Skip to main content

Farvel seksårsfrist, vend aldrig tilbage!

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

29. apr. 2019
3 min.

Unge læger må affinde sig med, at lægelivet ikke er »fredagsslik og flødeskum«. Sådan lød det fra daværende sundhedsminister Astrid Krag på Lægemødet i 2013, hvor hun demonstrerede en helt fraværende forståelse for, at vi som læger tog så kraftig afstand fra fireårsreglen. Jeg sad selv i salen i Aalborg og mærkede, hvordan vreden og frustrationen voksede langs stolerækkerne. Men det gjorde handlekraften også. I tiden efter modtog ministeren både underskrifter og fredagsslik i overvældende mængder fra unge læger. Hverken hun eller hendes efterfølgere på ministertaburetten har været i tvivl om, hvor vi helst så fireårsreglen: død og begravet.

Derfor er det også en glædens dag, da sundhedsministeren besluttede, at seksårsfristen skal væk. Efter den 1. maj i år skal fireårsreglens æra være fortid. Den rigide regel, som vi har kæmpet mod siden 2008, og som har skiftet navn undervejs til femårsfrist og senest seksårsfrist, skal væk. I skrivende stund buldrer rygter om valgdatoer. Vi krydser fingre for, at afskaffelsen kommer i hus, inden valget udskrives.

Sammen med Yngre Læger har Lægeforeningen kæmpet intenst mod fireårsreglen og dens afløsere.

Formålet med at indføre reglen i sin tid var hurtigt at få uddannet speciallæger nok. Men instrumentet har ikke virket – for at sige det mildt. Kast et blik rundt. Problemet med at tiltrække tilstrækkeligt med speciallæger er i store dele af landet årsag til dyb bekymring hos borgere og politikere.

Resultatet af fire-, fem- og seksårsreglerne har været, at et antal unge læger har opgivet at blive speciallæger, nogle er rejst eller har valgt andre karriereveje. Det har været helt urimeligt for de pågældende, og resultatet har været færre speciallæger, ikke flere.

Sammen med Yngre Læger har Lægeforeningen kæmpet intenst mod fireårsreglen og dens afløsere. Med »fredagsslik« til ministeren, men også med argumenter og tal, og i de seneste år har vi mødt voksende lydhørhed hos landets politikere. Tak til sundhedsminister Ellen Trane Nørby for nu at tage det sidste afgørende skridt og give seksårsfristen nådestødet.

Men ikke så snart var der udsigt til at komme af med ét tvangsregime, før et andet stak sit grimme hoved frem. Her tænker jeg på forslaget fra Socialdemokratiet om at forpligte unge læger, som netop har afsluttet deres KBU, til at arbejde et halvt år i almen praksis. Et forslag, som ligesom fireårsreglen ikke afhjælper det problem, som politikerne gerne vil løse.

Vi vil give dette forslag størst mulig modstand. Når patienternes behov er at få deres egen læge, en praktiserende læge, hvordan kan svaret så være en helt grøn læge? Jeg er helt enig i, at der skal sættes ind for at skaffe praktiserende læger, men det skal ske på helt andre og frivillige måder. At tvinge unge læger ud i en praksis er no go.

Tiden er i stedet til at koncentrere kræfterne om at gøre det, som betyder, at der faktisk bliver flere speciallæger – i hele landet og inden for alle de specialer, hvor de mangler. Lad os få oprettet flere hoveduddannelsesforløb, og lad os få gennemført en bredt funderet analyse fra Sundhedsstyrelsen af, hvor mange og hvilke speciallæger der er brug for i de kommende år. Det er en forudsætning for at finde ondets rod og slippe for forslag om eksempelvis tvang. Viden, ressourcer og kreativitet skal i spil – på lang sigt, men også her og nu, for sundhedsvæsenet lider allerede alt for meget under manglen på speciallæger. Det er et politisk ansvar, men vi ved fra lægeside, hvad der skal til og bidrager gerne – helt uden tvang.