Skip to main content

EU-landene skal advare hinanden om »skandalelæger«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

27. jan. 2012
2 min.

Efter en række skandalesager, hvor læger har kunnet flytte rundt mellem forskellige lande og efterlade den ene klagesag efter den anden i kølvandet, vil EU-Kommissionen nu have indført et advarselssystem.

I et forslag - som egentlig handler om gensidig anerkendelse af uddannelse og kvalifikationer - står der også et afsnit (artikel 56a) om et sådant system.

EU-Kommissionen forestiller sig, at landene automatisk skal udsende en advarsel til de andre EU-lande og til EU-Kommissionen selv senest tre dage efter, at en læge - eller en række andre andre sundhedsfaglige - er blevet frataget retten til at udøve deres erhverv. Det gælder også, selv om der er tale om et midlertidigt forbud.

Disse advarsler tænkes placeret i en fælles database - den samme som også foreslås brugt til at registrere f.eks. lægernes uddannelse og andre kvalifikationer.

Lægeforeningen synes, hensigten er sympatisk men ikke metoden.

í et høringssvar til forslaget skriver formand Mads Koch Hansen, at et advarselssystem nok er "anerkendelsesværdigt", men det bør stilles over for "den enkelte læges mulighed for at udøve sit erhverv".

Der er flere usikkerheder. F.eks. forskelle i traditioner for, hvad der indberettes.

For eksempel registrerer nogle lande oplysninger om lægers civile forbrydelser, som ikke nødvendigvis har noget med det lægelige virke at gøre. Andre oplyser om advarsler, som ikke har haft nogen ansættelsesmæssige eller tjenstlige konsekvenser.

Så er der spørgsmålet om midlertidige forbud, som ifølge forslaget skal indberettes. Men hvad så, hvis et sådant ophæves? Lægeforeningen skriver i sit høringssvar, at "registreringen bør fjernes, hvis sanktionen over for den enkelte læge ophører".

Og endelig er der spørgsmålet om datasikkerhed. Denne type oplysninger er selvsagt meget følsomme.

I den balancegang når Lægeforeningen frem til at vende tommelen ned for forslaget. I stedet ønsker foreningen at begrænse udvekslingen af den slags oplysninger til de tilfælde, hvor den pågældende læge søger job i andre EU-lande. Det vil sige, når han eller hun er i færd med at søge om at få udstedt autorisation i det nye land.