Skip to main content

»En god dag: kun 6 gangpladser i brug…«

ET DØGN MED - Lars Hornshøj Thomsen er speciallæge i intern medicin og medicinsk gastroenterologi samt overlæge på Aalborg Universitetshospitals Akut- og Traumecenter. I dag har han kasketten som koordinerende læge i modtagelsen.
Lars Hornshøj Thomsen, overlæge, Aalborg Universitetshospitals Akut- og Traumecenter. Foto: Lars Horn
Lars Hornshøj Thomsen, overlæge, Aalborg Universitetshospitals Akut- og Traumecenter. Foto: Lars Horn

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

6. dec. 2018
4 min.

6.45 Jeg står op. Ved morgenmaden aftaler vi, at jeg står for indkøb og aftensmad. Læser lidt i avisen, inden jeg cykler til arbejde.

8.00 Morgenmøde. Det er en god dag på sengeafdelingen: kun seks gangpladser i brug. Mens vi fordeler dagens arbejde, bliver jeg ringet op to gange fra modtagelsen. Patienterne begynder at rulle ind, og de vil gerne snart se nogle læger dernede.

9.00 Vi er to speciallæger og fire yngre læger i modtagelsen i dag. Der er allerede fire uvisiterede 112-indbragte patienter, som vi delegerer de yngre læger ud til. Jeg går med for at se en 75-årig kvinde med hovedpine og feber, som vi vurderer og lægger en plan for.

9.30 Patienterne ruller ind, bl.a. en 52-årig kvinde med brystsmerter og atrieflimren. Min opgave som koordinerende er at fordele patienterne efter, hvem der trænger mest til at blive set hurtigt, og hvem der kan anbringes på gangen. Men vi har stadig stuer, så hun kommer ind, og kardiologen kommer. Så melder Falck og lægeambulancen, at de er på vej med en 47-årig mand med puls 260, formentlig en ventrikulær takykardi. Vi gør en stue klar, laver medicinsk kald og kontakter kardiologisk vagthavende.

10.15 Med en af KBU-lægerne konfererer jeg om en patient med astma og respirationssynkrone smerter, og vi lægger en plan. Så ankommer patienten med pulsen på 260. Han er nu slået over i en supraventrikulær takykardi på 130, som er ret ufarlig. Ambulancelægen siger, at han har givet medicin. Det er nok forklaringen på omslaget. Dramatikken er overstået, og vi skal ikke give patienten stød. Jeg overlader ham til kardiologisk vagthavende.

Dramatikken er overstået, og vi skal ikke give patienten stød. Lars Hornshøj Thomsen, overlæge, Aalborg Universitetshospitals Akut- og Traumecenter.

10.40 Et øjebliks ro, som jeg bruger til at gennemlæse skadekort fra vores yngre læger. At lave skadekort er en kunst, for de skal på samme tid være grundige og kortfattede. De fleste kommer efterhånden efter det.

11.00 Det strammer til. Alle stuer er fyldt, fire patienter på gangen og otte på vej. Til at optimere flowet har vi et »grønt spor«, opkaldt efter triage-farven, som indikerer, at sporet ikke er til de mest syge patienter. Det grønne spor er 11 pladser i samme rum, kun adskilt af skærme.

11.20 Patienterne ruller ind: Falck kommer bl.a. med en 91-årig mand, der er vågnet med ordfindingsbesvær og nu bliver tilset af neurologerne. Lidt senere en 56-årig jord- og betonarbejder, som pludselig bliver forpustet ved arbejdet. Det viser sig, at han formentlig har nytilkommen atrieflimren. Vi giver ham videre til kardiologerne.

12.45 Frokost – tre flade, afbrudt af tre opkald. Så kommer der en ældre patient med 112 fra en kommunal aflastningsplads pga. tre ugers ikkeakutte smerter. Ifølge Falck ringede personalet til egen læge, som syntes, at de skulle ringe 112. Dårlig stil og misbrug af 112.

14.00 Presset letter: kun fem patienter på gangen og tre på vej. Så bliver jeg afløst som koordinerende læge. Efter en længe aftalt introduktionssamtale med en KBU-læge har jeg tid til at se på nogle UTH’er. Nogle er »rigtige« UTH’er, men andre handler egentlig bare om faglige uenigheder mellem kolleger.

15.30 Cykler hjemad og køber ind hos fiskemanden og i supermarkedet. Min kone har lavet te, og vi får en snak, inden hun skal i løbeklubben. Jeg skriver med den mellemste søn i London og med de to andre drenge, som bor i København og kommer hjem i weekenden.

19.00 Jeg har lavet mad: rødfisk med grønsager. Vi spiser, og så har jeg en tennisaftale med en makker, der er venstrehåndsspiller. De burde have deres egen turnering.

22.20 Bad og omklædning. Hjem, hvor jeg ser afslutningen på Champions League-runde, hvor Manchester United scorer sejrsmålet til allersidst, inden jeg går i seng.