Skip to main content

Efter kritik: Nu skal UVVU selv granskes

Efter massiv kritik af UVVU for at straffe fusk og sjusk lige hårdt skal udvalgene nu have et grundigt serviceeftersyn

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. mar. 2015
3 min.

Når Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) afsiger en dom, er der ingen nuancer på paletten.

Uanset om en forsker har fusket og snydt, så vandet driver, eller blot – som det skete i sagen mod professor Bente Klarlund Pedersen – i travlhed har overset, at en medforfatter var en svindler, så falder den tunge hammer: Den grove svindler og den uheldige forsker får med samme tjærekost.

Netop klarlundsagen, hvor den velrenommerede professor blev trukket med ind i den nussede penkowasag, har kastet et skarpt lys over, hvad mange betragter som en alvorlig fejl ved hele UVVU-systemet.

UVVU kendte Bente Klarlund Pedersen videnskabeligt uredelig, bl.a. fordi hun som hovedforfatter til flere artikler sammen med den senere svindeldømte hjerneforsker Milena Penkowa ikke havde opdaget billedmanipulation i medforfatter Penkowas bidrag til artiklerne.

Nu vil regeringen have afklaret, om der er bedre måder at sikre integritet og troværdighed i dansk forskning på. Forsknings- og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har derfor nedsat en arbejdsgruppe, der skal give UVVU et grundigt eftersyn. Det sker, efter at der for nylig blev etableret et kodeks for integritet i dansk forskning – et såkaldt code of conduct.

Formanden for udvalget er Jens Oddershede, som er forhenværende rektor på Syddansk Universitet og bl.a. formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

Flere farver på paletten?

Jens Oddershede er ikke i tvivl om, at den kritik, der har været af UVVU, har været en stor tilskyndelse til at igangsætte det arbejde, han nu skal forestå:

»Efter den megen kritik af UVVU har ministeren formentlig sagt til sig selv, at det nok vil være en god idé at give UVVU et serviceeftersyn«, siger Jens Oddershede.

»Men dertil kommer, at ministeriet har analyseret, hvordan man bærer sig ad i andre lande. Analysen tyder på, at Danmark følger den internationale tendens, men også, at der er ting, som gøres anderledes i de lande, vi plejer at sammenligne os med. Det kan også være en grund til at give UVVU et eftersyn«.

Har man f.eks. i andre lande flere farver på paletten end sort og hvid?

»Ja. Og jeg tør godt love, at udvalget kommer til at se på, om det skal være muligt at graduere kritikken« siger Jens Oddershede.

»Men der er også andre emner, der presser sig på. For eksempel, om det virkelig er nødvendigt, at UVVU skal behandle alle de sager, de gør. Kunne nogle af dem ikke behandles lokalt i de enkelte universiteters egne uredelighedsudvalg?«

Den mulighed findes jo allerede?

»Det er sandt. Men måske kunne UVVU henvise nogle sager tilbage til universiteterne. Eller måske kunne man forlange, at det enkelte universitet selv behandler sagen, før den bliver fremsendt til UVVU. Der er forskellige varianter i de forskellige lande. Man kunne have en slags filter, som betød, at UVVU kun tog sig af de mere principielle sager, mens de, der mere handler om fagligt nid og nag, kunne klares lokalt. For det skader systemet, når man kan få mistanke om, at en sag i højere grad handler om en faglig og personlig vendetta«, siger Jens Oddershede.

Lægeforeningen hilser i en pressemeddelelse initiativet velkommen:

»Af hensyn til forskeres retssikkerhed vil det være et fremskridt at få en klagemulighed, da afgørelser fra UVVU jo er meget indgribende for den forsker, som bliver anklaget for videnskabelig uredelighed. De kan jo reelt ødelægge vedkommendes tidligere såvel som fremtidige arbejde som forsker«, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning.

Udvalget skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2015.