Skip to main content

En god og en dårlig nyhed om ebola

Færre smittede - men virusset muterer

Ebola-virus. Foto: Colourbox
Ebola-virus. Foto: Colourbox
30. jan. 2015
1 min.

For første gang er antallet af nye ebola-tilfælde i de tre hårdest ramte lande – Guinea, Liberia og Sierra Leone – under 100 på en uge.

Til gengæld er virusset formentlig begyndt at mutere.

I sidste uge var antallet af nye smittede i de tre lande 99, oplyste Verdenssundhedsorganisationen WHO torsdag i Genève. WHO betegner dog fortsat epidemien som ”udbredt og intens” i den vestafrikanske region, hvor der har været 22.000 bekræftede tilfælde og mindst 8.795 dødsfald siden udbruddets begyndelse sidste år.

Af de 99 tilfælde i sidste uge forekom 65 i Sierra Leone, 30 i Guinea og 4 i Liberia.

Den dårlige nyhed er, at ebola-virusset ifølge forskere har muteret. Ifølge BBC News fortalte Anavaj Sakunthabai, som er humangenetiker ved Pasteur-Instituttet i Paris, at der er forekommet ”adskillige tilfælde” af ebola, hvor den smittede tilsyneladende har været symptomfri.

Det er ikke ualmindeligt, at virus ændrer sig over tid. Ebola er, lige som HIV og influenza - et RNA-virus, som er tilbøjeligt til at mutere. Det gør virusset mere tilpasningsdygtigt og øger derved risikoen for, at det bliver mere smitsopmt.

”Et virus kan ændre sig fra mere dødelig til mindre dødelig, men mere smitsom, og det er noget, vi frygter”, siger Sakunthabai til BBC.