Skip to main content

Ekstremer og ekspeditioner

Barneskoene blev trådt i Grønland. Senere vendte han tilbage, for at arbejde som læge. Nu er han på vej mod Mendoza provinsen i Argentina, for at lære ekspeditionsmedicin. Mød Malik Møller, der er draget af ekstremer, ekspeditioner – og de små samfund.

Annica Caroline Carlsen, mail@yeahwrite.dk
Foto: Martin Stampe

15. aug. 2014
3 min.

Malik Møller har det godt, når han sidder i en helikopter over Grønland på vej ud for at evakuere patienter. Han har det bedst, når han presser sig selv og flytter grænser – og fantastisk, når han kan fusionere naturen med medicinen. Malik Møller dykker, og er i god form. Men han har aldrig besteget et bjerg. Derfor sætter han nu kurs mod Aconcagua bjerget i Argentina - det højeste bjerg uden for Himalaya.

Ekspeditionsmedicin

”Om det er naturen eller menneskeskabt, har det ekstreme har altid interesseret mig. Jeg tror det kommer fra min opvækst på Grønland,” funderer den unge læge, der drømmer om at arbejde som ekspeditionslæge.

”På turen til Argentina kommer vi til at lære det, der er vigtigt, når man befinder sig midt i vildnisset langt fra hospitaler. Det er et kursus i ekspeditionsmedicin, hvor vi for eksempel lærer at diagnosticere og behandle alt, fra højdesyge og hypotermi, til improviseret traumebehandling,” forklarer Malik Møller.

Der er flere underspecialer inden for ekspeditionsmedicin. Udover bjergmedicin, er det dykker – og polarmedicin, der trækker mest. Når han er færdig med højdedragene, tager han en tur til Vancouver Island, hvor han skal dykke med hvaler.

De små samfund

Efter at have tilbragt sine første 11 år i Aasiaat i Grønland, flyttede familien til Ærø, der med 8 kilometer på det bredeste sted, er blandt Danmarks mindste ø-kommuner.

”Jeg elsker de små samfund. Det var bl.a. også derfor jeg tog tre måneder i Grønland, hvor jeg vendte tilbage til min fødeby for at arbejde. I Aasiaat bor der kun 2000. Der er ét sygehus, hvor alle afsnit er samlet. Jeg var rundt alle steder, fordi det er så alsidigt – og det er ret fantastisk og lærerigt, “fortæller Malik Møller, der havde fornøjelsen af at arbejde sammen med sin mor, der er konstitueret regionslæge.

”Min mor er uddannet i almen medicin, men er også blevet specialist inden for både organ, ortopædkirurgi – og gynækologi. Man skal jo kunne en masse på Grønland, fordi der er få læger. Men den brede faglige profil har svære kår,” fortæller Malik Møller.

Faktaboks

Fakta

5-års reglen – et benspænd

På Grønland er læger med en bred profil en mangelvare. Det skyldes primært 5 års reglen, der især rammer de små samfund, siger Malik Møller:

”Man har ikke tiden, til at få erfaringen, og dermed en bredere lægefaglig profil længere.

Det gode er, at der kommer en del yngre læger til Grønland, fordi reglen ikke tæller med her. Problemet er bare, at de er meget uerfarne. I den ene grøft har du de helt unge læger – direkte fra skolen. I den anden, har man de ældre generationer, der er dygtige, men ikke altid helt opdaterede. Det er både min – og min mors erfaring,” forklarer Malik Møller, der gerne vil tilbage og arbejde i Grønland.