Skip to main content

Færre patienter får erstatning

Antallet af patientskader, der anerkendes af Patienterstatningen, falder kraftigt. ”Vi ved det ikke, men vores tal tyder på, at lægerne og sundhedsvæsenet er blevet dygtigere”, siger Patienterstatningens direktør.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

24. maj 2017
3 min.

Der er sket et markant fald i antallet af patientskader, der anerkendes af Patienterstatningen.

Antallet af anmeldelser er ellers steget med to procent om året siden 2012. Mens det i mange år var omkring hver tredje anmeldt skade, der blev anerkendt, var det i 2016 var det kun lidt over hver fjerde af de patienter, der anmeldte en skade, der fik erstatning.

Direktør i Patienterstatningen Karen-Inger Bast håber, at faldet afspejler en reel styrkelse af kvalitets- og sikkerhedsarbejdet, men hun har ingen forklaring på årsagen til, at færre skader anerkendes.

”Når vi tager stilling til, om en patient skal have erstatning, sker det ud fra en vurdering af, hvad den erfarne speciallæge ville have gjort. Hvis den erfarne specialist kunne have undgået skaden, giver vi erstatning”, forklarer Karen-Inger Bast.

”Og den type fejl er der blevet færre af. Så alt andet lige tyder vores tal altså på, at lægerne og vores sundhedsvæsen er blevet dygtigere”.

Lægerne er blevet for dårlige til at anmelde, og derfor vil jeg meget håbe, at det bliver bedre. Karen-Inger Bast, direktør i Patienterstatningen

”De sager, der ender på vores bord, taler i hvert fald sit tydelige sprog. Vi anerkender langt færre skader, og vi ser et fald i antallet af den slags sager, der kunne undgås, hvis sundhedspersonalet havde handlet optimalt”, siger hun.

Men skønt der er færre af de anmeldte skader, der skyldes fejl, mener Karen-Inger Bast ikke, at det er ensbetydende med, at der overordnet sker færre fejl i sundhedsvæsenet ”for vi ser jo samtidig at der indberettes et stort antal alvorlige utilsigtede hændelser”, siger hun.

- Men hvis færre af de anmeldte skader skyldes fejl, hvorfor stiger antallet af anmeldte skader så? Er det udtryk for, at patienter står mere stejlt på deres rettigheder, og er mindre indstillet på at ”tåle”?

”Det tror jeg. Og generelt er folk jo veluddannede i Danmark. Vi får at vide, at vi har et af verdens bedste sundhedssystemer, 'så når jeg ikke bliver rask, må det jo være en fejl!'”

”Især inden for kræftområdet tænker mange, at ’hvis bare lægen havde opdaget det i tide, var jeg jo blevet helbredt’. Man har en idé om, at bare kræften fanges i tide, kan man reddes. Men sådan er det desværre ikke altid”.

Læger – husk at anmelde

Er patienterne flittige til at anmelde skader, ser det ifølge Patienterstatningen helt modsat ud hos sundhedsvæsenet. Antallet af anmeldelser, der indberettes af sundhedspersonale, er mere end halveret.

”For bare fem-seks år siden kom 15 pct. af anmeldelserne fra læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige, som selv anmeldte skaderne. Den andel er mere end halveret, og det er vi ærgerlige over”, siger hun

”Det er nemlig anmeldelser, hvor der er god mulighed for at få anerkendt ret til erstatning, da læger nu engang er bedre til at afgøre, hvornår, der er tale om en skade, og hvornår, det er patientens sygdom, der gør, at patienten ikke kan gå”.

”Vi mangler de anmeldelser. Lægerne er simpelt hen blevet for dårlige til at anmelde, og derfor vil jeg meget håbe, at det bliver bedre. Derfor vil jeg understrege, at erstatningssystemet og klagesystemet er helt adskilte. Der de vandtætte skotter og derfor ingen problemer ved at anmelde en skade, som man selv eller en kollega er involveret i, og der følger ikke en disciplinærsag”.

Læs mere hos Patienterstatningen (link)