Skip to main content

Endnu en hjerte-overlæge politianmeldes

Rigshospitalet politianmelder endnu en overlæge for misbrug af forskningsmidler. Det sker, før hospitalets egen undersøgelse af lægen og professoren er færdig.

11. apr. 2014
2 min.

Rigshospitalet har politianmeldt endnu en overlæge for misbrug af forskningsmidler til private formål, oplyser Jyllands-Posten.

Dermed er foreløbig fire overlæger fra hospitalets skandaleramte hjertecenter hjemsendt og politianmeldt som følge af Jyllands-Postens afsløringer af deres brug af forskningsmidler.

Den 61-årige kirurg blev hjemsendt torsdag i sidste uge efter Jyllands-Postens afsløring af, at han har brugt forskningsmidler, 70.000 kr., til at købe malerier, officielt til kontoret på Rigshospitalet, hvor de imidlertid ikke kom op at hænge. De blev i stedet leveret til hans private adresse.

Det kom også frem, at han havde købt Montana-reoler, et Piet Hein-bord og en lysekrone, som heller ikke kom op at hænge på kontoret, for forskningsmidler. Udgifter for i alt 200.000 kr.

I dag kan Jyllands-Posten afsløre, at professoren derudover har brugt forskningsmidler til at betale for sit private medlemskab af Lægeforeningen og Foreningen af Speciallæger.

Dermed slap han for selv at betale 4.217,50 kr. svarende til to kvartalers kontingent i 2008. Fagforeningskontingenter er fradragsberettigede på selvangivelsen, så alt tyder ifølge avisen på, at overlægen har høstet en dobbelt gevinst privatøkonomisk.

Den politianmeldte læge har samtidig købt skærmbriller for i alt 27.970 kr. Bl. a. et sæt, der kostede 10.270 kr. og et andet sæt til 9.900 kr. Han købte tilsyneladende også et par solbriller til 3.300 kr.

Den første af overlægerne, som blev politianmeldt i juni i fjor, og som Jyllands-Posten omtalte med navn i et stort antal artikler, indtil han i januar i år fik Københavns Byret til at nedlægge et navneforbud, er af politiet sigtet for - for forskningsmidler - bl.a. at have købt to par skærmbriller til i alt 18.526 kr.

Overlægen har også handlet med sig selv. Ud over at være professor på Rigshospitalet ejer han to firmaer, og det ene er to gange blevet betalt i alt 23.440 kr. af midler fra hans forskningskonto.