En forstemmende start på en nødvendig debat

Region Sjælland præsterede en imponerede sans for uheldig timing, da den i sidste uge meldte ud, at private aktører fra 2013 skal drive sygehuse og almen praksis i regionen. Især det sidste vakte opmærksomhed.

»Vi skal have behovet for læger dækket. Og så står vi med en sektor - de praktiserende læger - der skriger efter at få konkurrence. Med en privat aktør skulle det gerne blive muligt at få mere sundhed for pengene«, udtalte næstformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk, til Berlingske. Han er også formand for regionernes forhandlingsudvalg, og det er svært ikke at se hans frontalangreb på organiseringen af almen praksis og lægevagten som opvarmning til overenskomstforhandlingerne med PLO.

I samme budgetaftale lægger Region Sjælland også op til, at sygehusafdelinger eller -afsnit fremover vil kunne drives af private aktører. Det er druknet i debatten om almen praksis. Andre har også budt ind med nye modeller for offentligt-privat-samarbejde. Det gælder f.eks. Region Syddanmark, hvor man har planer om at bygge to psykiatrihospitaler for private penge. Når de bliver til virkelighed, kan det bane vejen for nye måder at organisere sygehusene på over hele landet.

De nye modeller på sygehusene er en udfordring for både patienter og læger. Det kan være vanskeligt at forestille sig et samarbejde under samme sygehustag mellem offentlige og private afdelinger, som har hver deres kultur og måske også arbejdsbetingelser. Men det afgørende er naturligvis, hvad de kan tilbyde, og hvordan samarbejdet organiseres.

Vigtigst er, at patienterne sikres den bedst mulige kvalitet, og at alle fortsat har fri og lige adgang til ydelserne. Det, mener Lægeforeningen, sikres bedst ved, at sundhedsvæsenet er styret og finansieret af det offentlige, som dermed sætter rammerne for, hvordan sundhedsvæsenet skal udvikle sig. Her er det politikerne, ikke private firmaer, der skal have grebet i tøjlerne, og de skal sikre, at der er klare aftaler om samarbejdet på tværs af den private og den offentlige sektor, at der er samme krav til indberetning til databaser, samme krav til kvaliteten af uddannelsen mv.

Private klinikker kan gå konkurs eller lukke, og derfor er det også afgørende, at de offentlige sygehuse har den nødvendige ekspertise inden for alle specialer, og at der er det nødvendige beredskab. Derfor skal regionerne sikre sig, at de kan levere varen - at de råder over den faglige ekspertise og de uddannelsespladser, der er behov for.

Hvis rammerne er orden, er Lægeforeningen med på offentligt-privat-samarbejde i sundhedsvæsenet. Faktisk kan det være rigtigt velfungerende. Praktiserende lægers og praktiserende speciallægers samarbejde med regionerne er netop gode eksempler herpå. Mange steder fungerer det også rigtigt godt, når regioner har indgået aftaler med private udbydere om eksempelvis at udføre operationer. Regionerne har også erfaringer med ambulancetjenesten, som mange steder er drevet af private, men styret og finansieret af det offentlige.

Et andet aspekt ved et styrket offentligt-privat-samarbejde er, at det lægger et sundt pres på sundhedsvæsenets topledere, som skal sikre effektiv drift og klart kunne definere, hvilke krav der skal stilles til kvaliteten - i både den offentlige og den private del.

I de kommende år vil stadig flere ældre stille de krav til behandling, som man stiller, når man er vokset op i et velfærdssamfund. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at der bliver flere penge at gøre godt med. Sundhedsvæsenet er nødt til at overveje nye måder at organisere tilbuddene på, og derfor er der brug for, at regionerne samler deres erfaringer, og at vi får en overordnet debat. Den diskussion kunne - mildt sagt - have fået en mere elegant og konstruktiv start end den, som Region Sjælland valgte at lægge ud med.