Skip to main content

Læger er imod aktiv dødshjælp

Otte ud af ti læger mener, at aktiv dødshjælp er en dårlig idé, viser ny undersøgelse, der står i kontrast til befolkningens holdning. Den palliative indsats er gået i stå, mener leder af Den Palliative Forskningsenhed.

Af: Kristine Buske Nielsen

2. jun. 2017
2 min.

Aktiv dødshjælp bør ikke legaliseres i Danmark. Sådan svarer otte ud af ti læger i en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad.

En af kommentarerne lyder: " Aktiv dødshjælp er et skråplan, som vi ikke skal ud på, men til gengæld skal folk være trygge ved, at de ikke kommer til at lide (velvidende at aktiv palliativ behandling kan være livsforkortende)".

Det er en holdning, der står i kontrast til holdningen blandt den danske befolkning. En undersøgelse fra 2013 af Videncenter for Rehabilitering og Palliation (Rehpa) viser, at 71 procent af danskerne ønsker, at aktiv dødshjælp bliver lovligt i Danmark. Derfor har Kristeligt Dagblad spurgt de 410 læger, om de mener, at bedre information om mulighederne for palliativ behandling ville mindske befolkningens ønske om aktiv dødshjælp. Det svarede 62 pct. ja til.

Palliativ indsats er gået i stå

Professor og leder af Den Palliative Forskningsenhed i Onkologisk Klinik, Rigshospital, Per Sjøgren, er en af de læger, der svarede som flertallet, at bedre information vil være en løsning. Han mener desuden, at der ikke er gode nok muligheder for palliativ hjælp til de patienter, hvis lidelser kan få dem til at ønske at få hjælp til at dø.

"Vi er gået helt i stå de seneste år med at bygge den palliative indsats op. Her i Region Hovedstaden har vi halvdelen af de teams, vi burde have, og det gør mig virkelig harm," siger han til Kristeligt Dagblad.

Per Sjøgrens holdning underbygges af den nyeste årsrapport fra Dansk Palliativ Database. Den viser, at 20 procent af de patienter, der forinden deres død i 2015 blev henvist til specialiseret palliation, aldrig kom i behandling.

Lægerne blev også spurgt ind til deres holdning om den pensionerede læge Svend Lings, der i februar stod frem og fortalte, at han har hjulpet mindst 10 danskere med aktiv dødshjælp. Her svarede 77 pct., at de tog afstand til Svend Lings' handlinger.

Læs også:

Aktiv dødshjælp: for eller i mod?

Aktiv dødshjælp skal fortsat være forbudt

Aktiv dødshjælp er blevet hverdag i Holland

Pensioneret læge i modvind