Skip to main content

Ekstraregning til praktiserende læger skal redde lægevagten

En vigende tilslutning til lægevagten har fået flere PLO-regioner til at indføre ekstrabetaling på op til 15.000 kr. for at få vagtplanen til at hænge sammen. Men vi skal stadig beholde lægevagten, siger PLO-formændene.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

15. apr. 2016
6 min.

En mere presset hverdag i sin praksis. Dårlig betaling for en nattevagt. Lavere eller slet ingen goodwillbetaling for at overtage en praksis og flere kvinder i almen praksis. Alt sammen grunde til, at praktiserende læger over det meste af landet i stigende grad melder fra til lægevagten, som lægerne ellers via overenskomsten er forpligtet til at tage del i. Den udvikling har i flere regioner gjort det tiltagende svært at besætte vagterne i lægevagten, og det har nu fået flere PLO-regioner til at indføre et ekstragebyr til de praktiserende læger, som ikke tager del i lægevagten.

 

15.000 kr. som kompensation

PLO i Region Sjælland har for første gang indført en model, der betyder, at hvis man som en af de 470 praktiserende læger i regionen fravælger lægevagten, skal man betale 15.000 kr. om året, siger Ulrik Hesislev, PLO-formand i regionen.

”Gennem især de seneste to år har der været en faldende tilslutning til lægevagten i regionen. Især vagter i sommerferien, til jul og nattevagter har vi problemer med at besætte. Det skyldes formentlig, at honoraret for nattevagter ikke er steget i de seneste overenskomster, og det betyder, at vi ikke kan tjene det ind om natten på en lægevagt, som vi mister ved at holde en dag fri i vores praksis. Desuden er der kommet flere kvinder i faget, og de har typisk mænd, der også tjener godt. Endelig betales der lavere eller slet ingen goodwill, som gør, at incitamentet også falder”, siger Ulrik Hesislev.

Det har betydet, at vagtplanen ikke længere kan hænge sammen, og derfor besluttede PLO i regionen i slutningen af marts, at de vagtinaktive skal betale et ekstrabidrag på 15.000 kr. om året til at lægge oven i de vagter, som er svære at få afsat.

”Det handler ikke om at straffe, men at tilskynde lægerne til at tage del i lægevagten. Jeg synes, at de ekstra penge er et rimeligt incitament eller en nødvendig kompensation for at få dækket vagterne, som vi alle har en forpligtelse til at dække. Så hvis udviklingen fortsætter, kan vi komme i en situation, hvor vi ikke kan varetage lægevagten, og så skal regionen finde ud af, hvad den vil gøre. Men jeg håber, at dette tiltag vil hjælpe”, siger Ulrik Hesislev.

 

Hvorfor holder I fast i lægevagten, hvis et stigende antal praktiserende læger fravælger den?

”Jeg tror stadig, at det er den bedste model i forhold til økonomi og kvalitet, at vi som praktiserende læger passer patienternes indgang til sundhedsvæsenet hele døgnet og alle dage. Det virker ikke som om, at andre løsninger som eksempelvis 1813 i Region Hovedstaden er et godt alternativ”, siger Ulrik Hesislev.

Hvis udviklingen fortsætter, kan vi komme i en situation, hvor vi ikke kan varetage lægevagten, og så skal regionen finde ud af, hvad den vil gøre. Men jeg håber, at dette tiltag vil hjælpe. Ulrik Hesislev, PLO-formand i Region Sjælland

 

3.500 kr. ekstra om natten

Parallelt med udviklingen i Region Sjælland har Region Syddanmark haft lignende problemer. Her har Jørgen Skadborg, formand for PLO i regionen, haft sværere ved at få lægevagterne dækket blandt regionens 840 praktiserende læger. I løbet af de seneste år er tilslutningen dalet med 30-40 praktiserende læger årligt. For at undersøge udviklingen spurgte PLO i regionen sine medlemmer sidste efterår, og undersøgelsen viste, at øget belastning i dagtiden er klart den vigtigste grund til, at flere fravælger lægevagten.

Men lægevagterne skulle stadig besættes, og derfor indførte PLO i regionen i november sidste år en øget betaling for de læger, der fravælger lægevagten. I årets første fire måneder har der været nok til at dække lægevagten på normal vis, men i de kommende måneder – maj til august – er der huller især på nattevagterne i sommerferien. Det udløser så et ekstra vagtkontingent på 3.500 kr. for de ca. 375, der er vagtinaktive i perioden. Pengene går direkte til at øge betalingen med 2500 kr. for en nat-visitation og 3500 kr. for en nat-kørevagt. Og det har faktisk løst problemet, siger Jørgen Skadborg.

”Nu kan vi dækket vagten på denne måde, men selvfølgelig er det ikke uden utilfredshed, fordi folk skal betale ekstra, men i virkeligheden er det billigt sluppet. Når det er sagt, er det ikke pengene, der løser problemet på langt sigt. Løsningen er, at vi bliver flere praktiserende læger, og ikke, at vi frasiger os lægevagten, for der er stadig bred opbakning blandt regionens praktiserende læger til, at vi skal varetage lægevagten – også blandt de vagtinaktive læger”, siger Jørgen Skadborg.

 

2.500 kr. for at melde sig syg

Blandt de ca. 320 praktiserende læger i Region Nordjylland kan den regionale PLO-formand Anne-Mette Alstrup se, at det begynder at knibe med, at få vagterne dækket, især nattevagterne. Og det betyder nu en konkret ændring, der træder i kraft den 15. april.

”For et par år siden indførte vi en rådighedsvagt, som skulle være en slags vagtberedskab til lægevagten. Men vi kan konstatere, at rådighedsvagten i stigende grad bliver udløst – og nu hver fjerde dag. Og det var ikke meningen med ordningen. Derfor indfører vi et gebyr på 2.500 kr. for PLO’ere og det halve for Yngre Læger, hvis man melder sig syg til lægevagten og dermed aktiverer rådighedsvagten”, siger Anne-Mette Alstrup.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor de ekstra penge skal kanaliseres hen, da det afhænger af beløbets størrelse, men et forslag vil være som ekstrabetaling for at tage nattevagter, siger Anne-Mette Alstrup.

”Ændringen er et udtryk for, at vi er mere pressede som praktiserende læger og måske mere syge. Vi bliver færre til at dække lægevagten, hvis det skal hænge sammen”, siger Anne-Mette Alstrup, men fastholder dog, at lægevagten naturligt hører hjemme i specialet for almen medicin.

”Hvis det bliver for tungt, bliver vi nødt til at frasige os lægevagten, men jeg har svært ved at se fordelene. For så ender vi med en 1813-model, og det vil flytte arbejde over i vores dagtid. Så jeg ser helst, at vi beholder lægevagten, og jeg er positiv over for ændringer heriblandt en fast timeløn”, siger PLO-formanden i Region Nordjylland.

 

Midtjyderne klarer den

Som den eneste region har PLO i Region Midtjylland ikke problemer med at få lægevagten dækket – endnu – for Karsten Rejkjær Svendsen, formand for PLO i regionen, kan også konstatere en faldende tilslutning blandt regionens 850 praktiserende læger.

”Tidligere var der flere læger, der tog mange vagter. Det har ændret sig, formentlig fordi belastningen i dagtiden er øget. Og det betyder, at flertallet af de praktiserende læger skal køre flere vagter, så på den måde er tilslutningen faldet, selv om vi stadig kan dække lægevagten”, siger Karsten Rejkjær Svendsen.