Skip to main content

Er der en arbejdsmiljørepræsentant til stede?

Lægelige arbejdsmiljørepræsentanter i akutmodtagelserne er få. Akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland har netop fået sin første lægelige arbejdsmiljørepræsentant – efter pres fra ledelsen: »Vi bliver nødt til at være skarpe på vores arbejdsmiljø«, siger viceklinikchefen.

Akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Yngre læge Tea Faaborg (tv) er nyvalgt AMIR, mens sygeplejerskernes AMIR, Anne Hylle, har lang erfaring i rollen. Foto: Lars Horn/Baghuset.
Akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Yngre læge Tea Faaborg (tv) er nyvalgt AMIR, mens sygeplejerskernes AMIR, Anne Hylle, har lang erfaring i rollen. Foto: Lars Horn/Baghuset.

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

27. jul. 2016
5 min.

Traumestuen i akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring en tirsdag middag.

Thea Heide Faaborg, der er halvandet år inde i sin hoveduddannelse i lungemedicin, følger i hælene på Anne Hylle, sygeplejerskernes arbejdsmiljørepræsentant (AMIR) i akutmodtagelsen. Den garvede AMIR viser på en skærm den grønne AMIR det skema, som anvendes ved de to årlige gennemgange af arbejdsmiljøet i akutmodtagelsen i marts og oktober. Er gulvet glat? Er der træk? Flyder ledningerne på gulvet?

Thea Heide Faaborg er netop blevet valgt som AMIR i Klinik Medicin – som ud over akutmodtagelsen tæller en stor medicinsk afdeling – og skal dermed gøre op med flere års mangel på lægeligt engagement i arbejdsmiljøarbejdet i akutmodtagelsen

»Valgt og valgt«, griner Thea Heide Faaborg, der nu afventer at blive indkaldt til en uges arbejdsmiljøkursus: »Der var ingen andre, der stillede op. Arbejdsmiljø er godt nok noget, der er på den politiske dagsorden i Yngre Læger. Men min erfaring er, at det halter gevaldigt med at få lægerne involveret i og valgt til arbejdet«.

Anne Hylle går hen til sengen på traumestuen: »Du skal sikre dig, at højden passer. Vi (sygeplejersker, red,) tænker altid på, hvad der er mest hensigtsmæssigt for os«.

Anne Hylle har været AMIR for sin faggruppe i ti år. Lægesekretærerne i akutmodtagelsen har også én. Men lægerne har haft en tendens til at blive fjerne i blikket, når der skal rekrutteres til posten.

»Det er hændt, at lægerne er kommet til mig på grund af problemer med støj, udluftning og ønske om eget kontor. Senest kom en kirurg og klagede over kvaliteten af vores handsker – de er nu udskiftet på hele hospitalet.

Men det er ikke sket ret tit. Måske har lægerne ikke tænkt over, at de kan henvende sig til mig i den lange periode, hvor vi ikke har haft en lægelig arbejdsmiljørepræsentant«, siger Anne Hylle.

Thea Heide Faaborg nikker: »Det er da et kæmpeproblem, at mange – og da slet ikke de yngste læger – ikke ved, at Anne har været der. Og at der er denne her kæmpeorganisation, der kan støtte op om dem«.

AMIR lige så vigtig som TR

Anne Hylle og Thea Heide Faaborg er enige i, at det, at KBU-lægerne kun er i akutmodtagelsen i et halvt år, er en barriere for at engagere sig i arbejdsmiljøet. Og at der blandt læger er en opfattelse af, at arbejdsmiljøet sorterer under tillidsrepræsentanten.

For et par år siden trak akutmodtagelsen på det daværende Sygehus Vendsyssel overskrifter på grund af et stort arbejdspres og mangel på læger, der bl.a. fik uddannelseslægerne til om natten at føle sig som Palle alene i verden.

»Her har vi arbejdsmiljørepræsentanter bidraget til, at forholdene er blevet langt bedre. At vi blev opnormeret. Og at flere patienter nu bliver tilset ambulant, fordi de i virkeligheden ikke er at betragte som akutte patienter.

Travlhed og hvordan vi kan minimere den, er fortsat vores helt store fokuspunkt. Men også det psykiske arbejdsmiljø«, siger Anne Hylle.

»Arbejdsmiljørepræsentanter kan gøre en forskel. Det er der bare ikke så mange læger, der ved. Sygeplejersker har tradition for at være langt mere opmærksomme på rammer og arbejdsstillinger. Det kan vi bestemt lære noget af. Vi tilpasser os og indtager gerne en akavet stilling«, siger Thea Heide Faaborg og gør sig skæv i ryggen.

Som viceklinikchef i Klinik Medicin var Pia Hæstrup med til at overtale hoveduddannelseslægen til at lade sig vælge som arbejdsmiljørepræsentant.

»Vi vægter den funktion lige så højt som TR-funktionen, og lægernes arbejdsfelt er et andet end sygeplejerskernes - derfor har de andre erfaringer i det daglige.

Ja, der er overlap mellem de to funktioner, og grænsen mellem, hvad de hver især skal beskæftige sig med, kan opleves som flydende.

KBU’erne har valgt en TR, men ikke en AMIR. Derfor har vi opfordret dem til at drøfte arbejdsmiljøet med os – klinikledelsen – ved fx morgenkonferencen«, siger Pia Hæstrup pg fortsætter:

»Vi har de sidste par år gjort meget for at skabe et godt arbejds- og udannelsesmiljø. Vi vil gerne være en anelse skarpere end andre steder, fordi vi ikke altid er lægernes førstevalg. Vi bliver nødt til at gøre os attraktive ved at tilbyde medindflydelse, skræddersyede forløb for den enkelte og mulighed for kombistillinger, hvor man kan forske, samtidig med man er i klinik.

Et godt arbejds- og uddannelsesmiljø går hånd i hånd«.

I kø til en computer

Ifølge Bjarne Worm, formand for Yngre Lægers arbejdsmiljøudvalg, udgør akutmodtagelserne mange steder et særligt problem, når det kommer til lægers arbejdsmiljø. Det skyldes, at mange yngre læger fra forskellige specialer ofte bruger en stor del af deres arbejdsdag i modtagelsen.

Bjarne Worm vurderer, at man på Regionshospital Nordjylland har fundet »en fornuftig løsning på det problem«, eftersom Thea Heide Faaborg som arbejdsmiljørepræsentant kan sætte sig ind i problemerne, da hun har sin faste gang i akutmodtagelsen.

»Vi ser sjældent, at en yngre læge er arbejdsmiljørepræsentant i akutmodtagelsen. Mange gange er det en fra plejepersonalet, der har påtaget sig det ansvar for hele personalegruppen. Men ofte har de ingen anelse om, hvilke arbejdsgange og udfordringer der er i lægers arbejdsmiljø. Plejepersonalet er typisk tilknyttet et geografisk område, mens lægen ofte skal være flere steder på en gang.

Jeg logger f.eks. typisk ind på 20-30 forskellige computere i løbet af en arbejdsdag – vi har ikke en fast arbejdsstation. Vi kan ikke indstille vores borde – hvis vi da overhovedet har et. Og ofte må vi stå i kø for at komme til en computer.

Dertil kommer, at ikkelægelige arbejdsmiljørepræsentanter kun sjældent ved, hvad der står om arbejdsmiljø i YL’s overenskomst.

En arbejdsmiljørepræsentant skal sørge for, at hele personalegruppen har et godt arbejdsmiljø, men forskellige grupper har forskellige udfordringer«.