen, som jeg ville have gjort ellers. Jeg kommer derfor ikke til at arbejde 80 timer om ugen for at opbygge en stærk lægeidentitet. I dag er det vigtigere, at jeg har tre raske børn med en glad far, end at jeg har en glorværdig lægekarriere. Før var lægearbejdet en identitet, nu er det mere et arbejde. Et godt arbejde, som jeg holder meget af, men et arbejde. Det stemmer ikke overens med mine idealistiske forestillinger om at være læge, men måske er det mere realistisk”.
Michael er ikke lægens rigtige navn, men lægens fulde navn og identitet er redaktionen bekendt.
I alt 11 læger var den 24. januar 2019 under skærpet tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Tallene er et øjebliksbillede og bliver derfor justeret løbende. Styrelsen har inden deadline på denne artikel ikke kunnet udlevere tal på udviklingen i antallet af læger under skærpet tilsyn. Af tidligere udleverede tal fra styrelsen fremgår det dog, at i alt 67 læger i hele 2017 var sat under skærpet tilsyn.
Styrelsen for Patientsikkerhed sætter en læge under skærpet tilsyn, hvis der er mistanke om, at lægen »vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter«.
Formålet med tilsynet er at få lægen »til at ændre den fagligt kritisable virksomhed«, men et skærpet tilsyn »betyder ikke, at vi står og kigger den pågældende sundhedsperson over skulderen i den kliniske hverdag, blot at styrelsen har en skærpet opmærksomhed på personen og f.eks. klagesager eller indberetninger, som vedrører denne«, som styrelsen skriver..
Ifølge overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, er det op til lægen selv at forbedre sig.
»Styrelsen for Patientsikkerhed er forpligtet til at vejlede lægen om, hvori problemerne består og hvordan lignende problemer bliver løst. Men lægen har selv ansvar for at rette op på problemerne, da vi ikke både kan være tilsynsmyndighed og ansvarlig for, at problemet bliver løst. Vi kan med andre ord ikke føre tilsyn med os selv«.
Tilsynet varer typisk et år, men kan blive forlænget. Navn og årsag til tilsynet bliver offentliggjort på styrelsens hjemmeside, og den pågældende læges region bliver desuden orienteret.
Læs også: Kontrol-instans mod Styrelsen for Patientsikkerhed tager form
