Skip to main content

Efter krisemøde: Anders Kühnau lover mere involvering af de ansatte

Region Midtjyllands formand, Anders Kühnau (S), lover efter krisemøde, at de ansatte skal involveres mere i den politiske proces. Og at de ansatte naturligvis må ytre sig.
Anders Kühnau er formand i Region Midtjylland. Foto: Region Midtjylland
Anders Kühnau er formand i Region Midtjylland. Foto: Region Midtjylland

Anders Heissel, ah@dadl.dk

14. sep. 2018
2 min.

Fyringen af hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen på Hospitalsenhed Midt, Viborg betød torsdag, at medarbejderne i regionens overordnede samarbejdsudvalg forlod et møde i protest mod direktionen.

Som den øverste leder i regionen indkaldte regionsformand Anders Kühnau (S) til et møde fredag mellem direktionen og de to medarbejdervalgte næstformænd i regionens hovedsamarbejdsudvalg (RMU), Anja Laursen (DSR) og Jette Ohlsen (FOA).

Faktaboks

Fakta

”Når vi har en medarbejderside, der udvandrer fra et møde og kommer med en udtalelse om, at de ikke føler sig trygge ved at ytre sig, så bliver jeg nødt til at reagere. Vi har en lang tradition for et bredt samarbejde i regionen mellem ledelse og ansatte, og det skal vi fortsætte med. Der er ingen tvivl om, at fyringerne har udløst en utryghed, der skal lægges oveni de ansattes frustration over ikke at føle sig hørt i høringsprocessen op til budgetforhandlingerne”, siger Anders Kühnau og fortsætter:

”Derfor er konklusionen efter mødet i dag, at vi nu skal sikre, at de ansatte bliver bedre involveret i den politiske proces”.

Hvordan skal det ske mere konkret?

”Når vi skal i gang med den kommende hospitalsplan skal vi sikre os, at der er tid nok til at inddrage de ansatte. Det er enormt vigtigt for mig og direktionen”.

Men hvad siger du til de ansattes frustration over de to fyringer?

”Jeg vil ikke forholde mig til sagen, fordi det er en personalesag, og en sag som direktionen har truffet beslutning om. Men jeg erkender, at den har skabt utryghed om, man som ansat må ytre sig. Men selvfølgelig må man det”.

Har du tillid til direktionen?

”Ja, men i sidste ende er det op til regionsrådet om, hvorvidt der skal ske ændringer. Nu kommer der en hurtig redegørelse om forløbet, som bliver drøftet på tirsdag i forretningsudvalget, og så tager vi den derfra”.

Regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V) er dog kritisk over for direktionen og i et åbent brev til Anders Kühnau skriver han bl.a.:

"Jeg vurderer, at der er en ret stor risiko for, at både regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen og koncerndirektør Ole Thomsen kan miste deres job på denne sag."