Skip to main content

Etisk Råd skal vurdere adgangen til sæd og æg

Sundhedsordførere fra alle partier har besluttet at anmode Det Etiske Råd om en udtalelse om, hvorvidt forbudet mod dobbeltdonation af sæd og æg skal bestå.

21. okt. 2016
1 min.

Politikere overvejer at droppe det danske forbud mod såkaldt dobbeltdonation - dvs. behandling af en patient med både sæd og æg samtidig - for bl.a. enlige og lesbiske og har bedt Det Etiske Råd om på ny at se på emnet »i lyset af nutidens familiemønstre«, skriver b.dk.

»Tingene er dynamiske, og jeg ønsker, at vi skal have en moderne tilsnitning af dette område. Vi kan se, at bl.a. lesbiske par kommer i klemme med de nuværende regler, og vi må også konstatere, at der er en udvikling mod, at folk rejser ud og får disse sundhedsydelser,« siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet til avisen.

Det er meningen, at Det Etiske Råd vurdere, hvorvidt forbuddet mod dobbeltdonation bør lempes i tre situationer:

Et heteroseksuelt par, hvor hverken kvinden eller manden har brugbare kønsceller

Enlige kvinder, som ikke selv kan levere et befrugtningsdygtigt æg

Lesbiske, hvis egne æg ikke kan anvendes som led i behandlingen.

Det Etiske Råd er tidligere i 2014 kommet med en udtalelse om dobbeltdonation, hvor et stort flertal var tilhænger af at lempe forbuddet, skriver avisen.