Skip to main content

”En dansk stereotyp værktøjskasse er ikke brugbar, når vi sidder over for en tyrkisk bjergbonde”

Læger bliver famlende, usikre og symptomer fejlfortolkes, når det handler om etniske patienter. Patienterne har modsat høje forventninger til læger, der for de etniske patienter ofte rangerer højere end Gud. Morten Sodemann og Naser Khader foldede torsdag aften dét kulturbrag ud.

Naser Khader og Morten Sodemann talte om den etniske patient foran 90 nordjyske læger i Aalborg.
Naser Khader og Morten Sodemann talte om den etniske patient foran 90 nordjyske læger i Aalborg.

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

5. sep. 2014
4 min.

Når den tyrkiske landarbejder sidder over for en dansk læge, er forventningerne høje, og han håber på mirakler. For dér hvor han kommer fra, rangerer lægen højere end selv Gud. Men billedet af lægen krakelerer hurtigt.

"For han eller hun ligner ikke en læge. Lægen indleder et forhør, spørger om alt muligt. Om ikke man skal se tiden an og alt det andet, der hører en demokratisk samtale til. Og hvis lægen tilmed måtte finde på at slå op i Medicinhåndbogen, er det vitterligt et tegn på inkompetence”.

Sådan lød det fra Naser Khader, tidligere politiker, nuværende radiovært på DR og senior fellowship ved Hudson Institute i Washington, da Lægeforeningen Nordjylland torsdag aften i Aalborg havde inviteret til fyraftensmøde om den etniske patient. Og Morten Sodemann, professor i global sundhed og Indvandrermedicin samt leder af Indvandrermedicinsk Klink ved Odense Universitetshospital, der var aftenens anden oplægsholder, kom med denne opfordring til de 90 fremmødte læger:

"Vi bliver nødt til at retfærdiggøre vores eksistens. Vi skal bevise, at vi kan noget, og det gør vi ikke ved at udstede en gul recept. Det er ofte de bedst kørende i familierne, der kontakter lægen. Udfordringen vil derfor ofte være at finde ud af, om der er nogen derhjemme, som har det værre.”

Morten Sodemann fremdrog flere eksempler på, at den etniske patient ofte er ilde stedt i det danske sundhedsvæsen, fordi forventninger og fordomme står i vejen.

Det går allerede galt, når vi ser navnet på henvisningen. Så daler vores egne forventninger til, at det vil ende godt. Morten Sodemann, professor i global sundhed og Indvandrermedicin samt leder af Indvandrermedicinsk Klink ved Odense Universitetshospital.

Sygdom er problem nr. 117.

Mange etniske patienter med fysiske smerter er tilset af mange læger. I hele og halve år er deres symptomer blevet fejlfortolket. Og ofte konkluderes det, at det nok er i hovedet, at det er galt. Bl.a. fordi lægerne ikke kender patienters grundvilkår.

”Sygdom er deres problem nr. 117, hvorfor lægen må kæmpe sig op af patientens problemrangliste," sagde Morten Sodemann og refererede en amerikansk undersøgelse, der dokumenterer, at læger udviser større klinisk usikkerhed overfor etniske minoritetspatienter.

"Det er jo således tankevækkende, at flere veluddannede læger kan sidde rundt om bordet og blive enige om, at der er tale om ’etnisk betingede smerter’. Disse mennesker er på tålt ophold i sundhedsvæsenet. Det er ikke et kulturmøde, der finder sted, når vi møder disse patienter. Det er snarere et kulturbrag. Og det går allerede galt, når vi ser navnet på henvisningen. Så daler vores egne forventninger til, at det vil ende godt. En dansk stereotyp værktøjskasse er ikke brugbar, når vi sidder over for en tyrkisk bjergbonde. Derfor er det så vigtigt at vi spørger ind og ikke gætter,” understregede Morten Sodemann.

Både Naser Khader og Morten Sodemann sagde det flere gange: Det er personen, der kommer først. Se bort fra, at den etniske patient, der sidder overfor dig, har arabisk, muslimsk eller anden baggrund. Se dem ikke som ambassadører for en bestem religion eller kultur.

Bl.a. refererede Morten Sodemann en undersøgelse af praktiserende lægers syn på den etniske patient og hvoraf det fremgår, at halvdelen af lægerne aldrig bruger tolk.

"Bruger man bare tolk en gang vil de væsentligste problemstillinger blive klarlagt,” sagde han.

PTSD – ikke rygproblemer

Og derefter fulgte flere eksempler på etniske patienter, der er landet i Indvandrermedicinsk Klinik i Odense med tvivlsomme og forkerte diagnoser. Herunder buschaufføren, der først fik ondt i ryggen og efterfølgende langtidssygemeldt. Derefter flyttede han med familien til en anden region, hvor han på ny fik arbejde som buschauffør. Og på ny fik han rygproblemer og måtte langtidssygemeldes.

Det viste sig, at han var blevet seksuelt mishandlet i sit hjemland, hvorfor han permanent gik med ble. Det mente han, at passagerne kunne se. Han havde ikke problemer med ryggen, men havde en posttraumatisk belastningsreaktion. Hans tilstand gjorde, at konen måtte løse billet til den samme bus, som hendes mand kørte for lige bag ham at kunne støtte ham i, hvornår han skulle dreje til højre og venstre.

Naser Khader gjorde opmærksom på, at PTSD er noget skamfuldt, som man ikke taler med venner og familie om. Ligesom han kunne fortælle, at han selv har tolket for en arabisk mand, der i flere år gik hos en psykiater uden at hans nærmeste familie vidste besked.

Naser Khader og Morten Sodemann var også enige i en anden betragtning. Nemlig at tiden går i stå, når indvandreren eller flygtningen lander i Kastrup.

"En gravid tredjegangsfødende - hun havde født sine første to børn i sit hjemland - spurgte mig, hvordan hun kunne vide, hvornår hun skulle føde i Danmark? Spørgsmålet undrede mig, men hun troede, at hun ikke længere skulle stole på sine egne fornemmelser,” sagde Morten Sodemann.

Undervisningen i indvandrerpatienten i målbeskrivelsen for speciallægeuddannelsen til almen praksis fra og med 2014 er blevet mere end halveret.