Skip to main content

Fængselsdom til overlæge for voldtægt mod yngre læge

Overlægen anker dommen, der af retten blev takseret til tre år og tre måneders fængsel.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

10. jan. 2017
1 min.

Retten i Næstved kendte tirsdag en forhenværende overlæge ved Slagelse Sygehus skyldig i voldtægt, voldtægtsforsøg og anden kønslig omgang med en reservelæge samt for at have misbrugt sin stilling som overlæge.

Det blev ifølge BT af en enig domsmandsret takseret til tre år og tre måneders fængsel. Desuden blev overlægen frakendt retten til at udføre lægegerning indtil videre, og han skal derudover betale 100.000 kroner i erstatning til forurettede.

Fire af overgrebene fandt sted på arbejdspladsen, mens et femte skete på en bar i København.

Overlægens forsvarer, Steen Bech, ankede dommen på stedet og anmodede om, at navneforbuddet blev udstrakt.