Man kan godt nedbringe udeblivelser fra aftalte ambulatorietider uden at udskrive ”pjækkebøder”. Det viser erfaringen fra rygambulatoriet på Frederiksberg Hospitals Reumatologiske afdeling.
”Vi har gjort det til et indsatsområde at nedbringe andelen af udeblivelser i ambulatoriet. Vi har blandt andet sat sekretærtid af til at ringe til folk en uge før, de skal møde”.
Det siger ledende overlæge Jan Christensen, Reumatologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Her lykkedes det på en måned i efteråret 2016 at reducere antallet af udeblivelser fra 12,4 pct. til lidt under 7,9 pct.
Ud over at ringe til folk bruger afdelingen også sms-beskeder og mails i e-boks. Og selv om ikke alle ældre er med på det der e-boks og sms-halløj, er det kun i begrænset omfang denne gruppe, der er udeblivelsesproblemer med.
Det er oftere yngre personer med sociale problemer, der ikke møder frem, mener Jan Christensen. Han understreger, at det ikke bygger på evidens, men mere på empiri fra hverdagen i
klinikken – herunder også en periode som socialmediciner før skiftet til reumatologien.
Som funktionsansvarlig overlæge varetager Jan Christensen selv muskuloskeletale UL-undersøgelser to dage om ugen. Dertil kommer en fast ugentlig ambulatoriedag.
- Hvad sker der, når en patient er udeblevet?
”Så sætter vi en mærkat på listen, og sekretæren sender et ”14 dages-brev”, som fortæller, at forløbet bliver afsluttet, hvis vi ikke har hørt fra dem inden to uger. Og efter to udeblivelser afslutter vi dem”.
- Er det nok konsekvens, eller kunne du ønske noget mere?
”Vi har da overvejet, om bøder kunne være en god idé. Det er jo ret nonchalant, bare at udeblive, fordi det ikke får nogen konsekvenser - den store kasse betaler bare”, siger Jan Christensen.
”Jeg arbejdede i Sverige i 10 år, og der havde man et bødesystem. Det var ofte socialt udsatte, der ikke kom, og når man sendte en regning, kunne de alligevel ikke betale. Så det havde vist ikke den store effekt”.
Overlæge i rygambulatoriet Gilles Fournier deler Jan Christens ærgrelse over den nonchalance, hvormed nogle borgere spilder sundhedsvæsenets ressourcer. Han kan også føle et stik af irritation, når sekretæren af bare venlighed booker en ny tid.
Men selv om han kunne ønske lidt mere konsekvens, er han enig i, at bøder ofte vil ramme de forkerte – dem, der i forvejen har det svært. Og det vil under alle omstændigheder være svært at vurdere, hvem, der skal ”straffes”, og hvem, der skal slippe, mener Gilles Fournier: ”Det bliver nemt lidt vilkårligt”.
- Hvad kunne virke? Er det, I forsøger nu, vejen frem?
”Uanset, hvad man har forsøgt, ligger udeblivelser ret konstant omkring de 10 procent. Det kan man så påvirke lidt med en indsats. Hos os er det lykkedes at nå målsætningen – at komme under 10 procent – ved telefonopringninger”, siger Gilles Fournier.
Når en patient udebliver fra en forundersøgelse i rygambulatoriet, er det noget, der kan mærkes.
”Så sidder der en læge, en sygeplejerske og en fysioterapeut, som har afsat halvanden time, og selv hvis patienten har ringet samme morgen, kan vi ikke nå at indkalde en anden patient”, siger han.
På en dårlig dag kan der være 3-4 af 16 indkaldte patienter, der ikke dukker op. Andre dage er der kun en enkelt udeblivelse, og nogle dage møder alle. Udeblivelsesprocenten varierer, men over tid var den indtil 1. november 2016 i gennemsnit 12,4 pct., fortæller Gilles Fournier. Og selv om lægen altid har andre opgaver at bruge tiden til, var de mange udeblivelser et problem for afdelingen.
”Derfor begyndte vi i en periode at ringe og spørge, hvorfor de ikke kom. Mange svarede, at de enten ikke havde tjekket deres e-boks. Andre, som var frameldt e-boks, havde ikke fået besked med posten, der skal bruge en uge på at bringe et brev ud. Og så er der de yngre, som bare havde glemt, at de havde en tid”, siger Gilles Fournier.
Nu ringer ambulatoriets sekretærer til alle i god tid – og ved det første besøg i ambulatoriet får de så tilbuddet om at modtage påmindelser med sms.
